Udbuds- og entreprisejurister til Byggeri København
Vil du være med til at forme fremtidens København og udbyde byggeri for 2 mia. kr. om året? Så er du måske én af vores nye udbuds- og entreprisejurister.
Byggeri København (ByK) er Københavns Kommunes bygherreenhed og én af landets største bygherrer med ansvar for en portefølje på op mod 10 mia. kr. og en årlig omsætning på ca. 2 mia. kr. ByKs formål er at levere byggeri til Københavns Kommunes syv forvaltninger, så de får optimale rammer til at løse deres opgaver til gavn for borgerne.
ByK har løbende mellem 150 og 200 igangværende bygge- og renoveringsprojekter. De ca. 100 dygtige og engagerede medarbejdere har ansvaret for kommunens byggeprojekter i tæt samarbejde med både interne og eksterne. Det gælder alt fra projektering over myndighedskontakt, udbud og udførelse til aflevering af byggeriet.
Vi søger én til to dygtige jurister, som ideelt set har praktisk erfaring med at rådgive om og gennemføre udbud, har styr på entrepriseretten, og som har lyst og evner til at arbejde i en organisation, der har stor politisk bevågenhed.
Det vil tillige være en fordel, men ikke en nødvendighed, hvis din erfaring med udbudsret stammer fra bygge- og anlægssektoren.
Erfaring med udbud- og entrepriseretten er ikke en forudsætning, og nyuddannede kommer også i betragtning til jobbet.
Rollen som jurist
Du vil blive en del af Jura, et kontor med syv kompetente jurister og en jurachef, der arbejder tæt sammen i hverdagen med gode muligheder for at trække på hinandens erfaringer og viden. Du vil bl.a. skulle håndtere EU-udbud af store, komplekse rådgiver- og entreprenørydelser, hvor juristens primære opgave er at rådgive vores interne projektledere.
I forbindelse med gennemførelse af udbud vil du blandt andet skulle medvirke til at fastlægge den konkrete sags udbudsstrategi i samarbejde med dedikerede byggeprojektledere, kvalitetssikre udbudsmateriale, tilrettelægge og gennemføre dialog og forhandlinger med de bydende og yde generel juridisk rådgivning og sparring i udbudsprocessen. Du vil således have det juridiske ansvar for hele udbudsprocessen.
Endvidere vil du indgå i kontorets almindelige virke som rådgiver inden for entreprise- og kontraktretlige problemstillinger. Du vil skulle rådgive om håndteringen af entrepriseretlige spørgsmål før, under og efter byggeriets udførelse.
Du vil skulle forhandle med entreprenører og rådgivere om tid og økonomi, indgå forlig og til tider være med til at forberede sager ved Voldgiftsretten for Byggeri og Anlæg. Hvis dette ikke allerede indgår i din kompetenceprofil, vil du blive oplært heri og løbende kunne finde støtte i kontorets stærke entrepriseretlige fagmiljø.
Den ideelle kandidat til jobbet
- er uddannet cand.jur., cand.merc.jur. eller advokat
- er i stand til at yde juridisk rådgivning af høj kvalitet og at gøre denne forståelig og praktisk håndterbar for ikke-jurister
- har gennemslagskraft og er god til at kommunikere og samarbejde med flere faggrupper
- har erfaring med udbudsret
- har erfaring med tilrettelæggelse og gennemførelse af markedsdialog, konkurrencepræget dialog og udbud med forhandling, gerne fra bygge- og anlægssektoren
- har forståelse for samspillet mellem de juridiske, kommercielle og politiske aspekter
- har erfaring med mediering, mægling eller konflikthåndtering i kontraktforhold
- er initiativrig og udviser en høj grad af selvstændighed i sit arbejde.
Som en del af Jura skal du være indstillet på at udvikle dig selv og kontoret løbende, blandt andet ved sidemandsoplæring og sparring over skrivebordet og ved deltagelse i netværk og konferencer.
Vi tilbyder
- et spændende og udfordrende job i et travlt miljø med mange medspillere
- ansættelse i et kontor, der består af dygtige og kompetente jurister
- en høj grad af indflydelse på opgaveløsningen
- ansvar for egne opgaver
- fleksibel arbejdstilrettelæggelse
- et jurakontor med højt til loftet og en fri omgangstone.
Løn- og ansættelsesforhold
Løn- og ansættelsesforhold efter gældende overenskomst med Københavns Kommune og efter principperne for Ny Løn med mulighed for ansættelse som specialkonsulent eller chefkonsulent afhængig af kvalifikationer.
Forventet opstart den 1. august 2025 eller snarest herefter. Det vil være muligt med senere opstart.
Mere information
Har du spørgsmål vedrørende stillingen, er du velkommen til at kontakte jurachef Thue Bay Jørsel på 24 98 24 52.
Søg via linket senest torsdag den 22. maj 2025
Vi forventer at afholde samtaler i uge 22 og 23.
Om Byggeri København
ByK er Københavns bygherre. Vi bygger til små og store københavnere – skoler, daginstitutioner, bosteder, idrætshaller og meget andet af det, der får byen til at fungere. Hos os får du ca. 110 målrettede kollegaer, der sammen arbejder for at sikre, at København er en funktionel og indbydende by – også i fremtiden. Mød os på byk.kk.dk.