Hurtigere sagsbehandling i sager, hvor borgere på bosteder søger om ledsagelse på ferier
For en række borgere på bosteder kan muligheden for at holde ferie afhænge af, om de kan få en ledsager med. I en konkret sag havde Socialforvaltningen oplyst til en sådan borgers partsrepræsentant, at man afventede alle afgørelser med samme emne retur fra Ankestyrelsen, før man kunne behandle den konkrete borgers ansøgning om ledsagelse, og at baggrunden var, at man ønskede at koordinere praksis på området. Resultatet var meget lange sagsbehandlingstider.
I de fire sager, som forvaltningen havde til behandling i Ankestyrelsen, var Socialforvaltningen i gennemsnit seks måneder om at behandle den enkelte ansøgning, syv uger om at genvurdere afgørelserne i forbindelse med klage og 24 uger om at træffe ny afgørelse i hjemviste sager. Sagsbehandlingsfristen for ansøgninger i sådanne sager er seks uger.
Med udmeldingen i den konkrete sag blev Borgerrådgiveren i tvivl om, hvorvidt forvaltningens aktuelle behandling af disse sager i tilstrækkelig grad sikrer borgerne den retssikkerhed, de helt grundlæggende har ret til. Bl.a. om der foretages en konkret og individuel vurdering af deres ansøgning inden for rimelig tid, og om der orienteres om eventuelle forsinkelser. Borgerrådgiveren bad om forvaltningens vurdering af disse spørgsmål.
Socialforvaltningen beklagede i svaret den tidligere praksis, som medførte, at borgernes retssikkerhed ikke blev iagttaget, og oplyste, at der nu er lavet anvisninger til, hvordan sagsbehandlingen skal ske fremadrettet.
Forvaltningen har videre oplyst, at borgere og fuldmagtshavere er orienteret og har fået en undskyldning, og at sagerne vil blive gennemgået i områdets klageforum i starten af det nye år med henblik på at trække læring ud af de fire sager og de fejl, de rummer.
Borgerrådgiveren har noteret sig forvaltningens svar og opfølgning og har afsluttet sagen.