Arkivnyhed - Kan være forældet

Presseinvitation: Officiel lancering 17. juni 2024 af UCI World Tour-cykelløbet fra Roskilde til København

Rute, dato og navn er på plads for Danmarks nye World Tour-cykelløb fra Roskilde til København. Officiel lancering på Københavns Rådhus mandag den 17. juni 2024 kl. 10.30.

Fra 2025 lægger København og Sjælland igen asfalt til et cykelløb i verdensklasse, når verdens hurtigste kvinde- og herreryttere skal dyste i et nyt, tilbagevendende UCI World Tour-cykelløb. Løbet omfatter både et eliteløb for kvinder og et eliteløb for herrer. 

Partnerkredsen og arrangørerne bag er nu klar til at præsentere ruten, dato og løbets navn. Det sker ved en lanceringsevent i Festsalen på Københavns Rådhus mandag 17. juni 2024 kl. 10.30-12.  

Det blev i december 2023 offentliggjort, at den internationale cykelunion, UCI, har tildelt Danmarks Cykle Union (DCU) løbslicens i foreløbigt tre år – 2025, 2026 og 2027. Bag cykelløbet står en national partnerkreds bestående af Københavns Kommune, Roskilde Kommune, Kulturministeriet, Erhvervsministeriet, Sport Event Denmark, Wonderful Copenhagen og Danmarks Cykle Union. DCU har stiftet et eventselskab, der skal forestå planlægning og afvikling af løbet.

Pressetilmelding påkræves

Akkreditering er nødvendig, da der er begrænsede pladser. Pressen bedes tilmelde sig lanceringseventen senest torsdag 13. juni 2024 til pressekonsulent Anette Amalie Juhl Lindschouw, ig9q@kk.dk eller tlf. 26 13 65 49. 

Mødetid for pressen senest kl. 10 i Festsalen. 

Program

Kl. 10.00 Pressen møder i Festsalen. Indgang via hovedindgangen til Københavns Rådhus. Medbring pressekort.
Kl. 10.10 Pressebriefing. 
Kl. 10.30

Officiel lancering af UCI World Tour-cykelløbet fra Roskilde til København. 

Konferencier Heidi Frederikke Sigdal byder velkommen. 

  Præsentationsfilm afspilles.
  Overborgmester Sophie Hæstorp Andersen taler og slår nyt navn for løbet fast.
  Kulturminister Jakob Engel-Schmidt taler.
  Erhvervsminister Morten Bødskov taler.
  Danmarks Cykle Unions (DCU) konstituerede formand Johnny Lillelund taler. 
  Konferencier interviewer direktør Tobias Hoff, som fortæller om værtskabet, og løbsdirektør Jesper Tikiøb, som præsenterer ruten.
  Ruten afsløres.
  Konferencier interviewer cykelryttere på scenen.
  Afrunding ved konferencier og fællesfoto med partnerkreds og ryttere.
Kl. 11.30

Den officielle lancering forventes slut. Herefter reception med rådhuspandekager.

Mulighed for individuelle interviews med pressen i Mixed Zone-område ved siden af scenen.