Vågen nattevagt til Botilbuddet Rønnebo

Søg jobbet

Pleje
Andre arbejdsområder
Deltid - alt under 37 timer
Fastansættelse

Arbejder du bedst om natten? Ved du, hvordan du skaber ro og tryghed for beboerne ud på de små timer? Og har du lysten til et godt kollegaskab med din faste makker? Så har vi et spændende job.

Botilbuddet Rønnebo, Socialforvaltningen, Københavns Kommune søger en nattevagt til ansættelse senest pr. 1. oktober 2024, efter en af vores nattevagter har ønsket at arbejde hos os om aftenen i stedet for.

Rønnebo er et botilbud under §108 for voksne sindslidende i Københavns Kommune, hvor alle beboerne bor i egen lejlighed. Nogle af beboerne har desuden somatiske sygdomme/fysiske funktionsnedsættelser, mens andre beboere har et misbrug, som vi håndterer i samarbejde med fx ekstern misbrugskonsulent. Vores vigtigste fælles opgave er at understøtte beboerne i at leve værdige og meningsfulde liv med udnyttelse af den enkeltes potentiale.

Om jobbet
Du vil få arbejdsplads på Botilbuddet Rønnebo og vil sammen med kollega dække nattevagten 7/7 fra mandag til søndag i ulige uger. To andre faste nattevagter dækker modsatte vagtuge.

Vores mål er, at

  • de beboere, hvis største udfordring er deres psykiatriske sygdom, støttes i at tage ansvaret for eget liv tilbage og lærer at håndtere deres psykiatriske udfordringer, så de på sigt kan flytte i mere selvstændig bolig
  • de beboere, som ud over deres psykiatriske sygdom tillige har somatiske, støttes i at tage så stort ansvar for eget liv som muligt og motiveres til at leve et tilfredsstillende liv på botilbuddet

Vi arbejder recoveryorienteret og rehabiliterende. Vi har altid øje for ligeværd mellem mennesker og har stor respekt for det enkelte menneskes selvbestemmelsesret samtidig med, at vi er forpligtet til at leve op til vores omsorgspligt.

Vi kan tilbyde

  • fast nattevagts-kollega med relevant uddannelsesmæssig baggrund
  • et godt nattevagtsteam med lyst til at samarbejde, fx ved behov for at bytte vagter
  • god mulighed for kontakt til ledelse, da denne ofte møder kl. 07.00
  • minimum fire årlige nattevagts-personalemøder med ledelsesdeltagelse
  • introduktion efter behov, herunder til medicinhåndtering

De natlige opgaver vil bestå af blandt andet

  • observation af og tilsyn med udvalgte beboere
  • omsorgssamtaler/socialpædagogisk støtte efter behov
  • besvarelser af nødkald
  • udlevering af pn-medicin
  • personlig pleje, fx bleskift ved behov
  • håndtering af sociale konflikter efter behov
  • lettere praktiske opgaver ad hoc
  • sygeplejefaglige opgaver som fx kateter eller stomi-pleje ved akut behov
  • mindre administrative opgaver ved behov
  • dokumentation

Vi forventer, at du

  • har en sundhedsfaglig eller socialfaglig uddannelse
  • har lyst til at arbejde udelukkende i nattevagt
  • har faglig viden om og gerne erfaring med at arbejde indenfor psykiatrien
  • har kendskab til somatiske sygdomme og fysiske funktionsnedsættelser
  • har forståelse for – og lysten til – kompleksiteten i at arbejde i et botilbud, hvor nattens opgaver spænder mellem socialpædagogisk støtte, medicinudlevering, somatisk pleje og meget mere
  • evner skriftlig formidling, har blik for både detaljen og helheden og ser dokumentation som et vigtigt element i kerneydelsen
  • kan samarbejde og kommunikere hensigtsmæssigt på tværs af vagtlag med kolleger og ledelse
  • har PC og it-kompetencer – herunder evner at betjene Outlook, skrive mails og anvende Word

Ansættelsesvilkår
Stillingen er på 28 timer pr uge i gennemsnit, fordelt i rul af 7/7 med opstart mandag i ulige uger. Din mødetid vil skifte mellem henholdsvis kl. 23.00-07.00 og kl. 23.15-07.15.

Løn i henhold til gældende overenskomst og principperne i Ny Løn.

Stillingen ønskes besat senest pr. 1. oktober 2024.

Sammen med din ansøgning beder vi dig uploade CV og dokumentation for gennemført uddannelse.

Yderligere oplysninger
Hvis du har spørgsmål vedr. stillingen, er du velkommen til at kontakte afdelingsleder Karina Dørr Pedersen på 2018 7749 eller tilbudsleder Gitte Hesselvig på 4236 0508.

Læs evt. mere om tilbuddet på www.socialpsykiatri.kk.dk

Søg via linket senest fredag den 16. august 2024
Ansættelsessamtaler forventes afviklet løbende og senest i uge 35.

Om Borgercenter Voksne (BCV)
I Borgercenter Voksne (BCV) hjælper vi københavnere i udsatte og psykisk sårbare positioner. Vi tager afsæt i borgernes håb, drømme og ressourcer og understøtter den enkeltes vej mod et mere selvstændigt liv – og med en større kobling til det almindelige samfundsliv. Vi har fokus på borgerens recovery gennem en rehabiliterende indsats. BCV’s kerneopgave er at støtte den enkelte borgers udvikling mod at leve et så godt og selvstændigt liv som muligt.