Københavns Kommune skifter entreprenør på Arena Skole og Fritid
Økonomiforvaltningen ved Byggeri København har indgået en aftale med totalentreprenøren BAM Danmark om, at entreprenøren fra uge 51 2024 trækker sig fra opgaven med at bygge Arena Skole og Fritid i Ørestad. BAM Danmark vil overdrage den foreliggende dokumentation for bygningen til videre færdiggørelse.
Skolebyggeriet er forsinket, og i juni 2024 blev der konstateret en række mangler vedr. brandlukninger i bygningen. BAM Danmark har siden haft til opgave at udbedre fejl og mangler og sikre den nødvendige dokumentation for løsningernes kvalitet. Men Københavns Kommune har indtil nu ikke modtaget en realistisk tidsplan for, hvornår byggeriet kan myndighedsgodkendes til ibrugtagning. Dermed er det på nuværende tidspunkt fortsat uklart, hvornår skolen vil være klar til brug.
Byggeriet bliver derfor overtaget af Københavns Kommune ved Byggeri København. Med aftalen følger et beløb fra BAM Danmark til færdiggørelse af projektet. Efter overtagelsen skal BAM Danmarks arbejde frem til nu - samt udeståender og mangler ved dette arbejde - dokumenteres, før opgaven med at færdiggøre skolen kan udbydes til en ny entreprenør. Den præcise plan for arbejdet med at opgøre byggeriets stade og finde en ny entreprenør, der kan udarbejde en ny tidsplan for færdiggørelse af byggeriet, er på nuværende tidspunkt ukendt.
Mette Kilde Corfitzen, byggechef i Byggeri København, forklarer:
”Byggeri København har ikke længere tillid til, at BAM Danmark kan færdiggøre byggeriet i den aftalte kvalitet og uden yderligere væsentlige forsinkelser. Vi vurderer, at vi sikrer den bedst mulige kvalitet og fremdrift ved at lade andre kræfter komme til, selvom det betyder, at vi må bruge noget tid på at finde en anden entreprenør, der kan færdiggøre projektet”.
Aftalen får ingen umiddelbare konsekvenser for den nuværende genhusningsløsning. Desværre kan det på nuværende tidspunkt ikke siges, hvornår den nye skolebygning forventes at kunne ibrugtages. Skolens elever og lærere holder aktuelt til i midlertidige bygninger på Ørestad Boulevard 200 og 218.
Økonomiforvaltningens pressetelefon
(modtager ikke sms)