Populært tilbud til teenagere i mistrivsel bliver permanent
Maven slår knuder, og hovedet er tungt. Det er så godt som umuligt at komme ud af sengen, op på cyklen og afsted i skole. Måske fylder en følelse af ensomhed eller forkerthed konstant i tankerne – også når der er masser af mennesker omkring én.
Selvom de fleste børn og unge i København har det godt og trives både hjemme og i skolen, så rammer mistrivsel stadig mange børn og unge. I den seneste Børnesundhedsprofil – en spørgeskemaundersøgelse for elever i 3., 6. og 9. klasse på de københavnske skoler – angav syv pct. af 9-klasseeleverne, at de enten “ikke har det så godt” eller “slet ikke har det godt”, mens blot 24 pct. af eleverne svarede, at de havde det ”nogenlunde” i dagligdagen.
Vigtigt at gribe tidligt ind
Politikerne i København afsatte for to år siden budgetmidler til at afprøve et nyt målrettet familietilbud i kommunens Center for Mental Sundhed, som i forvejen har en lang række tilbud til københavnere, der har behov for psykologhjælp. Familietilbuddet har igennem de to år oplevet stor søgning, og derfor var det vigtigt for sundheds- og omsorgsborgmester Sisse Marie Welling (SF), at der var enighed blandt partierne bag næste års budget om at fortsætte tilbuddet permanent.
”Børn og unge, der mistrives, skal gribes og samles op, før deres mistrivsel udvikler sig til noget mere alvorligt, som måske kræver udredning og psykiatrisk behandling. Det her tilbud til de helt unge har vist, at når vi sætter tidligt ind og arbejder med børnene og deres forældre, så har en chance for at vende begyndende mistrivsel, før den bliver alvorlig og bremser de unges fremtid. Det skal vi selvfølgelig forfølge, så vi undgår, at mange unge kæmper længe med mentale problemer, som vi har en mulighed for at forebygge,” siger borgmesteren.
Forældre hjælpes til at være barnets holdepunkt
I den foreløbige erfaringsopsamling fremhæver familier særligt, at tilbuddet har hjulpet dem med at skabe en god dialog i familien, større forståelse og færre konflikter mellem børnene og deres forældre.
"Med tilbuddet skaber vi et rum for samtale, hvor unge og deres forældre kan tage hul på det svære sammen. Her kan de unge involvere deres forældre i deres udfordringer, og forældrene kan blive den ressource, de ønsker at være. På den måde hjælper vi familien med at finde en ny måde at kommunikere på, så de kan fortsætte den positive udvikling, også efter vores samarbejde slutter. For i sidste ende er forældrene stadig de unges vigtigste holdepunkt," siger Line Mejling, som er psykolog i Center for Mental Sundhed.
Fakta
- Tilbuddet blev etableret som et toårigt pilotprojekt (med titlen ’Ung på vej’) i Center for Mental Sundhed med midler fra budgetaftalen for 2023. Det er målrettet 13-15-årige udskolingselever, der i en periode oplever, at hverdagen er præget af bekymrende mistrivsel, og deres familier.
- Med den nye budgetaftale for 2025 er der fra næste år afsat 2,8 mio. kr. årligt, hvilket svarer til 180 forløb.
- Familier kan henvises til af fagpersoner som egen læge, skolesocialrådgivere, sundhedsplejersker, PPR-psykologer og UU-vejledere.
- Forløbet foregår i Center for Mental Sundhed, som desuden har forebyggende tilbud til københavnere over 15 år med symptomer på stress, angst, depression eller anden psykisk mistrivsel.
- Videreførelsen af familietilbuddet er en del af en samlet styrkelse af tilbud om bedre mental sundhed i København. I byens budget for 2025 er der også 37 mio. kr. til nedbringelse af ventetid til angst-, stress- og depressionsforløb for unge og voksne samt godt 14,5 mio. kr. til at nedbringe ventetiden på psykologsamtaler til ældre, ligesom der er fundet midler til at sætte ’Mental sundhed’ på skoleskemaet på flere ungdomsuddannelser.
Kontakt
Katrine Kirch Kirkegaard
Pressekonsulent