Uddannelsesvejleder til Byhøjskolen i ungdomsskolens heltidsundervisning

Søg jobbet

Undervisning
Fuldtid
Fastansættelse

Byhøjskolen, der er en afdeling af Københavns Kommunes Ungdomsskole, søger en uddannelsesvejleder til en fast fuldtidsstilling med start den 1. september 2024.

Byhøjskolen er en skole for psykisk sårbare københavnere, der har afsluttet undervisningspligten og er mellem 15 og 21 år. Unge på Byhøjskolen er sårbare af mange forskellige årsager; fx autisme, ADHD, angst, tidligere mobning eller skoleforløb med stort fravær, mistrivsel eller sygdom. Fælles for vores elever er, at de nu har lyst til og behov for at blive en del af et trygt og udviklende ungdomsmiljø.

Vi har pt. syv klasser. Fire af dem er basisklasser med dansk, matematik, engelsk og tematimer på skemaet. De resterende tre klasser er kreaklasser, og ud over dansk, matematik og engelsk har eleverne også undervisning i enten design, kunst eller musik. Du kan se mere om skolen via dette link.

Dit job
Byhøjskolen har to fuldtidsvejledere tilknyttet skolens 93 elever. Sammen er I ansvarlige for skolens samlede vejledningsindsats, som indbefatter nedenstående opgaver:

  • afholdelse af indmeldelsessamtaler med den unge og dennes bagland
  • planlægge og afvikle åbent hus-arrangementer for interesserede unge
  • gennemføre individuel og kollektiv vejledning
  • udarbejde uddannelsesplaner for skolens elever
  • løbende journalisering i fagsystemer (Uno-ung, Aula mv.)
  • tæt samarbejde med eksisterende netværk omkring den unge
  • lejlighedsvis deltagelse i klasseteammøder
  • have et handlingsorienteret fokus på elevernes fremmøde og trivsel i samarbejde med klassens lærere og skolens ressourceteam

Vi tilbyder

  • en spændende og udfordrende arbejdsplads med mulighed for efter- og videreuddannelse – alle skolens medarbejdere sendes på et femdages kursus om autisme
  • forankring i skolens ressourceteam, som består af en anden vejleder, skolens samtalepsykolog, ungdomsskolens socialrådgiver og to sociale mentorer tilknyttet matriklen
  • eget kontor
  • en arbejdsplads, hvor forandring er et grundvilkår bl.a. pga. løbende optag og målgruppen
  • alsidige og til tider uforudsigelige arbejdsdage
  • mulighed for at gøre en forskel for de unge gennem relations arbejde
  • en arbejdsplads, der tilbyder supervision i ressourceteamet fire-fem gange om året
  • en arbejdsplads, hvor der ikke er langt fra den gode ide til handling

Vi ser gerne, at vores nye kollega

  • har afsluttet vejlederuddannelsen (diplom) eller fleres års dokumenteret erfaring som vejleder
  • har de vejledningsfaglige værktøjer, der skal til for at skabe en tryg relation med eleverne
  • har kendskab til og erfaring med psykisk sårbare unge
  • har kendskab til og erfaring med både lovgivning og praksis indenfor 10. klasse, ungdomsuddannelse og forberedende uddannelsestilbud
  • har gode relationskompetencer
  • kan samarbejde aktivt med de øvrige medarbejdere om at understøtte de unges faglige, sociale og personlige udvikling
  • kan samarbejde tæt med de unges eksterne netværk og myndigheder
  • kan arbejde målrettet med de unges motivation for læring

Løn- og ansættelsesvilkår
Der er tale om en fuldtidsstilling, og som vejleder i ungdomsskolen, følger man lærernes arbejdstid og holder som udgangspunkt fri under elevernes ferier. Ansættelsen finder sted i henhold til gældende overenskomst samt aftale om arbejdstid for månedslønnede lærere m.fl. i ungdomsskolen. I forbindelse med ansættelsen indhenter vi børne- og straffeattest og tager referencer.

Mere information
Hvis du vil vide mere om skolen og jobbet, er du velkommen til at ringe enten til Jeppe Jensen på 2752 6124 eller til Rai Ajufo på 2124 7907 fra uge 28 og frem.

Sammen med din ansøgning beder vi dig vedhæfte CV og uddannelsesbevis.

Søg via linket senest mandag den 22. juli 2024
Vi forventer at afholde ansættelsessamtaler torsdag den 25. juli i tidsrummet kl. 15-19.00.