Farverige fliser skal skabe en ny port til Kulbanekvarteret
Vigerslev Allé Station opleves i dag som et sted med tryghedsudfordringer, og lokal borgerinddragelse viser, at der er et stort ønske om at løfte det visuelle udtryk og trygheden omkring stationen. I øjeblikket er viadukten ved stationen primært præget af graffiti og manglende vedligehold, men det skal der nu laves om på.
Borgere i området har bidraget til forandringen
En dommerkomite sammensat af den lokale områdefornyelse har nemlig kåret det vinderprojekt, som til august skal skabe synlige forandringer og en indbydende indgang til Kulbanekvarteret ved Vigerslev Allé Station. De store betonflader under de tre togbroer skal dækkes af farverige fliser i kunstværket KULBANE ALLE skabt af Lise Nørholm, og teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen (EL) glæder sig til at se kunstværket blive til virkelighed:
- Det har været en lokal drøm at udsmykke viadukten med kunst og derigennem skabe forbindelse mellem stationen og kvarteret. Nu bliver drømmen til virkelighed på baggrund af solid borgerinddragelse og lokalt engagement, og det skal alle involverede have en stor tak for. Kulbanekvarteret får en fornem port som indgang, og trygheden får et løft. Det kan jeg kun være rigtig glad for, siger Ninna Hedeager Olsen.
Lise Nørholm selv sætter disse ord på det kommende kunstværk:
Kunst skaber tryghed
Formand for Kunstforeningen Kulbanekvarteret og medlem af dommerkomiteen, Mette Vesterbæk Mortensen, udtrykker begejstring for projektet:
- Forslaget forstærker på fornem vis fornemmelsen af tryghed i viadukten og byder borgerne velkommen til kvarteret på en både æstetisk overraskende og underfundig måde. Beskueren vil kunne vende tilbage til værket mange gange og løbende finde nye betydningslag, siger Mette Vesterbæk Mortensen.
Det er Banedanmark, der ejer viadukten ved Vigerslev Allé Station. Også her glæder man sig over, at de farverige fliser fremover vil kaste nye farver over viadukten:
- I Banedanmark er vi meget optagede af, at det skal være rart at opholde sig på og omkring landets togstationer. Stationerne er vores alle sammens fælles dagligstue, og her skal være trygt at være. Derfor er vi glade for, at vi her har haft mulighed for at lægge lærred til udsmykningen af viadukten ved Vigerslev Allé Station, og vi håber, at det nye kunstværk vil glæde pendlere, passagerer og forbipasserende, som har deres daglige gang ved stationen,” siger Bianka Saarnak, områdechef i Banedanmark.
Samarbejde om løft af bykvalitet siden 2016
Målet med projektet er, at beboerne oplever det som mere trygt at færdes ved Vigerslev Allé Station og at værket skaber grundlag for undren og dialog. Kunstværket forventes etableret i løbet af efteråret 2021.
Siden 2016 har Områdefornyelsen Kulbanekvarteret sammen med lokale beboere og aktører arbejdet for at gøre Kulbanekvarteret til et attraktivt og levende sted med stor bykvalitet, nye stiforbindelser, mødesteder, fællesskaber og aktiviteter. Alt sammen i tæt samarbejde med både grundejere og andre, der bor, bruger eller har en hverdag i kvarteret. Områdefornyelsen slutter sit arbejde i Kulbanekvarteret ultimo 2021.
Fakta om finansiering
Kunstværket er finansieret med 250.000 kr. fra Legat for Stadens forskønnelse og almene bedste, 175.000 kr. fra puljen Kulbanefællesskaber og 487.000 kr. fra Områdefornyelsen Kulbanekvarteret.
Kontakt
Teknik- og Miljøforvaltningen
Rådhuspladsen 1