Digitale konferencer skal give inspiration til seniorlivet
København er normalt - når meget ikke er lukket ned pga. corona - en mangfoldig by med masser af tilbud inden for fx idræt, kultur og frivilligt arbejde. Det er en by med masser af fællesskaber, som gør det muligt at have en aktiv og meningsfuld hverdag - også som pensionist.
Nu bliver det nemmere at få overblik over de mange muligheder, der er for at skabe sig et godt seniorliv i København.
Resten af 2021 inviterer Københavns Kommune og Røde Kors Hovedstaden nemlig til en række digitale konferencer for dig, der er mellem 62 og 68 år og bor i København.
På de digitale konferencer kan du møde professionelle foredragsholdere og blive præsenteret for en vifte af inspirerende aktiviteter, fællesskaber og skjulte skatte, som København byder på. Undervejs vil du også få mulighed for at stille spørgsmål til oplægsholderne og til de deltagende organisationer, foreninger og klubber.
- Det er mit mål, at københavnerne får et fantastisk seniorliv, når de når dertil. At de har et godt socialt netværk, en meningsfuld hverdag og ikke oplever ensomhed. Overgangen fra et aktivt arbejdsliv giver nye muligheder, men også nye udfordringer. Det kræver en indsats at få et meningsfyldt pensionistliv bygget op med interesser og gode fællesskaber. Derfor er jeg rigtig glad for, at vi - sammen med Røde Kors Hovedstaden - kan invitere til rækken af digitale konferencer. De kan netop give inspiration til, hvad man kan bruge sin tid til, siger sundheds- og omsorgsborgmester i Københavns Kommune, Sisse Marie Welling (SF).
Fokus på naturen, kroppen, kulturen, hjernen, hjertet og hinanden
Fælles for de seks digitale konferencer er, at du kan møde en række oplægsholdere, der sætter fokus på bl.a. krop, hjerne, sind, natur, kultur og fællesskaber.
Der vil også være fokus på, hvorfor det er vigtigt at holde sig i gang - fysisk såvel som mentalt og socialt og hvad det betyder for vores sundhed i krop og sind.
Blandt oplægsholderne er naturformidler Anders Kofoed, foredragsholder Chris MacDonald, byhistoriker Allan Mylius Thomsen, forfatter Anette Prehn, læge Charlotte Bøving samt forfatter Karen-Marie Lillelund.
Røde Kors Hovedstaden står for den praktiske afvikling af de seks konferencer og sekretariatsleder Pernille Scheel glæder sig til at byde velkommen.
- Vi ved, at det gør en stor forskel for din livskvalitet at være en del af aktive, meningsfulde fællesskaber – også i overgangen fra et erhvervsaktivt liv til et nyt liv som pensionist. Mange oplever at skulle tage stilling til, hvad de gerne vil resten af deres liv, og vi er glade for med konferencerne at kunne give et indblik i de mange muligheder, der er for at finde et nyt fællesskab. Samtidig vil vi sætte fokus på, hvor betydningsfuldt eksempelvis frivilligt arbejde er for din mentale og fysiske sundhed, siger Pernille Scheel.
Tilmeld dig
Hvis du bor i København og er mellem 62 og 68 år, har du modtaget en invitation til konferencerne via e-Boks.
Via linket til tilmelding kan du også læse mere om programmet for de enkelte konferencer samt finde links til et væld af foreninger, organisationer og aktiviteter i København.
Programmet for de digitale konferencer (hver gang fra kl. 19.00 til 20.30)
- 10. maj - Brug Naturen, Københavner! med Anders Kofoed
- 14. juni - Brug Kroppen, Københavner! med Chris MacDonald
- 30. august - Brug Kulturen, Københavner! med Allan Mylius Thomsen
- 20. september - Brug Hjernen, Københavner! med Anette Prehn
- 25. oktober - Brug Hjertet, Københavner! med Charlotte Bøving
- 29. november - Brug Hinanden, Københavnere! med Karen-Marie Lillelund
Kontakt
Sundheds- og Omsorgsforvaltningen
Borups Allé 41
Telefontider
08:30 - 15:00
08:30 - 15:00
08:30 - 15:00
08:30 - 15:00
08:30 - 14:00