Uddannet pædagog til elevhjemmet Danstrupvej
Elevhjemmet Danstrupvej søger en uddannet pædagog.
Elevhjemmet er en del af Langelinieskolen/SPK, og et tilbud om kostophold i et tosproget miljø, tegnsprog og talesprog.
Målet med det pædagogiske arbejde er at øge elevernes selvstændighed og viden om egne muligheder i den verden, der omgiver dem.
Pædagogikken for den enkelte elev tilrettelægges efter en individuel handleplan, hvori der lægges vægt på at udvikle både sprog og sociale færdigheder.
Elevhjemmet er et pædagogisk hjem for de børn, der går i skole på SPK. Med en anden betegnelse er der tale om et kostophold, det vil sige et ophold med overnatning.
De børn, der har plads på elevhjemmet, bor i deres eget værelse, når de er på Danstrupvej. Når skoledagen er slut, tager pædagogerne imod børnene, sådan at det bliver en god overgang for børnene. Personalet sørger for, at børnene kommer godt i gang med aktiviteter, leg og lektielæsning sammen med andre børn. De fælles måltider, den nære kontakt med kendte pædagoger og fritiden sammen med andre børn er en fast og genkendelig del af hverdagen på Danstrupvej.
Barnets sociale liv strækker sig ud over villaens indre liv. Der er også skiture, højtider og traditioner sammen med fritidsordningen, aftenarrangementer, weekendtåbent m.m. Kombinationen af planlagte aktiviteter for hvert barn og det hjemlige fællesskab med andre børn og personale findes ingen andre steder. På Danstrupvej findes et ganske særligt miljø, hvor alle medarbejdere og enhver aktivitet fokuserer på at øge barnets selvstændighed og mulighed for at trives.
Vi forventer
- Du har nogen erfaring i brug af tegnsprog eller tegnstøttet kommunikation eller er indstillet på at tilegne dig disse kompetencer.
- Du søger dialogen i samarbejdet. Ser dig selv som del af et team.
- Du har indsigt og erfaring med børn og unge med særlige behov.
- Du kan selvstændigt udarbejde statusrapporter og skriftlig dokumentation.
- Du har lyst til udeliv og fysiske aktiviteter.
- Du er nysgerrig, reflekterende og faglig bevist.
- Du er robust fysisk og psykisk.
- Du har en positiv og anerkende tilgang til dit arbejde, børn og kollegaer.
- Du tager et medansvar og vil være med til at præge vores fælles udvikling.
- Du er stabil og pligtopfyldende.
Elevhjemmet kan tilbyde
- En dejlig og aktiv gruppe af børn og unge med meget forskellige forudsætninger og behov.
- En to-sproget personalegruppe, der fagligt og personligt spænder vidt.
- Tværfagligt samarbejde med KKFO, skole, psykologer og eksterne samarbejdspartnere.
- Et tæt forældresamarbejde.
- Fysiske rammer
- Stor gammel patriciervilla med dejlig have, tæt på Emdrup Sø og kollektiv transport.
Ansættelsesforhold
Stillingen er på 30 timer om ugen med start den 1. april 2025 eller snarest derefter.
Arbejdstiden er primært aften og nat med evt. rådighedsvagt.
Elevhjemmet er pt. lukket i weekender og ferier. Der afholdes tre årlige kolonier pt. i vinterferien (uge 7) og i to udvalgte weekender.
Nærmere information om skolen og elevhjemmet her
Yderligere oplysninger
Har du spørgsmål til stillingen, kan du kontakte elevhjemsleder Juan Scharff på 31 77 81 41.
Vi glæder os til at høre fra dig.
Sammen med din ansøgning beder vi dig vedhæfte CV og uddannelsesbevis.
Vi indhenter referencer samt straffe- og børneattest som led i ansættelsesprocessen.
Søg via linket senest mandag den 24. marts 2025