Omorganisering i Socialforvaltningen: KK.dk bliver løbende opdateret

Socialforvaltningen fik den 1. januar 2025 en ny organisering, der skal gøre det lettere for borgere at få hjælp. I den forbindelse kan der i en periode være information på kk.dk, som ikke afspejler den nye organisering.

Fra årsskiftet har Socialforvaltningen gennemgået en større organisationsændring. Formålet er at skabe en enklere og mere overskuelig forvaltning, så borgere lettere kan finde den rette hjælp. Det vil dog altid være muligt at komme i kontakt med Socialforvaltningen. 

I forbindelse med overgangen kan der være en periode, hvor visse oplysninger på kk.dk endnu ikke er opdateret i forhold til den nye organisering. Det betyder, at man som borger kan opleve, at kontaktoplysninger eller beskrivelser af forskellige indsatser ikke afspejler de nyeste ændringer.    

Kontakt Socialforvaltningen, hvis du er i tvivl  

Selvom der kan være midlertidige mangler i informationen på kk.dk, kan borgere altid bruge de kontaktinformationer, der fremgår af hjemmesiden og dermed få den hjælp, der er brug for. Det fortæller Katrine Ring, der er administrerende direktør i Socialforvaltningen.   

”Vi arbejder løbende på at opdatere informationen, så den afspejler den nye organisering. Det vigtigste er, at borgerne altid kan få fat i os, hvis de har spørgsmål eller brug for vejledning, og det kan de."  

Hvad betyder ændringen for borgerne?  

Den nye organisering skal bidrage til, at Socialforvaltningen også fremover er en fagligt og økonomisk bæredygtig socialforvaltning til gavn for borgerne i København. Kernen i den nye organisering er, at borgerne hurtigt og mindst indgribende skal hjælpes fremad mod øget livsmestring. Det betyder, at indsatser og rammer løbende skal udvikles og tilpasses, så de matcher borgerens forandrede behov. Det skal blandt andet ske ved, at Socialforvaltningen bliver enklere og lettere at finde rundt i – for borgere, pårørende og samarbejdspartnere, forklarer Katrine Ring:   

”Socialområdet gennemgår i disse år store forandringer, og der er pres på området. Forvaltningen skal hjælpe flere borgere, og nye målgrupper og hjælpebehov opstår. Det er et komplekst område. Men det er Socialforvaltningen virkelig også som organisation, og det er i for høj grad op til borgerne at finde rundt i den kompleksitet i dag. Vi skal sikre, at vi – på trods af de samfundsforandringer og nye krav, vi står over for – tilpasser os, , så vi fortsat kan være Danmarks førende socialforvaltning, til gavn for de borgere, vi er her for.” 

For langt de fleste borgere vil den nye organisering ikke betyde store forandringer. Nogle vil dog opleve, at de får en ny sagsbehandler, eller at deres møder fremover skal afholdes et nyt sted. Borgere, der bliver direkte berørt af ændringerne, vil blive kontaktet af en medarbejder fra Socialforvaltningen.  

Organisationsændringen indebærer blandt andet, at de tre tidligere borgercentre nedlægges, og at Socialforvaltningen fremover består af seks driftscentre og fire administrative centre.  

Socialforvaltningen opdaterer løbende kk.dk, så informationen her matcher den nye organisering. Hvis du har spørgsmål, er du altid velkommen til at kontakte Socialforvaltningen.  

 

Kontaktoplysninger til Københavns Kommune

Socialforvaltningen

Bernstorffsgade 17

1577 København V

Organisationsdiagram for Socialforvaltningen