Skole-topmøde på københavnsk folkeskole
Det var på dagen hvor Folketinget åbnede et nyt folketingsår, at en invitation til et topmøde om folkeskolen landede i børne- og ungdomsborgmesterens indbakke. Og han kan godt forstå, at man vælger at afholde topmødet på en af de københavnske folkeskoler:
"Mange af byens folkeskoler er blevet renoveret og er moderne skolebygninger. Og fagligt går det også rigtig godt. Samlet set ligger københavnerbørnene over gennemsnittet ved de seneste afgangsprøver, og det afspejler blandt andet, at vi har rigtig mange dygtige og dedikerede skoleledere, lærere og pædagoger, som er gode til at udvikle og løfte børnene. Det mærker man, når man er på besøg – det er svært ikke at blive ramt af deres engagement og stolthed over arbejdet med børnene – og det er da helt sikkert derfor, at regeringen har valgt en københavnerskole som ramme for topmødet" griner Jakob Næsager, børne- og ungdomsborgmester i København.
Jakob Næsager deltager i dagens topmøde og byder velkommen.