Skoleeleverne i København begynder det nye år derhjemme
Landets folkeskoler åbner ikke op for fysisk undervisning, når juleferien slutter. Alle grundskoleelever skal undervises hjemmefra i foreløbig to uger, gældende fra mandag 4. januar. Københavns børne- og ungdomsborgmester Jesper Christensen (S) bakker op om forlængelsen af de restriktioner, som regeringen vedtog før jul for at bekæmpe coronasmitten.
Jesper Christensen siger:
”Efter et år i coronaens skygge havde eleverne i dén grad fortjent at vende tilbage til skolen og tage hul på 2021 sammen med deres klassekammerater. Hvis nogle er skuffede, forstår jeg det godt. Men jeg ved, at skolerne har et stort fokus på elevernes trivsel. Samtidig er både lærere og elever blevet dygtige til digital undervisning. Så jeg er forvisset om, at vi med en fælles indsats kommer godt igennem de næste uger.”
I Københavns Kommune skal ca. 41.500 børn og unge undervises hjemmefra. De enkelte skoler planlægger elevernes dagligdag, som forældrene skal holde sig orienterede om via AULA.
Eleverne vil modtage digital nødundervisning, og det betyder, at der ikke undervises i fuld fagrække. Men der vil være fokus på både at sikre læring og den sociale omsorg bedst muligt.
Skolerne vægter trivslen i klassen og hos den enkelte elev højt, og der vil blive taget særligt vare på sårbare og udsatte elever. De vil blive kontaktet direkte og eventuelt bedt om at komme i skole, ligesom der også arrangeres SFO- og klubtilbud til dem.
Jesper Christensen siger:
”Vi er særligt opmærksomme på de mindre ressourcestærke familier, som kan få brug for ekstra støtte til undervisningen, og jeg vil generelt opfordre alle til at være opmærksomme på klassekammerater eller andre, der har behov for hjælp og omsorg.”
Meld ind om nødpasningsbehov
SFO og klubtilbud er ligeledes lukkede. Dog arrangerer kommunen nødpasning for elever i 0.-4. klasse. Nødpasningen er et tilbud til forældre, som har behov for pasning af deres barn for at kunne varetage deres job. Den organiseres af skolerne i samarbejde med tilknyttede fritidshjem og klubber.
Der vil i udgangspunktet være mulighed for nødpasning i skoletiden og inden for fritidshjemmets eller klubbens åbningstider. Forældrene vil i juleferien af skolerne blive bedt om at melde ind, hvis de har behov for nødpasning.
Selve undervisningen planlægger skolerne i detaljer de første dage efter ferien. Jesper Christensen håber, at forældrene vil støtte op om at få elever i alle aldre godt i gang mandag hjemme ved computeren.
”Jeg er klar over, at det er en bøvlet situation i mange hjem, og at tålmodigheden nok er ved at være tyndslidt. Men det er også mit indtryk, at såvel børn som voksne er klar over, at vi kun i fællesskab kan få bugt med COVID-19,” siger han.
Fakta
Når juleferien slutter mandag 4. januar 2021, vil alle elever være hjemsendt og i stedet få nødundervisning.
Københavns Kommune planlægger at åbne skolerne igen d. 18. januar.
Hvis der sker ændringer, eller der kommer nye informationer, kan forældrene holde sig opdaterede på AULA og kk.dk.
Elever der er undtaget restriktionerne
Børn og elever, der er i specialtilbud på specialskoler, specialklasser mv., er ikke omfattet af de nye restriktioner, og specialinstitutioner og specialskoler er fortsat åbne. Dette gælder også for fritidstilbud på specialområdet.
Sårbare børn og unge er undtaget hjemsendelsen. Dvs. elever, som skolerne eller forældrene vurderer, har sociale og pædagogiske behov, f.eks. hvis de har udfordringer i hjemmet.