København vil undersøge, hvordan madklubber værner mod ensomhed
Lyden af grøntsager, der snittes og hældes i den sydende gryde, duften fra komfuret, der fylder spisestuen. Snakken, der lystigt går bordet rundt, om alt fra fodbold til politik.
Måltider og fællesskabet om et måltid kan mætte både mave og sind, og i København skal der nu forskes i, hvordan madklubber på plejehjem kan bekæmpe ensomhed hos ældre.
Det er Københavns Kommunes Sundheds- og Omsorgsforvaltning og Københavns Professionshøjskole, som sammen vil udvikle og afprøve en metode til at forebygge ensomhed på plejehjem. Det skal ske ved at inddrage beboere på plejehjem i at etablere deres egne madklubber. Sidenhen skal erfaringerne bruges til at uddanne social- og sundhedsfaglige medarbejdere i ældreplejen.
”De madklubber, vi allerede har i gang, er en stor succes. Både medarbejdere og beboere er glade for dem. Beboerne husker hinanden, taler mere sammen også uden for madklubben, og de finder måske en ny ven. Samtidig genoplever de glæden ved at lave mad sammen. Nye fællesskaber og relationer kommer ikke af sig selv, når du for eksempel er svækket mentalt eller fysisk, eller når du har boet alene i lang tid. Derfor vil vi nu sammen med beboere, medarbejdere og forskere finde den bedste model for madklubber på vores plejehjem, så vi kan udbrede de gode erfaringer og bekæmpe ensomhed,” siger sundheds- og omsorgsborgmester Sisse Marie Welling (SF).
Dårlig livskvalitet og dyrt for samfundet
Der bliver heldigvis flere og flere ældre københavnere år for år, men der bliver desværre også flere og flere ensomme ældre. På landsplan er det omtrent 1 ud af 6 ældre over 85 år, der føler sig ensomme, og på plejehjem oplever mere end halvdelen af de social- og sundhedsfaglige medarbejdere dagligt at møde ensomme beboere.
Ensomhed påvirker ældres sundhed og livskvalitet, og det er estimeret, at ensomhed i Danmark alene koster samfundet et trecifret millionbeløb årligt i sundhedsrelaterede omkostninger.
På Københavns Professionshøjskole glæder institutchef Sussie Heidi Bratbjerg Israelson fra Sygeplejerske- og Ernæringsuddannelserne sig over at få forskning i ældrepleje bragt tæt på uddannelsen.
”Ambitionen med projektet er at undersøge, hvordan relationer og fællesskaber opstår i madklubberne - og hvordan klubberne bliver en arena, der kan modvirke ensomhed. Vi skal følge klubberne tæt og se på, hvilke metoder de fagprofessionelle kan arbejde med for at skabe relationer under måltidet. Håbet er at udvikle en opskrift på beboerdrevne madklubber, der kan udbredes til plejehjem i resten af landet,” fortæller hun.
Hun tilføjer, at udviklingen af de nye beboerdrevne madklubber i København står på skuldrene af tidligere forskning, der viser, at fællesskabet omkring og inddragelsen i madaktiviteter øger livskvaliteten for de ældre på plejehjemmene:
”Madklubber er et rigtigt supervåben mod ensomhed, fordi det er så basalt - alle skal have mad, alle har viden om mad og kompetencer, der ligger latent. Der er også et værtskab, der skaber glæde og anerkendelse, og en sanselighed i mad, som hjælper især beboere med demenssygdomme og andre kognitive udfordringer med at agere og reagere”.
Forskningsprojektet Vores Madklub, som forankres på to plejehjem i Københavns Kommune, gennemføres til udgangen af 2025.
I en madklub laver beboere og medarbejdere på plejehjemmet mad og spiser den sammen med udgangspunkt i beboernes ønsker til menu. Undervejs støtter medarbejdere op om det sociale samvær og sørger for, at beboerne kan deltage i de praktiske opgaver, som de har lyst og ressourcer til. Det kan for eksempel være at smage maden til, tilberede dele af måltidet og/eller dække og pynte bord. Det vigtigste er beboernes oplevelse af at være med og være en del af fællesskabet omkring madtilberedningen og selve måltidet.
Forskningsprojektet finansieres af fondsmidler fra Helsefonden, Brdr. Hartmanns Fond, Aase og Ejnar Danielsens Fond og Hoffmann & Husmans Fond, som har bidraget med samlet 850.000 kroner i fondsstøtte.
Fakta og baggrund:
- Forskningsprojektet Vores Madklub skal levere viden om, hvordan beboere på plejehjem oplever at deltage i og være med til at skabe en madklub – og ikke mindst, hvordan deltagelse i en madklub har betydning for forebyggelse af ensomhed.
- Det er målet at udvikle et forskningsbaseret og praksisnært koncept for beboerdrevne madklubber på plejehjem med guide, retningslinjer og idékatalog, som medarbejdere på plejehjem i Danmark kan benytte i arbejdet med madklubber som ensomhedsforebyggende indsats.
- Projektet skal samtidig udvikle undervisningsmateriale til kompetenceudvikling af nuværende og fremtidige social- og sundhedsprofessionelle.
- Målgruppen for madklubber på plejehjem er de beboere, som er i størst risiko for at opleve ensomhed, og som oplever et behov for at være med i fællesskabet i madklubben. Det kan f.eks. være beboere med få eller ingen pårørende, beboere, hvis pårørende bor langt væk og derfor sjældent kommer på besøg, eller beboere, som ikke ønsker at deltage i de eksisterende aktiviteter på plejehjemmet.
- Der deltager mellem 6 og 10 beboere i hver madklub, som mødes cirka hver 14. dag.
- I 2021-2024 har der været 33 madklubber på plejehjem i Københavns Kommune. Det er bl.a. erfaringer herfra, som forskningsprojektet bygger videre på.
Yderligere information:
Rune Gleerup
Rune Gleerup
Pressekonsulent
Sundheds- og Omsorgsforvaltningen
Maj Juni
Maj Juni
Kommunikationskonsulent
Københavns Professionshøjskole