København går sammen med Albertslund, Rødovre og Hvidovre Kommune mod social dumping
Der skal være styr på løn- og arbejdsforhold, når virksomheder udfører opgaver for kommunerne i Albertslund, Rødovre og Hvidovre. Derfor placerer de tre kommuner nu deres indsats i Københavns Kommunes CSR-enhed, der har flere års erfaring med en målrettet indsats mod social dumping.
Med en ny, fælles aftale strammer Albertslund, Rødovre og Hvidovre nu grebet om de virksomheder og leverandører, der forsøger at snyde med løn- og arbejdsvilkår.
Københavns Kommune har opbygget en specialiseret viden og erfaring i at føre tilsyn, gennemføre kontroller mv. i kampen mod social dumping. Derfor lægger de tre kommuner fremover deres ressourcer i Københavns indsatsteam, som vil stille rådgivning, metoder og viden, efteruddannelse, IT-systemer, skabeloner mv. til rådighed.
Albertslund, Rødovre og Hvidovre får derved mulighed for at tage nye værktøjer i brug og styrke deres indsats mod social dumping. Blandt andet udvides Københavns Kommunes eksisterende hotline, der modtager anmeldelser om social dumping, til også at omfatte de tre kommuner.
Københavns overborgmester Lars Weiss(S) ser frem til samarbejdet:
”I København har vi i de seneste år arbejdet indgående med at styrke vores indsats mod social dumping. Det har givet os en masse erfaring og viden med, hvad der virker, og hvordan vi mest effektivt kan slå ned på de brodne kar. Jeg er rigtig glad for, at vores arbejde kan inspirere andre kommuner, og at vi nu kan dele erfaringer og kompetencer, så vi kan sætte fælles massivt ind for at bekæmpe social dumping.”
Den enkelte kommune får ansvaret for egne kontroller og beslutninger i relation til egne kontrakter, men samarbejdet vil blandt andet betyde, at kommunerne bedre kan udveksle viden om virksomheder, der forsøger at snyde med løn- og arbejdsvilkår, så nabokommunen kan være opmærksom på samme virksomhed.
I Hvidovre glæder byens borgmester sig til at forene kræfterne:
”I Hvidovre Kommune har vi i forvejen fokus på arbejdsklausuler, og jeg er ikke i tvivl om, at vi med det nye tværkommunale samarbejde kan sikre en mere effektiv indsats for at overholde arbejdsklausuler i fremtiden,” siger borgmester Helle Adelborg (S).
Steen Christensen, socialdemokratisk borgmester i Albertslund Kommune, ser frem til den styrkede indsats:
”I Albertslund Kommune har vi i længere tid været optaget af at forhindre social dumping. Derfor er jeg også glad for, at vi med samarbejdet her styrker indsatsen, så vi sikrer ordentlige arbejds- og lønforhold og på den måde står vagt om den danske model. Det er vigtigt. Ikke mindst fordi kommunerne investerer massivt i de her år og har mange anlægsprojekter. Det gælder også i Albertslund, hvor vi indenfor de kommende ti år gør plads til 10.000 nye borgere.”
Britt Jensen, borgmester i Rødovre Kommune (S), supplerer:
”Aftalen er en naturlig forlængelse af Rødovres indsatser. Kommunerne har et stort ansvar i kampen mod social dumping. I Rødovre har vi endda skruet op for byggeaktiviteterne i disse år, fordi vi får mange nye borgere. Derfor er det en velkommen styrkelse, at vi kan forene kræfterne med flere kommune.”
Kontakt
Yderligere information samt kontakt til overborgmester Lars Weiss (S) via presse- og kommunikationskonsulent Anette Amalie Juhl Lindschouw, tlf. 26 13 65 49.
Kontakt til borgmester Helle Adelborg (S) i Hvidovre Kommune via kommunikationskonsulent Maj Laursen, tlf. 41 85 04 85.
Kontakt til borgmester Steen Christensen (S) i Albertslund Kommune via chefkonsulent Janus Enemark Nissen, tlf. 22 53 72 20.
Kontakt til borgmester Britt Jensen (S) i Rødovre Kommune via Teamleder Peter Starup, tlf. 26 77 25 99.
FAKTA
- Aftalen mellem de fire kommuner kan træde i kraft, så snart den er politisk godkendt i Borgerrepræsentationen i Københavns Kommune. Det blev den 4. november 2021.
- For leverandører til de fire kommuner giver aftalen den fordel, at der sikres lige konkurrencemæssige vilkår. Dvs. at en leverandør, der aflønner sine medarbejdere efter den gældende overenskomst på området, ikke kan blive underbudt af en anden leverandør, som underbetaler sine medarbejdere, når der bydes på en opgave.
- Samarbejdet starter ud med følgende konkrete tiltag:
- Københavns Kommune stiller metoder, værktøjer, rådgivning, anbefalinger, oplæring, skabeloner, IT-systemer, sparring, knowhow, netværk, efteruddannelse mv. til rådighed for de tre kommuner.
- Københavns Kommunes hotline, der tager imod (anonyme) tips om mulige overtrædelser bliver fælles for alle fire kommuner.
- Københavns Kommunes indsatsteam kan udgøre operativ bufferkapacitet, der efter aftale kan supplere kommunernes medarbejderressourcer i spidsbelastede perioder, ferier mv.
- Samarbejdsaftalen løber foreløbig til og med 2025.
- Læs mere om Københavns Kommunes indsats mod social dumping på www.socialdumping.kk.dk