Weekend- og ferieafløsere til Recco/Vivaldi på Lions Neurocenter

Søg jobbet

Pleje
Andre arbejdsområder
Deltid - alt under 37 timer
Tidsbegrænset job (vikariater, projektstillinger mv.)

Vil du være med til at skabe en meningsfuld hverdag for voksne med erhvervet hjerneskade, som har brug for en forudsigelighed og tryg hverdag? Så er du måske vores nye kollega.

Vi søger lige netop dig, der er studerende eller kan arbejde faste timer.

Beboerne har i varierende grad fysiske, psykiske og kognitive funktionsnedsættelser, og det er vores opgave at støtte dem i deres udfordringer samt understøtte de funktioner og kompetencer, de har til rådighed. De daglige arbejdsopgaver består i at hjælpe beboerne med pleje- og omsorgsopgaver og derudover støtte dem i at få en så aktiv og meningsfuld hverdag som muligt. Vores arbejde kræver tydelig kommunikation, nærvær og tålmodighed samt gode kompetencer inden for relationsarbejde. 

På afdeling Recco er vi et team på 8 medarbejdere med forskellige uddannelsesmæssige baggrunde. Her har vi et stort fokus på teamsamarbejde, herunder at indgå og følge fælles aftaler for den daglige struktur på afdelingen, så beboerne får en ensartet hverdag, uanset hvilken medarbejder der hjælper dem. Vi er også meget optagede af at passe på vores gode arbejdsmiljø med et løbende fokus på trivsel, nærværende ledelse og sundhedsfremmende foranstaltninger.   

På afdeling Vivaldi er vi er et team på i alt 8 medarbejdere, der arbejder på en højt specialiseret, skærmet afdeling. I dagtimerne er vi tre medarbejdere på afdelingen til to beboere. Vores daglige arbejdsopgaver består i at hjælpe afdelingens to beboere med pleje- og omsorgsopgaver og derudover støtte beboerne i at få en så aktiv og meningsfuld hverdag som muligt. Det kræver en-til-en guidning, tydelig kommunikation, nærvær og tålmodighed.  

Som afløser på Lions Neurocenter vil størstedelen af dine opgaver foregå på lige fod med de fastansatte.

Vi har et krav om, at du som afløser ser dig selv som en del af gruppen, og at du også har et ansvar for, at vi kommer i mål med vores opgaver.

Det er vigtigt, at du:

  • kan arbejde struktureret og har et godt overblik
  • har interesse for at indgå i et tværfagligt miljø og er nysgerrig på vores målgruppe
  • kan arbejde 4-5 dage om måneden og har et stabilt fremmøde

Vi kan tilbyde dig

  • en arbejdsplads, hvor vi vægter gensidig respekt højt, og hvor alles stemmer betyder lige meget
  • gode og fantastiske kollegaer, som vil gøre alt for at få dig godt ind i gruppen
  • en plads i et team, hvor god humor i en travl hverdag anses som en naturlig og vigtig del
  • mulighed for indflydelse på egen arbejdsdag

Hvem er vi?
Den selvejende institution, Lions Neurocenter, er et højt specialiseret tilbud for voksne i aldersgruppen 18-65 år med kompleks erhvervet hjerneskade. Vi tilbyder både midlertidige neurorehabiliteringsforløb og længerevarende hverdagsrehabiliteringsforløb efter servicelovens §107 og §108. Læs mere på: www.lionsneurocenter.dk.

Ansættelsesforhold  
Der er tale om dag-, aften- og weekendvagter.

Hvis du vil vide mere
Hvis du vil vide mere om stillingerne eller gerne vil ud og havde en rundvisning, er du velkommen til at kontakte afdelingsleder Winni Kjær Zabell på 2059 4933.

Søg via linket senest tirsdag den 30. juli 2024
Samtaler vil blive holdt løbende.