Socialudvalgets ledelsesinformation for hele 2019
Resumé
Socialudvalget orienteres om udvalgets ledelsesinformationer for 2019. Ledelsesinformationerne fremlægges samlet efter udvalgets ønske, og omhandler et bredt udsnit af forvaltningens områder. I denne ledelsesinformation er der som noget nyt tilføjet information om anbringelsestal og sagsfristoverholdelse i Borgercenter Børn og Unge.
Indstilling
Socialforvaltningen indstiller,
- at Socialudvalget tager Socialudvalgets ledelsesinformation for hele 2019 til efterretning (bilag 1).
Problemstilling
Socialudvalget er siden 2013 blevet forelagt en samlet sag med en oversigt over de ledelsesinformationer, som udvalget har bedt om. Udvalget fik senest ledelsesinformationerne for 1. halvdel af 2019 forelagt den 11. december 2019. Udvalget er således tidligere blevet præsenteret for alle ledelsesinformationerne til og med 30. juni 2019, på nær anbringelsestal og sagsfristoverholdelse i Borgercenter Børn og Unge, som ikke tidligere har været en del af Socialudvalgets ledelsesinformation. Ledelsesinformationerne er tilpasset efter sagen Løbende afrapportering til Socialudvalget, der var på udvalgsmødet 6. maj 2020. Socialforvaltningen forelægger nu Socialudvalget ledelsesinformationerne for hele 2019.
Løsning
I det følgende fremhæves udvalgte positive og negative tendenser for hele 2019. I bilag 1 er de samlede ledelsesinformationer uddybende beskrevet i forhold til alle de emner, som Socialudvalget har ønsket. For både indstilling og bilag gælder, at Hjemmeplejen endnu ikke er en del af Borgercenter Voksnes ledelsesinformationer, med mindre andet nævnes.
Belægning på herberg og krisecentre
I 2019 var den gennemsnitlige belægningsprocent på krisecentrene tæt på 100 %, hvilket er en stigning fra 2018. For herbergerne var belægningen 96 %, hvilket ligger tæt på belægningen i 2018.
Antal borgere på venteliste til et botilbud efter servicelovens §§ 107 og 108
Efter servicelovens § 4 er kommunalbestyrelsen forpligtet til at sørge for, at der er det nødvendige antal botilbudspladser efter servicelovens §§ 107 og 108 til rådighed for borgere, der opfylder betingelserne for at blive visiteret til sådanne tilbud. I december 2019 var der 60 borgere på psykiatriområdet, der har ventet i mere end seks måneder på et botilbud. Tallet har igennem hele 2019 ligget på et højere niveau end i 2018. På området for udsatte borgere var antallet af nettoventende borgere i december 22. Antallet var højere i næsten hele 2019 set ift. 2018. I oktober 2019 var den gennemsnitlige ventetid for alle nettoventende borgere på psykiatriområdet 9,7 måneder, mens det på udsatteområdet var 9,5 måneder. Der har i 2019 kun været mindre udsving i antallet af nettoventende borgere med handicap, og ved udgangen af 2019 var der i alt fire nettoventende borgere. I oktober 2019 var den gennemsnitlige ventetid for alle nettoventende borgere på handicapområdet 5,9 måneder.
Anbringelser i Borgercenter Børn og Unge
I 2019 er der sket et fald i anbringelser fra 817 i januar 2019 til 770 i december 2019, opgjort med 6-by metoden inkl. refusioner til andre kommuner og sikrede pladser. Som følge heraf er anbringelsesfrekvensen faldet fra 5,55 i 2018 til 5,22 i 2019. Faldet i anbringelser følger samme tendens, som er set i de foregående år.
