Lise er et plus på Kulturhuset Pulsen

D. 8. marts er den dato, der har stor betydning for Lise Lotz. Den 8. marts er kvindernes internationale kampdag, og det er også årsdagen for hendes autismediagnose, som hun fik for 4 år siden. I år blev 8. marts også - næsten nøjagtig - dagen, hvor hun modtog 40.000 kr. fra Velliv Foreningen. 

”Det var festligt at få overrakt den store papcheck med de 40.000 kr. fra Velliv. En medarbejder i Pulsen havde købt bobler og servede for os. Vi var samlet omkring 15 personer fra Nørkleklubben og fra NAUK, som er netværk for autistiske kvinder. Irene Cristina Lauridsen fra Velliv Foreningen overrakte pengene, og vi talte om de indsatser, som pengene skal bruges til at videreføre og om den oversete målgruppe, som vi nu kan gøre noget mere for”, fortæller Lise Lotz. 

Hun har selv har stået for ansøgningen til midlerne. 

”Det er ikke kun pengene, der er vigtige. Selve anerkendelsen af min indsats er vigtig, for det betyder samtidig en anerkendelse af at autistiske kvinder og andre sendiagnosticerede har et behov for at mødes på vores særlige præmisser, så vi får mulighed for at udveksle erfaringer og dele viden. Der sker noget helt særligt, når vi mødes med hinanden. Vi er gode til at få tingene til at ske, men vi har også behov for at lave flere forskelligartede arrangementer og komme ud til flere. For der er mange voksne, der bliver diagnosticerede senere i livet og mangler et sted at gå hen og møde andre”, fortæller hun.

Et helt nyt liv 

Og Lise Lotz ved, hvad hun taler om. Hun blev først udredt som 54-årig.

”Udredningen kom sig af to ting. For det første blev min søn diagnosticeret som autist som 12-årig, og jeg begyndte at interessere mig for autisme. Og jeg kunne jo godt se, at æblet på en del punkter ikke faldt så langt fra stammen. Men jeg var jo såkaldt velfungerende, havde job og et familieliv, som jeg havde nogenlunde styr på, så jeg slog det hen”, husker hun. 

Men så tog livet en drejning med stress, sygemelding og til sidst en opsigelse, der igen førte til en depressionslignende tilstand. Igennem sin læge kom Lise Lotz til psykolog, men det rykkede ikke rigtigt ved noget. Men da hun havde talt tilpas mange gange i bisætninger om sin søn og hans autisme, så foreslog psykologen, at Lise fik set nærmere på, om hun mon selv kunne være autist. 

”Det var som at få en åbenbaring, eller som pludselig at kunne se elefanten midt i rummet. Selvfølgelig!”, husker hun. 

”Jeg blev diagnosticeret hos en psykiater d. 8. marts 2019 og det blev en ny begyndelse for mig. Jeg fik fast grund under fødderne og nu havde jeg også papir på, at der var en grund til mine vanskeligheder. Diagnosen var som at få et helt nyt liv og en ny forståelse for mig selv. Samtidig så jeg mit liv i en slags indre genudsendelse og kunne pludselig finde ny mening i den måde, jeg var på i skolen, med min familie, i sociale sammenhænge; hvorfor jeg var så mærkelig og stille som barn”.

Tilknytning til andre som mig

Efter diagnosen havde Lise Lotz et stort behov for at få mere viden om autisme og ville gerne i kontakt med andre, der havde det som hende selv. Hun kontaktede Borgercenter Handicap, men det var i første omgang lidt af en blindgyde. Det er svært at få hjælp, hvis man ikke ret præcist kan formulere, hvad man har brug for hjælp til. 

”Det kunne jeg ikke. Det er netop ofte en del af problemet, når man har fået diagnosen sent og har brugt mange år af sit liv på at bide tænderne sammen og klare sig. Men igennem Autisme- og Aspergerforeningen fik jeg kendskab til NAUK, som er Netværk for Autistiske Kvinder. Det blev også en helt ny åbning til et nyt og bedre liv.”

”Jeg tog til et intromøde i NAUK, og der endte jeg med at tale med en anden kvinde i to timer efter mødet var slut! Der var simpelthen en særlig forbindelse. Jeg er den ihærdige type, så jeg fik mig moslet mig ind i NAUKs styregruppe og begyndte at stå for arrangementer. Efter et stykke tid kontaktede jeg Kulturhuset Pulsen, og vi fik lov til at holde til her”, mindes Lise Lotz. 

Nu føler vi os hjemme i Pulsen

Kulturhuset Pulsen ligger tæt på Nørreport Station og holder til i en gammel præstebolig, der er omdannet til et hyggeligt og alsidigt mødested og cafe for borgere med henholdsvis autismediagnoser eller som er udviklingshæmmede. Der er en cafe i stueetagen og mange helt forskelligt indrettede lokaler, der giver mange muligheder for samvær af meget varierende art.  

”Det tog lidt tid for os at føle os rigtigt hjemme i Pulsen, for mange af de udfordringer og behov, som man har som autistisk kvinde og ikke mindst som sendiagnosticeret, er nogle lidt andre end dem, som de autister, der i forvejen kom i Pulsen, havde og har. Vi har bl.a. brug for at tale rigtig meget om diagnosen, hvad den betyder for os og vores selvforståelse, og om hvordan vi finder os selv og vores nye identitet som autister. Det er en proces, som tager tid, og som er god at foretage sammen med andre, der bakser med noget tilsvarende.” 

Lise Lotz har dannet en bl.a. Nørkleklub, hvor især kvinder kommer og laver forskelligt håndarbejde. Håndarbejdet fungerer i høj grad som det, som pædagoger kalder et fælles tredje. For autister betyder det, at vi er sammen om en fælles interesse, og det kan gøre samværet helt anderledes ubesværet, end hvis vi skal være sammen om kun det at være sociale. Lise afholder derudover introarrangementer til Pulsen sammen med de ansatte. Her giver de en udførlig intro til stedet, en rundvisning i det gamle, kringlede hus og altså mulighed for at møde andre, der er nye i Pulsen. 

”Det er ofte første gang, vi autister skal noget nyt, der er særligt udfordrende. Ved at lave en blid og nogenlunde struktureret intro til huset og ved at skabe mulighed for kontakt til nogle af de andre brugere, så bliver det meget nemmere som ny at komme en anden gang,” forklarer Lise Lotz. 

”Vi afholder også en slags fælles-webinarer på Pulsen, hvor vi fx har set og hørt foredrag af Tony Attwood, Louise Egelund Jensen og andre med autismeviden på storskærm. I øjeblikket er vi nogen, der arbejder på at oprette et sangfællesskab eller et kor, som alle Pulsens autistiske brugere opfordres til at være med i. Jeg får hele tiden nye ideer og ser udviklingsmuligheder, og jeg har med tiden fået et rigtig godt samarbejde med Pulsens ansatte, som gør at rigtig mange ting kan føres ud i livet.”

Vi ser et behov

Netværksmedarbejder i Pulsen, Klaes Lundkvist Mosen, er glad for at Lise Lotz er blevet en del af huset i Larslejsstræde.

”Vi kan tydeligt se behovet for at sendiagnosticerede voksne mødes og deler viden og erfaringer med hinanden. Så vi er glade for at NAUK og Nørkleklubben kommer i vores hus. Lises indsats har åbnet Pulsen op for en helt ny målgruppe, som er i vækst. Lise er en stor kapacitet i huset, og hun driver mange projekter frem. Så jeg er ikke overrasket over at hun har fået penge til indsatserne, for hun brænder igennem og giver os så meget tilbage”, siger han.