Konstruktionsklasse i din byggesag

Læs hvad en konstruktionsklasse er, se eksempler på indplaceringer og find ud af hvilke krav det stiller til din byggeansøgning.

Du skal oplyse om byggeriets konstruktionsklasse

Når du søger om byggetilladelse, skal du oplyse, hvilken konstruktionsklasse dit byggeri er indplaceret i. Der findes 4 konstruktionsklasser: 1, 2, 3 og 4.

Du skal oplyse om byggeriets konstruktionsklasse, allerede når du sender din byggeansøgning. Du skal også dokumentere indplaceringen.

Ændringer til Bygningsreglementet (BR18)

Brand- og konstruktionsforhold er nu rådgivers og ejers ansvar
Fra 1. januar 2024 skal kommunen ikke længere kontrollere i ansøgningen, om byggeprojektet er indplaceret korrekt i brand- og konstruktionsklasse, hvis den certificerede rådgiver har indplaceret byggeprojektet i klasse 2-4. Det er nu de private certificerede brand– og konstruktionsrådgivere, som skal stå inde for brand- og konstruktionsforholdene.

Ændringen betyder også, at kommunen kun skal godkende indsatsforhold, hvis den certificerede brandrådgiver meddeler, at der ikke er tale om indsatstaktisk traditionelle løsninger.

Som ejer har du fortsat det endelige ansvar for, at bygningerne er lovlige og sikre. Du har derfor stadig ansvar for at vælge en rådgiver, så dit byggeri bliver indplaceret og dokumenteret korrekt, men vi vil ikke skulle godkende materialet ifm. din byggeansøgning.

Byggeriets konstruktionsklasse afhænger af tre ting

  • Hvor kompleks konstruktionen er
  • Hvor almindelig konstruktionen er
  • Hvilke konsekvenser svigt i konstruktionen vil medføre

Find vejledning til indplacering i konstruktionsklasser på bygningsreglementet.dk

En rådgiver kan indplacere dit byggeri

Byggeriets konstruktionsklasse afgør, hvordan du skal dokumentere byggeriet, og om du skal bruge certificerede rådgivere:

  • Konstruktionsklasse 1 Intet krav om certificeret statiker
  • Konstruktionsklasse 2 Krav om statiker certificeret til mindst konstruktionsklasse 2
  • Konstruktionsklasse 3 Krav om statiker certificeret til mindst konstruktionsklasse 3
  • Konstruktionsklasse 4 Krav om statiker certificeret til mindst konstruktionsklasse 4 og certificeret tredjepartskontrollant

Se oversigt over certificerede statikere på tbst.dk

Du har ansvar for, at byggeriet er korrekt indplaceret

Som bygningsejer er det dit ansvar at vælge den rette rådgiver, så dit byggeri bliver indplaceret og dokumenteret korrekt.

Kommunen kan ikke indplacere dit byggeri.

Konstruktionsklasse 1

Vis alle

Byggeri i konstruktionsklasse 1

Konstruktionsklasse 1 omfatter byggeri, hvor konsekvenserne ved svigt i konstruktionen kan kategoriseres som lav eller middel.

Eksempler på byggeri i konstruktionsklasse 1

  • Enfamiliehuse og rækkehuse uden vandret lejlighedsskel, i højest 2 etager og højst 1 etage under terræn
  • Industri-og lagerbygninger i 1 etage med en spændvidde på højest 40 m.
  • Garager, carporte, overdækkede terrasser og lignende bygninger, med et areal på over 50 m² i højest 1 etage

Dokumentation for byggeri indplaceret i konstruktionsklasse 1

Som dokumentation for indplacering af byggeri i konstruktionsklasse 1, skal du oplyse om:

  • Byggeriets anvendelse
  • Antal etager i byggeriet
  • Byggeriets konsekvensklasse
  • Konstruktionens kompleksitet
  • Erfaringen med konstruktionstypen

Konstruktionsklasse 2, 3 eller 4

Vis alle

Byggeri i konstruktionsklasse 2, 3 eller 4

Hvis dit byggeri ikke er indplaceret i konstruktionsklasse 1, skal det indplaceres i konstruktionsklasse 2, 3 eller 4.

Din certificerede statiker skal på baggrund af den konkrete bebyggelse, indplacere byggeriet i den rette konstruktionsklasse.

Eksempler på byggeri i konstruktionsklasse 2, 3 og 4

  • Altaner
  • Byggeri i over 2 etager
  • Ombygning af eksisterende etageejendomme, fx murhul i en bærende væg

Dokumentation for byggeri i konstruktionsklasse 2, 3 eller 4

Som dokumentation for indplacering af byggeri i konstruktionsklasse 2, 3 eller 4, skal den certificerede statiker give følgende oplysninger:

  • Information om den certificerede statiker med dertilhørende kopi af gyldigt certifikat
  • Oplysning om og dokumentation for indplacering i konstruktionsklasse
  • Starterklæring

Ved byggeri i konstruktionsklasse 4 skal der også sendes:

  • Information om den certificerede tredjepartskontrollant med kopi af gyldigt certifikat
  • Starterklæring fra tredjepartskontrollant

Byggeri der ikke skal indplaceres i konstruktionsklasser

Nogle typer af byggeri er undtaget for at blive indplaceret i konstruktionsklasser. Det gælder bl.a. byggeri, hvor den enkelte bygning har et areal på op til 50 m², fx garager, carporte og overdækkede terrasser.

Byggeansøgninger søgt før 1. januar 2020

Vis alle

Statikererklæring til konstruktionsprojekter

Når du har søgt om tilladelse til et byggeri, der påvirker bærende konstruktioner, inden 1. januar 2020, vil det i nogle tilfælde være et krav, at du indsender en erklæring fra en anerkendt statiker.

Sager hvor en statikererklæring er et krav

Byggesager, der påvirker bærende konstruktioner, inddeles i konsekvensklasser alt efter alvoren af de konsekvenser, det kan have, hvis konstruktionen svigter. Risikoberegningen har fokus på økonomiske, sociale og miljømæssige konsekvenser samt risiko for tab af menneskeliv.

Hvis din byggesag omfatter et konstruktionsprojekt i konsekvensklasse CC3 eller CC3+, er det et krav, at du indsender en erklæring fra en anerkendt statiker sammen med din byggeansøgning.

Vigtigt ved indsendelse af erklæring fra anerkendt statiker:

  • Det skal fremgå tydeligt af din ansøgning, at den indeholder en erklæring fra en anerkendt statiker.
  • Erklæringen skal indeholde beskrivelse og omfang af det kontrollerede samt den anerkendte statikers eventuelle bemærkninger
  • Indsendelse af erklæringen ændrer ikke ved de krav, der er til indplacering i konstruktionsklasser eller til den dokumentation, der skal indsendes.

Samling af notater vedrørende konstruktioner

  • Ændring af bærende konstruktioner, generelt
  • Ombygning af tagkonstruktioner
  • Opsætning eller renovering af altaner
  • Ombygning af bindingsværksvæg
  • Fjerne en væg, helt eller delvist

Du kan læse vores samling af notater her

Kontakt

Område for Bygninger

Njalsgade 13

2300 København S

Telefontider

Mandag

09:00 - 16:00

Tirsdag

09:00 - 16:00

Onsdag

09:00 - 16:00

Torsdag

09:00 - 16:00

Fredag

09:00 - 16:00

OBS ovenstående tider gælder kun telefonisk kontakt

Har du brug for personlig vejledning, kan du møde op i Teknik- og miljøforvaltningens Kundecenter, som har andre åbningstider.

 

Find åbningstider for personlig vejledning i Kundecentret