Status på sygefravær
I 2019 var sygefraværet for hele Socialforvaltningen gennemsnitligt 12,4 sygefraværsdagsværk pr. fuldtidsansat, hvilket er et fald på 0,3 fra 2018. Måltallet for både 2018 og 2019 var 11 sygefraværsdagsværk. I Københavns Kommune var det kun Socialforvaltningen og Teknik- og Miljøforvaltningen, der oplevede et fald i sygefravær fra 2018 til 2019. Borgercenter Voksne (inkl. hjemmeplejen) havde det højeste sygefravær blandt borgercentrene i 2019. Genopretningsindsatsen i hjemmeplejen forventes at have en positiv effekt på sygefraværet fremover.
Status på Socialtilsynet
Socialforvaltningen har fået påbud og/eller skærpet tilsyn på i alt fem tilbud i 2019, fordelt på fire tilbud i Borgercenter Handicap, der har fået påbud med skærpet tilsyn, og ét tilbud i Borgercenter Voksne, der har fået påbud. Socialforvaltningen modtog ingen påbud eller skærpet tilsyn i 2018.
Status på hjemmeplejeområdet
I 2019 har hjemmeplejen alene opfyldt målet om, at der ikke må ske aflysninger af hjemmehjælp fra leverandøren, hvilket gælder for både personlig pleje og praktisk hjælp. De øvrige tre kvalitetsmål, er ikke fuldt opfyldt i 2019. Der kan konstateres en status quo ift. mål 3 om at tilstræbe at få forskellige medarbejdere kommer i hjemmet, hvilket vægtes højt blandt hjemmeplejens brugere, mens der er sket små fald for mål 1 om fast kontaktperson hos leverandør og for mål 2 om fast kontaktperson hos hjemmeplejevisitationen. Faldene for mål 1 og 2 kan bl.a. forklares ved en stor personalegennemstrømning, rekrutteringsudfordringer ift. sygeplejersker og SOSU-uddannet personale, og hyppig brug af vikarer.
Status på overholdelse af sagsbehandlingsfrister
Overholdelse af sagsbehandlingsfrister er et af Socialstrategiens Tegn på Succes. I Borgercenter Handicap var den gennemsnitlige sagsfristoverholdelse 82 % i 2019, hvilket er en stigning ift. 2018. I Borgercenter Voksne var den gennemsnitlige sagsfristoverholdelse 71 % i 2019, hvilket er et fald fra 2018. I Borgercenter Børn og Unge var den gennemsnitlige sagsfristoverholdelse for 24-timers screening, 4-måneders frist på § 50 undersøgelser og opfølgning på anbringelsessager 95 % i 2019.
Klagesagsstatistik på myndighedsområdet
Socialforvaltningen modtog i 2019 1.615 realitetsklager, hvilket er en lille stigning ift. 2018. Forvaltningen modtog i 2019 i alt 644 formalitetsklager, hvilket også er en stigning ift. 2018.
På udvalgsmødet den 11. december 2019 bad udvalget om, at det blev tilføjet, hvor ofte Ankestyrelsen omgør forvaltningens afgørelser. I 2018 var omgørelsesprocenten i Københavns Kommune for socialområdet generelt på 35 %. På børnehandicapområdet var den 53 % og på voksenhandicapområdet var den 31 %. Omgørelsesprocenterne for 2019 præsenteres på Social- og Indenrigsministeriets hjemmeside senest 1. juli 2020. Udvalget blev præsenteret for Ankestyrelsens omgørelsesprocent i 2018 i sagen Danmarkskortet omgørelsesprocenter på socialområdet for 2018 (fællesindstilling SUF og SOF) på udvalgets møde den 26. juni 2019. Det forventes, at Socialudvalget vil blive orienteret om omgørelsesprocenten for 2019 i løbet af efteråret 2020 i sagen om Danmarkskortet omgørelsesprocenter på socialområdet.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Socialudvalget får forelagt næste afrapportering om diverse ledelsesinformationer for første del af 2020 ultimo 2020.
Nina Eg Hansen
/ Eva Stokbro Jensen
Beslutning
Indstillingen blev taget til efterretning.
Kontorchef Eva Stokbro Jensen deltog under punktets behandling.