Degnestavnens nye legeunivers indvies med stor fejring
Renoveringen af Degnestavnens Legeplads er forbi. Og den nyrenoverede legeplads er fuld af spændende oplevelser. Du kan glide gennem luften på en dobbelt svævebane, snurre dig rundtosset på sjove karruseller, gå på opdagelse ad sansestier og boltre dig i et kæmpe sandkasselandskab med indbyggede siddepladser.
Lørdag den 21. august indvies det nye legeunivers med fest og sjove aktiviteter arrangeret af lokale beboere. BIBLIOTEKET på Rentemestervej rykker den årlige Store Legedag til Degnestavnens Legeplads, hvor børnene kan indvie de nye legeredskaber med Balder fra Legefabrikken. Der vil være god musik, eftermiddagskaffe og mad. Teknik- og Miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen (EL) slutter sig også til festen.
Den store bemandede legeplads har siden 1950’erne været et samlingspunkt i Nordvest. Her kommer områdets daginstitutioner, skoler og familier for at lege, mens de unge kommer for at skate og spille basket eller fodbold.
Men med popularitet kommer slid. Både legeredskaber og andre faciliteter har længe trængt til et løft. Derfor satte Områdefornyelse Nordvests Styregruppe midler af til at omdanne legepladsen. Det er sket i samarbejde med en lokal arbejdsgruppe, der kender legepladsen rigtig godt.
Det er legepladsentreprenøren Elverdal A/S, der har tegnet og ombygget legepladsen. På baggrund af lokale ønsker har Elverdal skabt et sanseligt legeunivers med forskellige zoner som ‘Bakkelandskabet’ med sansestien under de smukke birketræer, labyrinten med sjove, nye detaljer som spejlkabinet, kigkasser og klatretunnel og sandkasselandskab, hvor man kan lave sandkager i timevis og prøve kræfter med balancebanen.
Degnestavnens Legeplads indvies med en fest lørdag d. 21. august klokken 10-16. Legepladsen ligger mellem Degnestavnen og Ringertoften i Nordvest.
Degnestavnens Legeplads i fremtiden
I fremtiden skal Degnestavnens Legeplads også indgå i et stort skybrudsprojekt.
Hvis du vil følge skybrudsprojektet, kan du skrive en e-mail til: skybrudsprojektSDL@kk.dk
Kontakt
Teknik- og Miljøforvaltningen
Rådhuspladsen 1