Orientering om Blågård Skole II

Her en orientering om baggrund for undersøgelserne, og om hvad resultaterne giver anledning til.

Undersøgelserne af arbejdsmiljøet på Blågård Skole er færdige, og de giver tilsammen et billede af et betændt arbejdsmiljø, som end ikke mange indsatser gennem de senere år, har kunnet få bugt med.  

Undersøgelserne blev sat i gang i takt med, at ansatte gensidigt anklagede hinanden for krænkende adfærd. Det vil sige en adfærd, som rummer blandt andet chikane og mobning. 

Først klagede skoleledelsen over skolens tillidsrepræsentant, og da forvaltningen valgte at hjemsende tillidsrepræsentanten, mens undersøgelsen af klagen stod på, blev skolens ledelse mødt af en klage fra en større gruppe lærere. Også her valgte forvaltningen at hjemsende lederne, mens klagen mod dem blev undersøgt. 

Arbejdsmiljø præget af mistro og mistillid

Det er et eksternt arbejdsmiljøcertificerede konsulentfirma, Human House, som har stået for de upartiske og eksterne undersøgelser. Alle ansatte har haft mulighed for at anmelde episoder, som er oplevet som krænkende, og for anonymt at svare på et spørgeskema.

Undersøgelserne af arbejdsmiljøet på Blågård Skole viser, at samarbejdet mellem ledelse og lærere, og mellem lærere og pædagoger, er særdeles udfordret.

Opsummerende viser de tre undersøgelser, at:

  • MED-samarbejdet mellem lærere og ledere er brudt sammen, og der er udpræget mangel på tillid mellem parterne.
  • De kanaler, som man på skoler normalt bruger til at løse og korrigere daglige samarbejdsudfordringer og konflikter mellem lærere og ledelse fungerer ikke, og den tillidsvalgte har ikke bidraget til at løse problemerne.
  • Konflikterne udspringer af en kultur, hvor ansatte finder sammen i alliancer, hvor man enten er med eller imod. Der er, og opretholdes, en udpræget og ødelæggende dem-og-os-kultur. 

Omfattende genopbygning

Skolen står over for et omfattende arbejde med at opbygge et godt og velfungerende samarbejde og et trygt psykisk arbejdsmiljø.

"Jeg sidder tilbage med en erkendelse af, at skolens ledelse har haft en noget nær umulig opgave, og at det ikke er skolens ledelse, som har forårsaget problemerne på skolen. Der har på undervisningssiden været en kultur, der har været ødelæggende for samarbejde. Hele forløbet på Blågård Skole giver stof til eftertanke, og alene det, at ingen af de to skoleledere ønsker at vende tilbage til deres skole, taler for sig selv. Vi i forvaltningen vil nu gøre, hvad vi kan for at hjælpe dem godt videre i deres arbejdsliv", siger Tobias Børner Stax, adm. direktør i Børne- og Ungdomsforvaltningen.

Han siger også, at det er velkendt, at dem som har været meget involveret i langvarige konflikter og samarbejdsproblemer, kan have svært ved at lægge indgroede konflikter bag sig, og dermed reelt kommer til at stå i vejen for en ny, sundere kultur.

"Der er heldigvis også mange medarbejdere, som giver udtryk for, at de ønsker at komme videre og fokusere på deres opgaver med børnene. På den korte bane vil der være samtaler mellem den konstituerede ledelse og alle medarbejdere på skolen om fremtiden og deres ønsker og behov. Og så har vi i forvaltningen givet vores bedste bud på de organisatoriske forandringer, der skal til for at genskabe skolen med en helt anderledes samarbejdskultur. Det skal nu behandles af vores politiske udvalg", siger Tobias Børner Stax.

Uanset hvordan Blågård Skole bliver i fremtiden, så er det forvaltningens vurdering, at der forestår et omfattende arbejde med at opbygge en tryg og god samarbejdskultur på skolen – både mellem medarbejdere og en ny, kommende ledelse, og mellem faggrupper på skolen.

Se evt. en tidligere orientering om skolen: Orientering om Blågård Skole

Se materialet til den politiske behandling af sagen

Dagsordenspunkt til møde i Børne- og Ungdomsudvalget den 12. marts 2025

Definition på krænkende adfærd

Der er tale om krænkende handlinger, når en eller flere personer i virksomheden groft eller flere gange udsætter en eller flere personer i virksomheden for mobning, seksuel chikane eller anden nedværdigende adfærd. Adfærden skal opfattes som nedværdigende af de(n) udsatte. Det er uden betydning, om handlinger er udtryk for ubetænksomhed eller decideret ønske om at krænke. Det er personens oplevelse, der er central. Krænkelser kan både være aktive handlinger og forekomme ved at undlade at handle. 

[Kilde: Arbejdstilsynet]

Om undersøgelserne

Det eksterne arbejdsmiljøcertificerede konsulentfirma, Human House, har udarbejdet tre undersøgelser. Nedenfor er en opsummering af resultaterne af undersøgelserne.

  • Undersøgelse 1 viser, at der i MED-samarbejdet mellem lærere og ledelse har fundet krænkende handlinger sted i form af mobning mod skolens ledelse, og at det har forårsaget alvorlige helbredsmæssige konsekvenser hos de tre ledere i Lokal-MED, der modsvarer konsekvenserne af langvarig mobning. 
  • Undersøgelse 2 viser, at der er mange lærere på skolen, der har meget lav grad af tillid til ledelsen og oplever et dårligt psykisk arbejdsmiljø. 16 medarbejdere har anmeldt, at de har oplevet krænkende handlinger fra skoleledelsen. Der er ingen anmeldelser på udskolingslederen eller KKFO-lederen. Human House er gået videre med at undersøge de anmeldelser der, i flg. Arbejdstilsynets definition, indeholder krænkelser. Anmeldelserne peger samlet set i retningen af et hårdt belastet psykisk arbejdsmiljø med mangel på psykologisk tryghed.  
  • Undersøgelse 3 viser, at i to enkeltstående tilfælde kan det dokumenteres og sandsynliggøres, at skolens souschef ud fra Arbejdstilsynets definition har udtalt sig krænkende. Ingen af de to episoder vurderes at have en grov karakter vurderet ud fra omfang, intensitet og helbredsmæssige konsekvenser for de berørte medarbejdere. Kriterier for mobning er heller ikke opfyldt, og der er ikke tilfælde af seksuelle krænkelser. Skolelederen har ikke begået nogen krænkelser.

De involverede har fået egen-acces i afrapporteringen af undersøgelserne, og politikerne har via sagsindsigt haft mulighed for at læse rapporterne. Københavns Lærerforening, Skolelederforeningen og Landsforeningen for Socialpædagogerne har fået mundtlige overleveringer af undersøgelsernes resultater. 

Om den bod og det forlig som kommunen indgik i sagen

Tidligere i forløbet blev der indgået et forlig, hvor Kommunen fik en bod på 65.000 kr. for at have hjemsendt tillidsrepræsentanten, mens den første undersøgelse stod på. Forliget handlede alene om selve hjemsendelsen af tillidsrepræsentanten, og ikke om hvorvidt denne havde begået krænkende handlinger. 

Kontakt

Pressetelefonen i Børne - og Ungdomsforvaltningen

Modtager ikke sms.