Skolen ved Dybbølsbro åbner efter påske

Efter påskeferien åbner Skolen ved Dybbølsbro dørene til sin spritnye bygning i Kødbyen på Vesterbro. Eleverne og de ansatte begynder allerede den 23. april. Fredag den 25. april indvies skolen med en stor åbningsfest, hvor Københavns overborgmester og Børne- og Ungdomsborgmester sammen med elever, forældre, medarbejdere samt kræfterne bag byggeriet officielt markerer skolens åbning.
Byggeriet af Skolen ved Dybbølsbro begyndte i januar 2021 og står nu færdigt i april 2025, hvor elever, medarbejdere, foreninger og lokalsamfundet kan tage området i brug.
Overborgmester Lars Weiss, Socialdemokratiet:
- København har fået en topmoderne og flot ny skole, der skriver sig ind i Vesterbros historie. Bygningen afspejler med sine former og de hvide fliser beliggenheden i Kødbyen og passer ind i helheden, men er samtidig helt sin egen. Jeg glæder mig over, at skolen ikke kun kommer elever og medarbejdere til gode, men også bliver til glæde for lokalsamfundet og foreningslivet, der kan bruge legepladser og udearealer, idrætshal og andre lokaler, når skoledagen er slut.
Børne- og Ungdomsborgmester Jakob Næsager, Konservative:
- Skolen ved Dybbølsbro er et forbillede for fremtidens skoler – et eksempel på, hvordan en moderne skolebygning kan skabe de bedste rammer for børns læring og udvikling. Min ambition er, at vi i København bliver danmarksmestre i børneliv. Derfor er jeg stolt over, at vi nu kan tilbyde vores børn endnu en skole af højeste kvalitet, der understøtter både deres trivsel og faglighed.
Skoleleder på Skolen ved Dybbølsbro/Gasværksvejens Skole, René Ørum:
- Vi er spændte på at flytte til de nye rammer i Kødbyen, hvor der bliver plads til, at vores skole kan udvikle sig. Vi får nogle helt andre og bedre muligheder for at lave skole på bedste vis. Det fortjener eleverne så meget. Skolebygningen, vi kommer fra, har masser af kultur og sjæl, som vi gør alt for at pakke ned i flyttekasserne, så det kan videreføres i den nye bygning. Vi glæder os til at tage hul på et nyt kapitel i skolens stolte historie.
Indvielsen af Skolen ved Dybbølsbro markeres fredag den 25. april fra kl. 15
Indvielsen af Skolen ved Dybbølsbro fejres fredag den 25. april fra kl. 15 i den nye skolebygning på Skelbækgade 19, 1717 København V. Københavns overborgmester og Børne- og Ungdomsborgmesteren vil officielt åbne skolen sammen med elever, medarbejdere, forældre og kræfterne bag byggeriet. Pressen er velkommen og bedes tilmelde sig på forhånd til Børne- og Ungdomsforvaltningen.
Mens eleverne er på påskeferie, bliver alle deres ting flyttet over i de nye klasselokaler. I galleriet er et indblik i, hvordan skolen ser ud både inde og ude lige nu.
Moderne rammer giver ny energi til en skole med historie
Selvom adressen er ny, er det en skole med en lang historie, der flytter ind i de moderne rammer. Elever og medarbejdere fra Gasværksvejens Skole rykker 600 meter ned ad vejen og tager deres stærke tradition for fællesskab og læring med sig. Skolen åbnede i 1880, lukkede i 1996 på grund af faldende elevtal og genåbnede i 2006, hvor den siden har udviklet sig til en velfungerende institution. Nu får Gasværksvejens Skoles elever og medarbejdere en ny start i den topmoderne bygning i Kødbyen på 12.500 m² med plads til 840 elever fordelt på tre klasser pr. årgang samt 336 børn i KKFO'en.
Skolen som fællesskab for hele Vesterbro
Skolen rummer undervisningslokaler, fællesområder og specialfaciliteter, herunder en idrætshal og en madskole, der understøtter undervisningen i motion og madkundskab. Skolen er ikke kun for eleverne, men et samlingspunkt for lokalområdet. Uden for skoletid er områdets udendørsarealer, grønne områder og legefaciliteter, åbne for beboerne på Vesterbro, og idrætshallen samt flere faglokaler kan benyttes af foreninger, idrætsudøvere og aftenskoler, når skoledagen slutter. Skolen er netop designet til at skabe liv efter skoletid og styrke fællesskabet i bydelen. Projektet har en samlet anlægsbevilling på 516 millioner kroner, der dækker byggeri og faciliteter.
Med åbningen af Skolen ved Dybbølsbro får Vesterbro en moderne institution, der forener stærke traditioner med nye muligheder for læring og fællesskab.
Bygherre og samarbejdspartnere
- Bygherre: Københavns Kommune, Byggeri København
- Bygherrerådgiver: COWI
- Totalentreprenør: Per Aarsleff (byggemodning) & BAM Danmark (byggeri)
- Arkitekter: Nord Architects & BBP Arkitekter
- Ingeniør: Norconsult
- Landskabsarkitekt: BOGL
Kontaktinfo
Pressetelefon i Børne- og Ungdomsforvaltningen
Pressetelefon i Børne- og Ungdomsforvaltningen
Modtager ikke sms.
Kontakt til overborgmester Lars Weiss eller spørgsmål til Byggeri København
Kontakt til overborgmester Lars Weiss eller spørgsmål til Byggeri København
(modtager ikke sms)






