Flere københavnske forældre vælger blandede barselsgrupper frem for klassiske mødregrupper

Barselskulturen i København er i forandring.
Nye tal fra Sundhedsplejen viser nemlig, at flere nybagte forældre i Københavns Kommune vælger blandede barselsgrupper frem for den klassiske mødregruppe.
Siden 2023 har forældre kunnet vælge mellem mødregrupper, fædregrupper og nye, blandede barselsgrupper, hvor det er den forælder, der er hjemme på barsel – uanset køn – som deltager.
Tallene viser, at der i 2023 blev oprettet 273 barselsgrupper i København. I 2024 var det tal steget til 430. Samtidig ses et fald i antallet af mødregrupper – fra 1.358 i 2022 til 902 i 2024.
Om udviklingen siger børne- og ungdomsborgmester Jakob Næsager, Konservative:
- København skal fungere i hverdagen – også når man er på barsel. Derfor er det vigtigt, at vi hele tiden arbejder på at skabe fleksible og relevante tilbud til børnefamilierne. Jeg er superglad for, at københavnske forældre har frihed til at vælge den løsning, der passer bedst til deres hverdag og familieliv. Barselstiden er en vigtig periode, og det giver ro i maven, når man kan spejle sig i andre i samme situation – uanset om man er mor eller far.
og tilføjer:
- Vi har en målsætning om, at København skal være Danmarksmester i børneliv. Og det kræver, at vi lytter til familierne og følger med deres behov – både i de store beslutninger og i de små hverdagsting.

Fakta
Ca. 90% af de københavnske familier takker ja til at være med i enten en mødregruppe, fædregruppe eller en barselsgruppe. Sundhedsplejen sammensætter grupperne, men det er forældrene selv, der driver dem.
Sundhedsplejen oplever, at der i takt med indførelsen af de nye barselsregler, er kommet en stigende interesse fra fædre i deltagelse i de tilbud, der er til fædre og medforældre/partnere.