Nye fællesskaber får idrætslivet til at blomstre: Nu vil Københavns Kommune arbejde sammen med private aktører for at få flere til at bevæge sig
Løb en tur og slut af med en kop kaffe på en lokal cafe. Find indre ro med morgenyoga under smukke kirkehvælvinger. Eller tag en klatretur på ydersiden af et kirketårn.
Når københavnerne mødes for at dyrke idræt og være aktive sammen, er det ikke altid gennem det klassiske foreningsliv eller de kommunale idrætstilbud. De seneste år er interessen for alternative idrætsudbydere og private sportstilbud vokset markant.
Flere tager den ugentlige løbetur som en del af et social running-løbefælleskab, der er arrangeret af en lokal butik, bar eller restaurant. Får pulsen op til en bordtennisturnering i et forsamlingshus. Eller mødes til en omgang træning på nogle af byens udendørs idrætsfaciliteter arrangeret gennem offentlige Facebook-grupper.
Det er private idrætsfællesskaber som disse, Københavns Kommune nu ønsker at blive klogere på.
Som en del af kommunens idrætsplan skal der etableres et bedre samarbejde med de private og selvorganiserede idrætsaktører.
"Idrætten er med til at skabe sunde og sociale fællesskaber, og det er vigtigt, at alle københavnere kan finde det idrætstilbud, der passer til lige netop dem. Vi kan se, at idræt og motionsvaner har ændret sig. Det er vigtigt at folk bevæger sig, og for at sikre at idrætslivet fortsat er mangfoldigt og tilgængeligt, har vi brug for nye inputs og erfaringer. Derfor vil vi styrke samarbejdet mellem de kommunale og de private tilbud, så vi sammen kan få endnu flere til at bevæge sig", siger Mia Nyegaard (RV), kultur- og fritidsborgmester.
Idrætsplanen har til formål at få flere københavnere til at være fysisk aktive. Og selvom idrætsforeninger over hele byen er i vækst, og kommunen løbende investerer i nye idrætsfaciliteter, er der også brug for at styrke og inkludere helt nye aktører.
Københavns Kommune vil gerne sikre et bredt og mangfoldigt idrætsliv, så alle københavnere kan finde det idrætsfællesskab, der passer til deres behov og interesser.
Derfor er Kultur- og Fritidsforvaltningen gået i gang med at kortlægge idrætsudbydere i hovedstaden med henblik på at opstarte nye og styrkede samarbejder i 2025.
”Vores indledende kortlægning understreger, hvor mangfoldige byens idrætstilbud er. Fra private fitnesscentre, NGO’er med idræt for udsatte, kirkeyoga og klatring på et kirketårn i Sydhavnen til selvorganiserede online-fællesskaber, der mødes til beachvolley på Amager Strand eller streetbasket i Fælledparken. Vi håber at kunne blive klogere på, hvordan kommunen bedre kan understøtte nye, spændende idrætsinitiativer, så flest mulige københavnere er fysisk aktive”, siger Mikkel Selmar, leder i Idrætsudvikling, Københavns Kommune.
Fakta om Idrætsplanen:
- Kultur- og Fritidsudvalget vedtog i juni en samlet idrætsplan for Københavns Kommune.
- Idrætsplanens overordnede formål er at få flere københavnere til at være fysisk aktive, blandt andet ved at sikre stærke og betydningsfulde fællesskaber, som motiverer og udvikler til deltagelse.
- En del af Idrætsplanen går ud på at styrke samspillet mellem kommunen, foreninger, private og selvorganiserede aktører for derigennem at nå flere københavnere.
- Det er det arbejde, som Kultur- og Fritidsforvaltningen netop er gået i gang med.
Kontakter
Pressekontakt Kultur- og Fritidsforvaltningen
Modtager ikke SMS