Sådan søger du om støtte til hjemmepleje
Du kan søge om hjælp og støtte fra Sundheds- og Omsorgsforvaltningen, hvis du er fyldt 65 år og bor i Københavns Kommune. Er du mellem 18 og 64 år, skal du søge hos Socialforvaltningen i Københavns Kommune.
Hjemmepleje til borgere under 65 år
Den Sociale Hjemmepleje er som udgangspunkt Københavns Kommunes hjemmepleje for borgere mellem 18 og 64 år. Du skal visiteres til hjemmepleje i Den Sociale Hjemmepleje.
Hjemmepleje til borgere på 65 år og ældre
Vis alle
Sådan søger du om støtte
Du kan søge om hjælp og støtte fra Sundheds- og Omsorgsforvaltningen, hvis du er fyldt 65 år og bor i Københavns Kommune.
Ring til visitationen
Ønsker du at søge om hjælp eller støtte, skal du ringe til visitationen. Du vil i første omgang komme til at snakke med en visitator fra den del, der hedder ‘Visitation for Sundhed og Omsorg’. Din pårørende, praktiserende læge eller hospitalet kan også kontakte visitationen på dine vegne.
Visitationen vil yde råd og vejledning ud fra den situation, du står i, og de behov, du beskriver. Du vil blive guidet til, hvor der er et tilbud, der passer til dig. Visitatorerne er uddannet til at vurdere dine ressourcer og behov sammen med dig.
Der er ikke mulighed for personligt fremmøde hos visitationen.
Hjemmebesøg ved behov for yderligere hjælp
Hvis visitationen vurderer, at du har behov for yderligere hjælp, vil en visitator som oftest komme på besøg i dit hjem for at tale med dig.
Ved samtalen vil visitator vurdere:
- Hvad du kan klare selv – og hvad vi kan hjælpe dig til at kunne klare selv, fx om du til en start skal henvises til et udrednings- og rehabiliteringsforløb, et genoptræningsforløb eller kunne have gavn af et hjælpemiddel. I givet fald vil du blive tilknyttet den del af visitationen, der hedder Udredning og Rehabilitering.
- I hvilket omfang du har behov for hjemmepleje- og/eller kommunal sygepleje. Har du et begrænset behov for støtte og pleje, vil du blive tilknyttet den del af visitationen, der hedder Udredning og Rehabilitering. Har du et stort behov for støtte og pleje vil du blive tilknyttet den del af visitationen, der hedder Støtte og Koordinering, hvor en visitator vil koordinere dit forløb i dialog med dig.
Du er velkommen til at invitere en bisidder med til samtalen med visitatoren. Bisidderen kan være en pårørende eller en anden person, der kender dig godt. Da du har selvbestemmelsesret, afgør du selv, om dine pårørende skal involveres i og informeres om den hjælp, du modtager. Københavns Kommune respekterer den ret, og derfor har pårørende kun mulighed for at blive inddraget efter dit ønske.
Afgørelse om hjælp
Bevilling af støtte og hjælp tager altid afsæt i en konkret og individuel vurdering af dine behov. På baggrund af visitators vurdering vil du modtage en afgørelse, der fortæller, hvilke tilbud du har fået tildelt, eller om din ansøgning er blevet afslået. Det er lovgivningen og kommunens serviceniveau, der danner rammen for den hjælp og støtte, du kan få bevilget.
Hvis du får afslag på tilbud, du har søgt om, skal visitationen vejlede dig om andre muligheder. Hvis du har fået tilbudt hjælp og støtte, vil kommunen løbende vurdere, om du fortsat har behov for tilbuddet, og om det er det rigtige tilbud.
Sagsbehandlingsfrister
Sagsbehandlingstiden kan variere, alt efter hvilket tilbud du søger om at få. Tidsfristerne for, hvornår du modtager en afgørelse, er vejledende. Der kan være tilfælde, hvor sagsbehandlingstiden må forlænges, fx ved behov for indhentning af yderligere oplysninger.
Ved akut behov for personlig eller praktisk hjælp vil hjælpen blive sat i gang med det samme.
Læs mere om sagsbehandling i Københavns Kommune. Du kan også læse om, hvornår du kan forvente at få hjælp, hvis du får en bevilling.
Du kan klage over kommunens afgørelse
Alle kan kontakte kommunen, hvis der er forhold, der opleves som utilfredsstillende. I nogle tilfælde sætter lovgivningen rammer for, hvem der er berettiget til at klage og fx få en klage behandlet i Ankestyrelsen. Der kan derfor være situationer, hvor kommunen vil bede om en fuldmagt fra dig, hvis fx en pårørende klager på dine vegne.
Klage over afgørelsen eller sagsbehandlingen
Er du ikke enig i den afgørelse, kommunen har truffet, skal du følge den klagevejledning, der fremgår af afgørelsen. Typisk skal du sende klagen til den kommunale enhed, der har truffet afgørelsen. Kommunen vil på baggrund af din klage genvurdere sagen.
Hvis kommunen herefter fastholder afgørelsen, vil kommunen sende klagen videre til Ankestyrelsen.
Hvis du ønsker at klage over en afgørelse, skal det ske senest fire uger efter, at du har modtaget afgørelsen.
Klage over sagsbehandlingstiden eller sagsbehandleren
Er du utilfreds med sagsbehandlingen eller sagsbehandlingstiden, kan du klage til visitationen.
Klage over din hjælp
Er du utilfreds med måden, hjælpen udføres på, med personalets optræden, eller får du ikke den hjælp, du er blevet tildelt, kan du klage til kommunen.
Du kan klage til den enhed, der leverer hjælpen, fx plejehjemmet eller hjemmeplejen eller visitationen i Sundheds- og Omsorgsforvaltningen.