Arkivnyhed - Kan være forældet

Kæmpe fællesmiddag hylder lokales indsats for Nordvest

Lokale kræfter har de seneste fem år lagt en imponerende energi i at forbedre deres kvarter. Det fejres torsdag d. 26. august.

Fællesmiddag, parade, gadeteater og giga sæbebobler. Torsdag d. 26. august afholder Områdefornyelsen i Nordvest en perlerække af arrangementer for at fejre det lokale engagement i bydelen.    

Fejringen skydes i gang med en parade ledt af teatertruppen og orkesteret Giorgio Harmonie. De vandrer fra Frederiksborgvej til Grønningen kl. 15.30.

Her tager dagens lokale værter imod. Niels Dolmer og Jonna Daldorph fra Områdefornyelse Nordvests formandskab styrer mikrofonen og fører sikkert gennem samtaler om lokalt engagement, samarbejde og den udvikling Nordvest står midt i.

Jonna Daldorph og Niels Dolmer er enige om, at dagen skal være en fejring af alt det, der er sket i Nordvest de seneste fem år:

”Vi skal glæde os over alt det, vi har opnået - både at Nordvest er blevet opgraderet, og at så mange har lagt energi i, at det kunne ske. Nordvest er mangfoldigt, vi er nået bredt ud, og rigtig mange har involveret sig i at forbedre kvarteret. Vi har sammen sat et fingeraftryk, og det skal vi glædes over sammen,” siger Jonna Daldorph.

På dagen kan børnene gå på jagt efter miniatureudgaver af ikoniske bygninger fra Nordvest i alle Grønningens kroge eller give sig i kast med at lave gigastore sæbebobler. Den gakkede ordensmagt La Patroille blander sig i festlighederne, og der vil være gadeteaterforestillinger af blandt andre teatertruppen Street Cafe.

I de små boder kan man få overblik over resultaterne af de seneste fem års projekter under Områdefornyelse Nordvest - for eksempel Smedetoften med sin lysende ring, nordens største Gadegalleri med 2000 kvadratmeter kunst i verdensklasse, den nye indgang til Bispebjerg Kirkegård, Degnestavnens nye legeunivers Legeplads eller mere usynlige resultater som mere tryghed i gaderne. Man kan også få information om den nye Områdefornyelse Bispebjerg Bakke og se en kæmpe model af kvarteret.

Fra scenen på Grønningen taler sociologen Aydin Soei også om unge i Nordvest og deres forventninger til sig selv og deres jævnaldrende. Unge baristaer fra Smedetoften giver også et indblik i, hvordan det er at være ung i Nordvest over en velskænket kop eftermiddagskaffe.

Den store fællesmiddag løber af stablen torsdag fra kl. 16:00 til 21:15 på Grønningen.

Dagens budskab om fællesskab, engagement og mangfoldighed rækker også ud i fremtiden, for Jonna Daldorph og Niels Dolmer vil gerne motivere andre til at gøre noget i deres kvarter:

”Dagen skal også være en peptalk til kvarteret om, at vi kan lykkes, når vi står sammen og gør noget. Vi har oplevet forhindringer, selvfølgelig har vi det, med det kan lykkes på trods, hvis man bare bliver ved. Der er også ting vi har forsøgt, som ikke er lykkedes, men vi har været modige og turde fejle, og de fejl, har så ført til nye løsninger,” siger Niels Dolmer.

Teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen (EL) er superimponeret over det lokale engagement:

”De mange frivillige i Nordvest er en kæmpe drivkraft i udviklingen af bydelen, og jeg har simpelthen så stor respekt for deres engagement. Byen bliver bedst, hvis vi udvikler den sammen, og det er Nordvest et rigtigt godt eksempel på,” siger hun. 

Hvad er en områdefornyelse?

En områdefornyelse er en indsats, som Københavns Kommune igangsætter i bydele, der er udfordret på forskellig vis. Formålet er blandt andet at skabe bedre samarbejde mellem aktører, mindske utryghed og sætte gang i fysiske forbedringer i kvarteret.

Det særlige ved en områdefornyelse er det tætte samarbejde mellem kommune og lokalområde. Lokale projekter sættes i gang af en styregruppe, som primært består af kvarterets borgere og repræsentanter for lokale initiativer. Det er også denne gruppe, som er med til at kvalitetssikre projekterne undervejs og prioritere penge til dem.

Kontakt

Teknik- og Miljøforvaltningen

Rådhuspladsen 1

1550 København V