Bliv faglært som voksenlærling

Hvis du er ufaglært og over 25 år, kan du tage en erhvervsuddannelse som voksenlærling og styrke dine muligheder for at komme i job.

Hvad er en voksenlærling?

Når du er voksenlærling, tager du en erhvervsuddannelse som voksen med skiftevis skole- og praktikperioder. Derudover får de virksomheder, der ansætter voksenlærlinge, særlige tilskud fra jobcentret.

Dette samarbejde mellem virksomhederne, jobcentret og a-kasserne kaldes for ”voksenlærlingeordningen”.

Hvilke fordele er der ved at være voksenlærling?

At være voksenlærling kan være en fordel for dig, hvis du ønsker at have

  • garanti for mindsteløn for ikke-faglærte under din uddannelse
  • et job og en faglært uddannelse på samme tid
  • gode muligheder for et job i fremtiden
  • et godt netværk på arbejdspladsen
  • et papir på dine kvalifikationerne, som ruster dig til fremtidens arbejdsmarked.

Måske kan du endda gennemføre dit forløb som voksenlærling på kortere tid, hvis du har relevant uddannelses- og joberfaring. Det skal du tale med jobcentret om.

Kan jeg blive en del af voksenlærlingeordningen?

Der er nogle betingelser, der skal være opfyldt, før du kan blive en del af ordningen.

Du skal være over 25 år. Derudover skal én af følgende tre betingelser være opfyldt:

  • du skal være ufaglært
  • du skal have en uddannelse, som du ikke har brugt mere end 5 år
  • du skal være faglært og ledig med mere end 3 måneders ledighed.

Du kan også blive en del af ordningen, hvis du er over 25 år og allerede har et job. Så kræver det dog, at du samtidig er ufaglært eller har en forældet erhvervsuddannelse.

Typiske spørgsmål om voksenlærlingeordningen

Vis alle

Hvordan bliver jeg en del af ordningen?

Vi anbefaler, at du kontakter os (Jobcenter København), så kan vi nemlig vurdere, om du opfylder kravene til ordningen. Kontakt os på 82 56 56 82.

Når du er sikker på, at du opfylder kravene, skal du finde en virksomhed, der ønsker at oprette en læreplads til dig.

Vi formidler altså ikke kontakten til virksomhederne for dig, men vi altid gerne rådgive dig om, hvordan du bedst muligt kontakter virksomhederne, fx ved at rådgive dig om, hvordan du optimerer din ansøgning og dit CV.

Hvor kan jeg finde en virksomhed, der ansætter voksenlærlinge?

Du kan søge voksenlærlingeplads i både private og offentlige virksomheder.

Du kan finde virksomheder, der er godkendte og må indgå uddannelsesaftaler, via jobportaler eller på praktikpladsen.dk.

Jeg har fundet en virksomhed, jeg kan blive voksenlærling hos – hvad gør jeg nu?

Når dit jobcenter har vurderet, at du fylder betingelserne for at blive en del af ordningen, og du har indgået en aftale med en virksomhed om at blive voksenlærling, skal du og din arbejdsgiver underskrive en uddannelsesaftale.

Hvad er en uddannelsesaftale?

En uddannelsesaftale er et juridisk dokument, hvor du og din arbejdsgiver skriver under på, at I indgår en aftale om, at du bliver ansat ved virksomheden som voksenlærling. Efter en prøveperiode på tre måneder bliver aftalen bindende mellem dig og din arbejdsgiver for hele uddannelsesperioden. I skal dernæst sammen kontakte den relevante erhvervsskole og få tilrettelagt dit uddannelsesforløb.

I uddannelsesperioden skifter du mellem praktisk arbejde i virksomheden og skoleperioder på erhvervsskolen.

Husk, at din arbejdsgiver skal søge om tilskud i jobcentret

Det er din arbejdsgiver, der søger om tilskud, ikke dig. Men du kan hjælpe din arbejdsgiver ved at henvise dem til jobnet.dk, hvor de kan finde den korrekte blanket.

Husk gerne din arbejdsgiver på, at de skal sende ansøgningen om tilskud, senest 30 dage efter at du og din arbejdsgiver har skrevet under på uddannelsesaftalen. I skal sende ansøgningen om tilskud til den kommune, hvor virksomheden har adresse.

Når du er i skole, får din arbejdsgiver et såkaldt AUB-tillæg, som kompensation for dit fravær.

Hvor mange penge får jeg udbetalt som voksenlærling?

Som voksenlærling bliver din løn fastsat efter arbejdets overenskomst. Er der ikke overenskomst på området, vil din løn blive beregnet ud fra en overenskomst for tilsvarende arbejde.

Du vil få mindstelønnen for ikke-faglærte inden for branchen. Din arbejdsgiver vil så få et tilskud til fra jobcentret. Din arbejdsgiver får tilskud i de perioder, hvor du får udbetalt lærlingeløn.

  • Er du ufaglært og ledig, kan din arbejdsgiver få et tilskud på 45 kr. i timen under hele praktikperioden.
  • Er du faglært og har været ledig i mere end 3 måneder, kan din arbejdsgiver få 45 kr. i timen i tilskud under hele praktikperioden.
  • Er du ufaglært eller har en forældet uddannelse og er i arbejde, kan din arbejdsgiver få tilskud på 30 kr. i timen under praktikperioden i op til 2 år af uddannelsen.
  • Har du en forældet erhvervsuddannelse og er ledig, så kan din arbejdsgiver få tilskud på 45 kr. i timen i praktikperioden i op til 2 år.

Det vil efter denne ordning være muligt for din arbejdsgiver at få både voksen-lærlingetilskuddet samt et såkaldt AUB-tillæg i skoleperioderne på op til 5.300 kr. pr. uge i hele skoleperioden.

Snak med din fagforening om, hvad der præcis gælder for dig.

Kontakt

Jobcenter København

Gammel Køge Landevej 43

2500 Valby

Åbningstider

Mandag

08:30 - 15:30

Tirsdag

08:30 - 15:30

Onsdag

08:30 - 15:30

Torsdag

08:30 - 15:30

Fredag

08:30 - 13:00

Telefontider

Mandag

08:30 - 16:00

Tirsdag

08:30 - 16:00

Onsdag

08:30 - 15:00

Torsdag

08:30 - 16:00

Fredag

08:30 - 15:00

Hvis du bliver syg

Modtager du kontanthjælp  - ring og aflys din aftale. Telefonerne åbner kl. 8.00 for sygemelding.

 

Modtager du dagpenge - meld dig syg på www.jobnet.dk