Mødedato: 12.08.2020, kl. 15:00
Mødested: Udv. vær. D - 1.sal, vær. 103

Overflytning af Børnehuset Joannas klubafdeling Capella med Kvisten

Se alle bilag
Børne- og Ungdomsudvalget besluttede på udvalgsmødet d. 15. januar 2020 at udskyde sagen om sammenlægning af Capella og Kvisten til efter sommerferien, hvor der er bedre overblik over den samlede omlægning af fritidssektoren til KKFO og konsekvenserne heraf. Forvaltningen fremlægger nu en revideret sag til udvalgets behandling.

Indstilling

Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget,

1. at sammenlægningen af Børnehuset Joannas klubafdeling "Capella" og "Kvisten" godkendes

Problemstilling

Nørrebro/Bispebjerg Klynge A har søgt om overflytning af Børnehuset Joannas klubafdeling Cappella til Kvisten. Ansøgningen er vedlagt som bilag 1. Børne- og Ungdomsudvalget fik forelagt forslaget på udvalgsmødet d. 15. januar 2020. Udvalget besluttede her at udskyde sagen til efter sommerferien, hvor der er bedre overblik over den samlede omlægning af fritidssektoren til KKFO og konsekvenserne heraf. Udvalget havde desuden nogle spørgsmål i forbindelse med sagen, som belyses i bilag 7 i den reviderede sag, som fremlægges her.

Løsning

Børnehuset Joanna består af klubafdelingen Capella, hvor der er fritidsklubpladser, samt af vuggestue- og børnehavegrupper, herunder en udflytterafdeling. Kvisten har fritidsklub- og ungdomsklubpladser samt voksne brugere, der benytter stedets keramikværksted, syværksted og multiværksted. Både Capella og Kvisten er en del af Klynge A på Nørrebro/Bispebjerg. Omlægningen til KKFO'er har ikke haft betydning for Capella eller Kvisten, der fortsat har klubpladser for de 10-17-årige.

Der er bred opbakning fra forældre, personale og ledelse i Capella og Kvisten

Der er i bilag 2-4 vedlagt udtalelser fra hhv. forældre og forældreråd i Capella, forældre i Børnehuset Joanna samt fra personalet i Capella og Kvisten. Med bilag 5-6 er desuden vedlagt referater fra hhv. klyngens forældrebestyrelse og MED-udvalg, som BUU også fik fremlagt med BUU-sagen i januar 2020. Bilagsmaterialet viser, at der er bred opbakning blandt forældre, personale og ledelse til sammenlægningen.

Opbakningen tager bl.a. afsæt i, at der med overførslen kan sikres en bedre sammenhæng for de unge i klubberne med en styrket overgang fra fritids- til junior- og ungdomsklub og med en samling af de unge omkring Blågård Skole. Personalegrupperne i Capella og Kvisten skriver, at sammenlægningen og det tætte samarbejde skaber langt større mulighed for tryghed, færre skift og en glidende overgang mellem alderssvarende tilbud for børnene i juniorklub – også videre i deres ungdomsliv og voksenliv. 

Det fremhæves desuden i det vedlagte bilagsmateriale, at sammenlægningen giver bedre mulighed for at koncentrere det ledelsesmæssige fokus. Det gælder for 0-6 års-området i Børnehuset Joanna, hvor et stort arbejde med sammenlægning, flytning til nye lokaler og faglig handleplan fortsat kræver meget ledelsesmæssig fokus. Det gælder også på klubområdet, hvor der med sammenlægningen bliver bedre mulighed for et stort ledelsesmæssig fokus også på klubindsatsen i Capella. Forældrene peger endeligt på, at der med overflytningen ikke vil være en konkurrence om børnene.

Samarbejdet mellem Capella og Kvisten er styrket det seneste år. Her har der været indskrevet så mange børn i Capellas fritidsklub, at der ikke fysisk har været nok plads i Capellas egne lokaler, og klubben har derfor fået lov til at bruge nogle af Kvistens lokaler. Klyngeledelsen vurderer, at det styrkede samarbejde med introduktion til faciliteterne i ungdomsklubben er baggrunden for, at der i år ikke er sket det sædvanlige frafald af 5. klasserne i klubben i slutningen af skoleåret, fordi de gerne vil fortsætte i Kvisten. Klyngeledelsen vurderer samtidig, at sammenlægningen vil betyde, at samarbejdet vil kunne styrkes og udbygges yderligere.

Baggrunden for, at sammenlægningen forelægges for BUU: Tidligere politiske beslutninger om kluborganiseringen på Nørrebro

Som følge af BUU-beslutninger d. 20. juni 2007 og d. 11. juni 2014 er kompetencen til at godkende sammenlægninger normalt delegeret til forvaltningen, såfremt der er enighed om sammenlægningen blandt de involverede parter, og sammenlægningen ikke betyder behov for økonomiske ressourcer udover rammen. I denne sag er der ikke uenighed blandt de involverede parter, jf. ovenfor, og der er ikke ekstra økonomiske udgifter forbundet med overflytningen.

Til gengæld er der tale om en særlig, politisk godkendt kluborganisering på Indre Nørrebro. Med den politiske beslutning fik institutionerne her mulighed for at fortsætte med hver sin bestyrelse og leder med en forudsætning om, at de skulle organisere deres samarbejde på en måde, hvor intentionerne i den ændrede organisering af fritidssektoren med etablering af fritidscentre blev imødekommet. Dialogen om organiseringen på Nørrebro skulle herefter fortsætte. Hvis der i den forbindelse skulle opstå forslag til ændret organisering, skulle disse forelægges for Børne- og Ungdomsudvalget, jf. BUU's beslutning den 23. maj 2018.

Forvaltningen indstiller, at udvalget godkender sammenlægningen af de to klubber

I forhold til den særlige kluborganisering på Indre Nørrebro har forvaltningen lagt vægt på, at Capella og Kvisten er organiseret indenfor den samme klynge, dvs. den samme juridiske, ansættelsesmæssige og ledelsesmæssige enhed. Sammenlægningen af de to enheder indenfor klyngen involverer ikke andre parter. Samlet vurderer forvaltningen derfor ikke, at sammenlægningen udfordrer den politiske beslutning om at bevare en juridisk og ledelsesmæssig opdeling af klubtilbuddene på Indre Nørrebro.

Forvaltningen har samtidig noteret sig, at der er bred opbakning fra forældre, personale og ledelse i Capella og Kvisten til sammenlægningen, jf. ovenfor. Forvaltningen indstiller på denne baggrund, at Børne- og Ungdomsudvalget godkender sammenlægningen.

Økonomi

Sammenlægningen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Såfremt BUU godkender sammenlægningen, vil klyngen igangsætte det faglige arbejde med bedre overgange og sammenhæng med det samme.

Såfremt BUU ikke godkender den igangsatte sammenlægningsproces, vil den nuværende organisering blive opretholdt.

 

Tobias Børner Stax                                /                               Mette Seneca Kløve          

Beslutning

Børne- og Ungdomsudvalgets beslutning på mødet den 12. august 2020:

Indstillingen blev godkendt.

Til top