Ombygning i kommunale ejendomme
Kommunale lejere
Er du kommunal lejer og ønsker du at ombygge dit lejemål, fx renovere et faglokale, badeværelse eller køkken, skal du kontakte bestillerenheden i din forvaltning. De kan hjælpe dig med at stå for selve udførelsen af arbejdet eller bestille arbejdet til udførelse hos København Ejendomme.
Ombygningsarbejder i Københavns Ejendommes bygninger skal altid være godkendt af Københavns Ejendomme, hvilket sker i form af en ejerfuldmagt. Kræver projektet bygge- og ibrugtagningstilladelse skal dette ligeledes indhentes hos den relevante byggemyndighed efter du har modtaget en ejerfuldmagt.
Lejere som ikke er kommunale (erhvervslejere mv.)
Såfremt du ikke er en kommunal enhed, og du ønsker at ombygge eller ændre anvendelse i dit lejemål i en af København Ejendommes bygninger, skal arbejderne også godkendes af Københavns Ejendomme som bygningsejer. Det gælder uanset, om der er tale om en ombygning, som kræver byggetilladelse eller mindre arbejder, som ikke kræver byggetilladelse. Københavns Ejendommes tilladelse til arbejderne gives i form af en ejerfuldmagt.
Såfremt arbejderne kræver byggetilladelse, er du, forinden arbejdet igangsættes, forpligtet til at indhente byggetilladelse hos den relevante byggemyndighed efter du har modtaget ejerfuldmagten. For ejendomme beliggende i Københavns Kommune varetager Teknik- og Miljøforvaltningen, Center for Bygninger, selve den konkrete byggesagsbehandling.
Læs mere om ansøgningen om byggetilladelse hos Center for Bygninger.
En ansøgning om byggetilladelse skal altid være ledsaget af en ejerfuldmagt fra bygningsejeren. En ejerfuldmagt er således ikke det samme som en byggetilladelse.
Forud for udstedelse af ejerfuldmagt skal din ansøgning være fuldt oplyst. Københavns Ejendomme vil derfor som udgangspunkt kræve sagen oplyst på samme niveau som byggemyndigheden. Hvis det fremsendte materiale er mangelfuldt, vil Københavns Ejendomme derfor efterspørge det manglende materiale hos dig.
Ansøgning om ejerfuldmagt sker via nedenstående link.
Kontakt
Kundeservice
Borups Allé 177