For første gang: Københavns Kommune kortlægger biodiversiteten i byen

Når kommune og grundejere i København fremover skal arbejde med biodiversiteten, har de nu et langt bedre fagligt grundlag at tage udgangspunkt i.
Københavns Kommune har nemlig lavet en samlet kortlægning af biodiversiteten i hele byen. Kortlægningen giver for første gang et overblik over, hvor i byen der er størst potentiale for at forbedre levestederne for dyr og planter eller skabe bedre sammenhæng mellem grønne områder på tværs af matrikelskel. Det er et vigtigt værktøj, mener overborgmester Lars Weiss:
“Det er afgørende, at vi tager højde for biodiversiteten, når vi udvikler byen. Vi skal passe på den natur, vi har, og skabe plads til mere, hvor det kan lade sig gøre. Derfor er jeg glad for, at vi med den nye kortlægning har fået et konkret redskab, der kan gøre en forskel i forhold til biodiversiteten i København. Det er vigtigt, at vi bruger det aktivt i dialog og samarbejde med dem, der ejer byens grunde”, siger overborgmester Lars Weiss (S).
Det første frø for samarbejde er allerede sået. I maj 2024 indgik Københavns Kommune en aftale med 22 store grundejere om at skabe bedre vilkår for biodiversiteten. Tilsammen råder partnerskabet over 40 procent af hele Københavns grundareal.
Forhåbningen er, at flere vil følge trop – og at kortlægningen bliver et fælles afsæt for at handle og fremme biodiversiteten på tværs af matrikelskel og grundejere.
Med kortlægningen er der også udarbejdet et katalog, der kommer med konkrete anbefalinger til flere af Københavns Kommunes egne arealer.
Kataloget skal tjene som inspiration til, hvordan kommunen selv kan fremme biodiversiteten.
Fakta
- Københavns Kommune har i 2022 vedtaget en biodiversitetsstrategi frem mod 2050. Den har som mål at vende tilbagegangen i arter og gøre naturen til en aktiv del af byens udvikling – med mere plads til biodiversitet, grønne fællesskaber og naturoplevelser for alle.
- Alene i Danmark er flere end 1.800 arter af dyr og planter i fare for at uddø.
- Rapporten består af to dele:
- Del 1: Kortlægning af biodiversiteten og tre potentialekort, som har fokus på hhv. at bevare, forbedre og udvide.
- Del 2: Inspirationskatalog med faglige anbefalinger og ni konkrete cases.
- De tre potentialekort er inddelt i hexagoner på ca. 1 hektar og tager ikke højde for fx igangværende byggeri og kommende byudvikling. Det vil sige, at kortlægningen kan udpege et potentialeområde, der allerede er udlagt til byudvikling.
- Kortlægningen er udarbejdet af arkitekt- og rådgivervirksomheden Sweco og gennemført i 2025 som led i kommunens biodiversitetsindsats.
Kontakt
For interview med overborgmester Lars Weiss, kontakt pressetelefonen på: tlf. 24 91 51 58.
For yderligere oplysninger skriv til: presse.okf@kk.dk eller ring til Økonomiforvaltningens pressetelefon: 21 25 15 24.