Udviklingsorienteret KKFO-leder til Vesterbro Ny Skole
Vi søger en engageret og fagligt stærk pædagogisk leder, der kan være med til at videreudvikle vores fritidstilbud og styrke vores værdifulde samarbejde mellem skole og KKFO.
Da vores afholdte og dygtige KKFO-leder stopper, søger vi en ny KKFO-leder til vores pædagogiske ledelsesteam, der ud over dig består af en skoleleder, en souschef og to afdelingsledere.
Vi er optaget af det tværprofessionelle samarbejde mellem skole og KKFO, og vi har fokus på at skabe sammenhæng og tryghed i børnenes hverdag. Det er vigtigt for os, at børnene oplever en rød tråd i deres dagligdag, at de bliver mødt med afsæt i de behov, de har, og at de får mulighed for at udfolde sig og udvikle sig inden for trygge og inspirerende rammer.
Vi søger en leder, der kan udstikke en tydelig retning for den pædagogiske praksis i hverdagen på KKFO’en og varetage den faglige og administrative ledelse af KKFO’ens personale. Derudover forventer vi også, at du har det pædagogiske ledelsesansvar og personaleansvar for børnehaveklasserne. Du vil indtage en central rolle i samarbejdet om at give alle børn en god skolestart og en tryg hverdag på Vesterbro Ny Skole.
Hvem er vi?
På Vesterbro Ny Skole er vi 850 skønne og videbegærlige børn og 100 dygtige og engagerede pædagogiske medarbejdere i skolen og KKFO’en. Forældregruppen er kendetegnet ved et stort engagement i skolens virke.
KKFO’en på Vesterbro Ny Skole består af to matrikelafdelinger. Afdeling Uno, der har til huse på skolen og Bryggergården, som ligger i Angelgade få hundrede meter fra skolen. På de to afdelinger er indskolingens ca. 350 børn samt 30 dygtige pædagogiske medarbejdere fordelt.
Kendetegnende for KKFO’en er en engageret og dygtig pædagogisk personalegruppe, der gerne tager del i barnets hele skoleliv og aktivt samarbejder med skolens øvrige pædagogiske personale om at sikre børnenes trivsel og udvikling.
Vi er bl.a. optaget af, at
- Vesterbro Ny Skole er en god skole for alle, både børn og voksne – når børn bruger tusindvis af timer på deres skole- og fritidsliv på KKFO’en, så skal skolen gøre sig umage for at forstå deres behov, og lærere og pædagoger skal have de bedst mulige betingelser for at kunne understøtte børnenes læring og trivsel
- relationskompetent praksis er vores fælles fundament, fordi trivselsfremmende og udviklingsstøttende samspil uden skældud er afgørende for alle børns trivsel og udvikling både socialt, fagligt og personligt
- udviklingen af skolen og KKFO’en tager afsæt i seks grundlæggende behov, som Louise Klinge gennem sin forskning har identificeret, og som man tværvidenskabeligt kan konkludere, at alle børn og unge har brug for at få understøttet – det drejer sig om tryghed, autonomi, kompetence, samhørighed, sundhed og at bidrage
- vi med udgangspunkt i al den gode praksis, der allerede er på skolen, arbejder i retning af mere projektbaseret læring, leg og bevægelse og fleksibel mødetid – på længere sigt vil vi også i højere grad inddrage kerneelementer som aldersblanding, fysiske rammer, udeskole og natur samt skolemad i udviklingen af skolen
- inddrage børnenes stemme, og at børnene i højere grad oplever, at det er deres skole og KKFO og tager medansvar for et godt børnemiljø, gode pauser samt det fysiske miljø på skolen og KKFO’en
- vi som professionelle læringsfællesskaber i teamene bidrager til at skabe og vedligeholde gode inkluderende børnefællesskaber til gavn for alle børn, og at voksne fra KKFO’en har timer i skoletiden og herigennem bidrager til, at børnene oplever en sammenhængende dagligdag, hvor der er rød tråd mellem det pædagogiske arbejde, som finder sted i hhv. skole og KKFO
- KKFO’en bidrager til at skabe gode og meningsfulde pauser for børnene med plads til både bevægelse, ro og fordybelse i en blanding af fri leg og voksenstyrede aktiviteter
- forældresamarbejde er et partnerskab mellem skole, KKFO og hjem, som understøtter børnenes læring og trivsel
Hvem er du?
Vi søger en KKFO-leder med stærkt engagement i ledelsesopgaven, der har en pædagogisk uddannelse og meget gerne har ledelseserfaring fra KKFO.
For vores medarbejdere er det vigtigt med en leder, der
- er god til at lytte og har en tydelig, tryghedsskabende og dialogbaseret ledelsesstil
- har personlige egenskaber, der initierer til et trygt og tillidsbaseret samarbejde
- er tæt på det pædagogiske arbejde
- kan skabe følgeskab og engagement og sætte en fælles retning for KKFO’en
- kan skabe trivsel og lyst til læring hos både børn og voksne
I ledelsesteamet søger vi en teamkollega, der
- kan se sig selv i et engageret og ambitiøst ledelsesteam, hvor vi har et forpligtende samarbejde om hele skolen, sparrer løbende med hinanden og værdsætter det fælles ansvar, selvom ansvarsområder fordeles mellem os
- er indstillet på at deltage i og bidrage til læring og udvikling i ledelsesteamet og i organisationen og trives i, at vi som en skole i udvikling går nye veje, hvor trædesten lægges undervejs
- har blik for vores medarbejderes styrker og er god til at bringe dem i spil
- er struktureret og systematisk i sin måde at tilgå opgaver og bringer data i spil til at understøtte arbejdet med børnenes trivsel og læring
- har et solidt teoretisk, fagligt og pædagogisk fundament, som kan bringes i spil i sparring med det pædagogiske personale
- har stærke kommunikative evner og lyst til at bidrage til at styrke vores eksterne kommunikation om skolen
Ansættelsesforhold
Ansættelse og aflønning sker efter gældende forhåndsaftale mellem Københavns Kommune og LFS.
Vi indhenter børne- og straffeattest og reference fra de to seneste ansættelser.
Forventet tiltrædelse den 1. juni 2025.
Yderligere oplysninger
For yderligere information er du velkommen til at kontakte skoleleder Sara Cort på 30 26 53 23 og afdelingsleder for indskolingen Ane Steensbæk Nielsen på 24 96 19 82.
Ansøgningen bedes vedlagt CV samt bevis for pædagogisk uddannelse.
Søg via linket senest søndag den 20. april 2025
Vi har samtaler den 24. april 2025 (første runde) og evt. 28. april 2025 (anden runde).