Arkivnyhed - Kan være forældet

Skybrudsprojekt i Lersøparken skal forebygge oversvømmelser og gavne biodiversitet

Parkens brugere kan se frem til en sø* på en del af det grønne område, hvor den gamle Lersø lå. Det permanente vandspejl skal bidrage til naturoplevelser og biodiversitet, som er efterspurgt lokalt. Legeplads og opholdsmuligheder opgraderes også.

Klimaforandringerne betyder, at vi i fremtiden vil opleve langt flere og kraftigere skybrud. Prognoserne peger på, at vi vil opleve mere ekstreme regnskyl om sommeren, mere nedbør om vinteren, flere storme og stigende vandstand i havene. Derfor er Københavns Kommune godt i gang med at klimasikre byen.

For at håndtere både hverdagsregn og skybrud og forebygge oversvømmelser syd og øst for Bispebjerg Bakke har Teknik- og Miljøudvalget netop godkendt et projektforslag, som vil medføre synlige forandringer i Lersøparken. Når projektet står færdigt, vil parken indeholde en våd risle-eng, grøfter, en længere plint, en dæmning og et bassin på omkring en meters dybde med et permanent vandspejl. Tiltagene skal blandt andet øge oplevelsesværdien og gavne biodiversiteten i parken, og det glæder teknik- og miljøborgmester Line Barfod (EL):

- Vi står midt i en kolossal biodiversitetskrise. Derfor er det afgørende, at vi tænker grønne løsninger ind i kommunale projekter, så naturen igen får plads til at leve i vores hovedstad. Vores grønne områder får en afgørende rolle i at sikre os mod oversvømmelser, og derfor gennemgår de i disse år forandringer, som sker med respekt for omgivelserne, som det også er tilfældet i Lersøparken. Jeg er særligt glad for den store borgerinddragelse, som områdefornyelsen og lokaludvalget har stået for, som betyder, at projektet tager udgangspunkt i lokale ønsker og behov. Det skal der lyde en stor tak for, siger Line Barfod.

Når projektet står færdig, vil parken være i stand til at tilbageholde 16.500 m3 regn. Projektet tager afsæt i stedets særlige arkitektoniske og landskabelige egenart, og udformningen vil fremhæve den visuelle akse og ske med respekt for parkens symmetri mod Bispebjerg Hospital og styrke sammenhængen med dette.

På baggrund af en omfattende spørgeundersøgelse vil opgraderingen af hverdagsfaciliter i parken blandt andet have fokus på naturoplevelser, leg og bevægelse samt ophold i parken.

Anlægsarbejdet forventes igangsat 3. kvartal 2024 med forventet ibrugtagningstidspunkt 3. kvartal 2026.

Fakta

*Der er teknisk set tale om et regnvandsbassin, som vil syne af en sø.

Der er i regi af Områdefornyelsen gennemført en digital spørgeundersøgelse, hvor ca. 1200 respondenter har deltaget, og der er yderligere udført korte interviews i Lersøparken. Spørgeundersøgelse og interviews har vist, at parkens brugere ønsker sig flere naturoplevelser, mere biodiversitet, leg og bevægelse samt mulighed for ophold i Lersøparken.

Over 40 pct. af de adspurgte ser biodiversitet som et vigtigt parameter i omdannelsen af parken.         

For at realisere projektet, er det nødvendigt at fælde to poppeltræer i parkens sydlige del. Poppeltræerne er ca. 85 år gamle og underlagt parkens fredning. Fredningsnævnet har derfor givet dispensation til fældningen. Som erstatning for disse træer plantes 27 nye træer. Ved valg af arter til erstatningsbeplantning, vil der blive lagt vægt på træer, der kan øge biodiversiteten, herunder hjemmehørende arter.

Bispebjerg Lokaludvalg er generelt positive i forhold til udformningen af projektet og håndteringen af regnvandet.