Endnu uvist hvornår Arena Skole bliver klar til brug – Københavns Kommune undersøger alternative genhusningsløsninger

Færdiggørelsen af den nye Arena Skole og Fritid i Ørestad trækker ud. Det skyldes, at Københavns Kommune ikke kan få tilfredsstillende dokumentation fra totalentreprenøren for, hvordan og hvornår brandsikkerheden er på plads i bygningen.

Kommunen undersøger nu, hvor skolen skal holde til, frem til at den nye skolebygning kan tages i brug.

I juni 2024 stod det klart, at den nybyggede Arena Skole og Fritid i Ørestad ikke ville blive klar til skolestart i august måned. Der var konstateret flere fejl på brandlukninger i bygningen, og de skal udbedres, før bygningen kan tages i brug. 

Kommunen har siden juni 2024 været i løbende forhandlinger med totalentreprenøren BAM Danmark om færdiggørelsen af skolen. Forhandlingerne trækker desværre ud, da BAM Danmark ikke har kunne levere en realistisk tidsplan for færdiggørelsen af skolen og tilfredsstillende dokumentation for, at brandsikkerheden kan overholdes. 

Det er totalentreprenøren, der skal gennemgå skolen og udbedre fejlene på brandlukningerne. BAM har som led i forhandlingerne med kommunen leveret en tidsplan, der siger, at skolen kan ibrugtages til maj måned 2025. 

Imidlertid har Københavns Kommune fortsat ikke modtaget den relevante dokumentation for, at de løsninger, der er udført på bl.a. brandsikkerheden, lever op til reglerne i bygningsreglementet. Derfor kan kommunen ikke garantere, at BAM kan opnå en ibrugtagningstilladelse til sommeren 2025, så skolen er klar til skolestart august 2025. Derfor må vi nu meddele, at det endnu er uvist, hvornår skolen vil være klar til brug. 

”Det er afgørende, at der kommer styr på brandsikkerheden på Arena Skole og Fritid, før den tages i brug. Vi er hele tiden i dialog med totalentreprenøren, og vi er i fuld gang med at undersøge, hvad vi kan gøre for at fremskynde processen uden at gå på kompromis med sikkerheden”, siger Mette Kilde Corfitzen, byggechef Byggeri København. 

Da omfanget af forsinkelsen af skolen er ukendt som følge af totalentreprenørens forhold, er kommunen gået i gang med at undersøge, hvordan man løser pladsproblematikken efter 1. maj 2025. 

Aktuelt er skolens elever genhuset i de midlertidige bygninger på Ørestads Boulevard 200, 202 og 218. Men bygningerne kan ikke rumme alle eleverne fra 1. maj 2025, hvor nye børn starter i skole. Dermed vil elevantallet på skolen stige, og i forvejen er nogle faglokaler og mødelokaler inddraget til klasseværelser. 

Kommunen er meget opmærksom på problematikken, og som en del af løsningen herpå undersøges det, hvorvidt det er muligt at etablere pavilloner tæt på den nuværende genhusningsløsning. Det undersøges ligeledes, om det er muligt at låne ledige lokaler i andre bygninger. 

Alle forældre til børn på Arena Skole og Fritid er inviteret til informationsmøde 4. november, hvor det bliver muligt at stille spørgsmål til byggeriet og høre nyt om de supplerende genhusningsløsninger, der undersøges.  

Byggeriet af skolen har været udbudt som en totalentreprise, og er vundet af totalentreprenøren BAM Danmark. BAM har ansvaret for arkitekter, ingeniører, underentreprenører, projekteringen og myndighedsforhold - herunder brand og statiske forhold, der skal godkendes af myndighederne. Det er således BAM, der er forpligtet til at udbedre fejlene og færdiggøre arbejdet med skolen i henhold til den indgåede kontrakt med dem.