Fælles skoledistrikt i Ørestad
Kommende skolestartere og tilflyttere i Ørestad skal ikke længere være tilknyttet en fast distriktsskole, men i stedet være knyttet til ét fælles distrikt. Fordeling af eleverne ud på de enkelte skoler skal ske ud fra forældrenes ønsker, skolernes kapacitet og andre forhold som fx søskende og afstand.
Det er indhold i et forslag, som blev godkendt af Børne- og Ungdomsudvalget den 12. august 2020. Forslaget skal nu til behandling i Københavns Borgerrepræsentation, der kan give den endelige godkendelse.
Nye skoler giver anledning til ny struktur
I 2023 og 2027 står to nye skoler klar på Hannemanns Allé og i Vejlands Kvarter. Opførelsen af de nye skoler har givet anledning til, at forvaltningen har undersøgt sammenhængen mellem skolerne i området, for at sikre den bedst mulige kapacitetsudnyttelse samt den faglige og pædagogiske kvalitet på skolerne.
Hvis forslaget bliver vedtaget, så bliver der oprettet et fælles skoledistrikt for de nuværende skoler i Ørestad, Kalvebod Fælled Skole og Ørestad Skole, samt de kommende skoler på Hannemanns Allé og i Vejlands Kvarter.
Femårig forsøgsordning
Det fælles skoledistrikt er som udgangspunkt en femårig forsøgsordning, som er blevet godkendt af Undervisningsministeriet. Forsøgsordningen med ét fælles skoledistrikt vil, hvis den vedtages, træde i kraft fra skoleåret 2021/2022 og frem til skoleåret 2025/2026. Forsøgsordningen vil således omfatte den kommende skoleindskrivning i november til skoleåret 2021/2022.
Regler for skoleindskrivning
Som en del af forslaget, har Børne- og Ungdomsudvalget behandlet indskrivningsreglerne for det fælles skoledistrikt. De ændrede indskrivningsregler betyder bl.a. at
Kommende skolestartere og tilflyttere ikke længere er tilknyttet en fast distriktsskole
I stedet er kommende skolestartere og tilflyttere tilknyttet det fælles skoledistrikt i Ørestad
Indskrivning af elever i det fælles skoledistrikt vil være baseret på forældreønsker, skolekapacitet og fordelingskriterier som søskende og afstand.
Forslaget kan læses i sin helhed på nedenstående link, hvor sagsmateriale og udvalgets beslutning fremgår.
https://www.kk.dk/indhold/borne-og-ungdomsudvalgets-modemateriale/12082020/edoc-agenda/44208b03-981d-47cb-8736-62631a8c1c5a/13ac0195-3c4b-4bf9-901c-b1b32f6f2bed