Arkivnyhed - Kan være forældet

København er klar med første del af handlingsplan for ladeinfrastruktur til elbiler

Handlingsplanen er udarbejdet i dialog med en række kerneaktører, heriblandt bl.a. Dansk Elbil Alliance, E.ON, CLEVER, Sperto og Spirii.

Der er gang i salget af elbiler og plug-in hybridbiler, og det mærkes i særdeleshed i København.

Efter flere års stilstand har Københavns Kommune i 2020 oplevet en stor stigning i antallet af elbiler, og fra 2019 til 2020 er antallet næsten fordoblet. Den samme tendens ses for plug-in-hybridbiler, som også har behov for ladeinfrastruktur.

På den baggrund er kommunen nu klar med første del af en handlingsplan, som skal fremtidssikre en velfungerende ladeinfrastruktur i hovedstaden og dermed fremme omstillingen til elbiler. Teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen (EL) ser stor værdi i planen:

- Vi skal hjælpe til at gøre det attraktivt at skifte forurenende diesel- og benzinbiler ud med køretøjer på grøn drivkraft, og jo lettere det bliver at oplade en elbil, jo mere oplagt bliver det også at tage det grønne valg. Teknik- og Miljøforvaltningen har i dialog med en række kerneaktører på området udarbejdet første del af den handlingsplan, som skal fremtidssikre hovedstadens ladeinfrastruktur, og jeg er glad for, at vi nu har en vejviser til at understøtte den grønne omstilling, siger Ninna Hedeager Olsen.

Offentlige ladepunkter til københavnerne

Mens det for resten af landet gælder, at 68 procent kan parkere på egen grund og derfor har mulighed for at lade ved egen bolig, er det kun tilfældet for 14 pct. af københavnerne.

Omvendt holder 50 procent af bilerne parkeret på gaderne i København, og derfor er der her et særligt behov for offentligt tilgængelige ladepunkter. Derfor foreslår Teknik- og Miljøforvaltningen også et ambitiøst mål om, at der i 2025 maksimalt er 250 meter til et offentligt tilgængeligt ladepunkt fra al etagebyggeri i København.

At sikre en bydækkende udbredelse af ladeinfrastruktur og at få mulighed for at gå forrest ved at opsætte ladepunkter ved kommunale bygninger er to af i alt seks principper i handlingsplanen.

Derudover foreslår forvaltningen at sikre et tilstrækkelig udbud af alle typer ladeinfrastruktur, at sikre optimal udnyttelse af ladeinfrastruktur og at ladeinfrastruktur opstilles med hensyn til byrummet og tilgængeligheden.

Desuden skal kommunen gå i dialog og hjælpe med eventuel rådgivning med centrale lokale aktører, som ønsker at opstille ladeinfrastruktur med offentlig adgang.

Flere p-pladser til elbiler

Udover at sikre ladeinfrastruktur foreslår forvaltningen desuden at oprette op mod 2000 parkeringspladser reserveret til elbiler uden lademuligheder. Initiativet skal gøre det lettere for bilister med elbil at finde en parkeringsplads, både generelt og efter endt opladning på p-pladser med ladestandere med tidsbegrænsning.

Det er tidligere politisk besluttet at tidsbegrænse parkeringen på p-pladser med ladestandere for at gøre disse mere tilgængelige. At gøre det let at finde parkeringsplads med elbil kan bidrage til at gøre det attraktivt for københavnere at udskifte diesel- eller benzinbilen med en elbil.

Fakta om handlingsplanen for ladeinfrastruktur

Selvom stigningen har været stor, så udgør el- og plug-in-hybridbiler stadig kun 1,1 % af det samlede antal privatejede biler i København. I 2020 var der 990 elbiler og 470 plug-in-hybridbiler. Når der ses på det samlede antal registreret i København inklusive erhverv og leasing, er der dog ca. 3.400 elbiler og 2.000 plug-in-hybridbiler.

Teknik- og Miljøudvalget vedtog den 7. december 2020 at arbejde for, at alle p-pladser med ladestandere skal tidsbegrænses, både eksisterende og nye pladser. Implementering af tidsbegrænsning vil bygge på forvaltningens erfaringer fra et forsøg med at tidsbegrænse et antal reserverede pladser i dagtimerne. Tidsbegrænsningen vil være tre timer og vil være gældende i hverdage i dagtimerne fra kl. 8-19.

Teknik- og Miljøforvaltningen har primo 2021 gennemført en analyse af behovet for ladeinfrastruktur til el- og plug-in hybridbiler i Københavns Kommune. Analysen viser, at der i 2025 vil være behov for ca. 4.200 ladepunkter (udtag fra en ladestander) med normalladning på offentligt og privat areal, hvoraf ca. 2.100 (1050 ladestandere, da der typisk er to udtag på hver ladestander) forventes at skulle etableres på offentligt areal og 2.100 (1050 ladestandere) på privat areal.

Kontakt

Teknik- og Miljøforvaltningen

Rådhuspladsen 1

1550 København V