Arkivnyhed - Kan være forældet

Bredt flertal i København vil have metro til Amager

Partierne bag aftalen om Lynetteholm på Københavns Rådhus vil undersøge om den kommende metrolinje til Refshaleøen og Lynetteholm kan udvides, så den går fra Hovedbanegården og samtidig betjener nye områder på Islands Brygge og Amagerbrogade.

Det kan fra 2035 blive lettere for københavnerne at springe på en metro, når de opholder sig på Islands Brygge eller omkring Amagerbrogade. Partierne i forligskredsen (A, C, V, B, F, O og I) bag Lynetteholm ønsker nemlig, at en ny metrolinje skal indgå i den kommende høring af metro til Refshaleøen og Lynetteholm.

Linjeføringen er med ni stationer et udvidet alternativ til den linjeføring, som ligger i statens infrastrukturplan, som rummer fire. Med estimeret 13,7 mia. kr. er den også mere end dobbelt så dyr, men den løser også mange flere udfordringer for København og københavnerne.  

Den nye linje vil løbe fra Københavns Hovedbanegård via Bryggebroen og DR-byen over Amagerbrogade op til Refshaleøen og videre over til Kløverparken og Lynetteholm. Ved at rykke linjen sydligt under Amager kommer der metro til dele af byen, der i dag ikke er metrobetjent. Den nye linje vil betjene mere end 51.000 beboere, arbejdspladser og studiepladser i 2035, og løse kapacitetsudfordringen i den eksisterende metro under havnen.

Linjen er planlagt således, at den kan udvides etapevis og på sigt dække store rejsemål så som Indre Nørrebro og Rigshospitalet. Samtidig kobler forbindelsen Refshaleøen og Lynetteholm på alle de eksisterende metroforbindelser samt til fra Københavns Hovedbanegård.

Idéfasehøringen for metroforbindelsen til Lynetteholm starter efter sommerferien. Her får københavnerne mulighed for at give deres besyv med om forbindelsen fra Københavns Hovedbanegård til Refshaleøen og placeringen af de enkelte stationer. Hvilken linje, der skal anlægges, skal besluttes i 2025 og forventes at stå færdig i 2035.

Bag udmeldingen står forligskredsen bag Lynetteholm:

Socialdemokratiet, Konservative, Venstre, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance.

”Jeg er glad for, at et bredt flertal af partierne på rådhuset bakker op om ideen om en forbindelse under Amager – og jeg glæder mig til dialogen med københavnerne til september. I dag er dele af Amager dårligt dækket – og metroen er blevet så populær, at vi har et problem med trængsel under havnen. Derfor synes vi, at den nye Metroforbindelse til Refshaleøen og Lynetteholm ikke bare skal betjene de nye byudviklingsområder med god kollektiv transport – den skal også styrke den kollektive trafik, så København bliver mere lige, mere fælles og mere grøn”.
Sophie Hæstorp Andersen (S)
Overborgmester i Københavns Kommune
”Med den nye metrolinje tager vi endnu et stort skridt for at udvikle København til en bæredygtig storby, der kan møde fremtidens krav om klimarigtig effektiv transport. Metrolinjen kommer til at binde byen endnu bedre sammen, og den vil gøre det lettere for københavnere og turister at komme til vores mange forskellige kunst- og kulturinstitutioner”.
Mia Nyegaard (RV)
Kultur- og Fritidsborgmester i Københavns Kommune
”Metroen har allerede vist sit værd som en uvurderlig rød tråd gennem vores by. Men mange københavnere har ingen adgang til metroen. Derfor er vi i SF rigtig glade for, at vi nu er enige om at metronettet bliver endnu mere fintmasket med en linje på tværs af Amager, som vi arbejder for at forlænge til indre Nørrebro og Rigshospitalet. På den måde kommer metroen endnu flere københavnere til gode”.
Sisse Marie Welling (SF)
Sundheds- og Omsorgsborgmester i Københavns Kommune
"Vi skal ikke forbyde biler, men gøre det grønne valg det letteste og mest oplagte valg for københavnerne og her er mere metroen nøglen til at gøre noget ved trængslen samtidig med at vi bliver mere grønne. For Venstre er det især vigtigt at Amagerbrogade får et stop på metroen, således at et eksisterende byområde bliver koblet på hele byens metronet. Samtidig er de konkrete perspektiver om et fremtidigt stop ved Rigshospitalet simpelthen ikke til at komme uden om. Den manglende metrobetjening af Rigshospitalet er et sort hul på metronettet og derfor vil Venstre arbejde for at planerne bliver til virkelighed hurtigst muligt”.
Jens-Kristian Lütken (V)
Beskæftigelses- og Integrationsborgmester i Københavns Kommune
”Vi konservative er ubeskriveligt glade for at endnu flere bydele nu får en Metro. Vi ønsker Metro til alle bydele, så man kan komme hvor som helst på en halv time. Nu får vi koblet det sydlige Islands Brygge, Amagerbrogade og det centrale Sundby samt Rigshospitalet på Metronettet. Det er fantastisk, at Metro til Lynetteholmen kan give København en helt ny Metroring, der kan knytte bydelene tættere sammen”.
Jakob Næsager (K)
Børne og Ungdomsborgmester i Københavns Kommune
“Der bliver 300.000 flere danskere de næste 10 år, og mange forventes at ville bo i København. Det kræver, at infrastrukturen kan betjene de flere indbyggere. Vi kan ikke nøjes med at lave vej og kollektiv transport til de steder, de bor, men må også skaffe transportmuligheder alle andre steder i byen, hvor de flere mennesker vil færdes. M5 Øst er et rigtigt godt bud på det”.
Ole Birk Olesen (LA)
-
“Udover planlægning af nødvendig Metro til Lynetteholm, så er DF begejstret for udsigt til mere Metro fra Amager (Amagerbrogade) samt perspektivet for en mulig Metro ved Rigshospitalet. Derefter må vi om nogle år se på næste projekt. Jeg synes, at det skal omhandle Metro til Brønshøj”.
Finn Rudaizky (DF)
-

Kontakt

Overborgmester Sophie Hæstorp Andersen via pressechef Thomas Søie Hansen 20529786

Kultur- og fritidsborgmester Mia Nyegaard via pressechef Jeppe Matzen 23448363

Sundheds- og Omsorgsborgmester Sisse Marie Welling via pressetelefon 23828082

Beskæftigelses- og integrationsborgmester Jens-Kristian Lütken på 30919800

Børne- og ungdomsborgmester Jakob Næsager på 23488012

Ole Birk Olesen på tlf. 61625176

Finn Rudaizky på tlf. 60101034