Tryghedsvagter, der vil være med til at sikre ordentlighed og hensyntagen i Københavns natteliv

Søg jobbet

Drift og service
Deltid - alt under 37 timer
Fastansættelse

Vi søger tryghedsvagter, der har lyst til at bidrage til en tryg og ordentlig adfærd i nattelivets offentlige områder.

Tryghedsvagterne varetager en omsorgsfuld rolle i det offentlige rum, og træder til der, hvor der opstår ordensproblemer og gener fra byens festligheder. Tryghedsvagterne bevæger sig primært rundt på Nørrebro og Indre By. Som tryghedsvagt bliver du del af en politisk vedtaget treårig forsøgsordning, 2024-2026, der skal bidrage til at opretholde og sikre, at nattelivet er godt og trygt at færdes i for byens gæster og beboere.

Tryghedsvagterne arbejder respektfuldt, imødekommende og dialogorienteret. I indgår i et samarbejde med andre aktører i det københavnske natteliv som politiet, støjvagter, natteværter, dørmænd og nattelivsbranchen i øvrigt.

Om jobbet som tryghedsvagt
Du bliver klædt på til opgaven gennem træning, uddannelse og oplæring, som ruster dig til at håndtere forskelligartede situationer, der alle kræver din tilstedeværelse og håndtering.

Sammen med dine kollegaer er du med til at håndhæve kommunens ordensregler, og du bidrager til en respektfuld adfærd i nattelivet. For at lykkedes i rollen som tryghedsvagt, er det vigtigt, at du kan se dig selv som en del af et team, der gennem synlighed og dialog understøtter og sikre trygheden i Københavns natteliv.

Du bliver en del af en ny opgave, og skal være indstillet på, at stillingen løbende tilpasses og at der kan forekomme ændringer undervejs. De første tryghedsvagter bliver sendt på gaden i løbet af juni måned 2024, og du vil derfor blive en del af anden bølge. Tryghedsvagterne arbejder altid i par. Hovedopgaven består i at registrere hændelser, nedtrapper konflikter, giver en hjælpende hånd og understøtte at der tages hensyn til omgivelserne i nattelivet. Arbejdstiden ligger primært onsdag til lørdag. Vagterne er på otte timer og ligger fra kl. 18-02.00 eller kl. 20-04.00. Arbejdet er sæsonbetonet med flest vagter i perioden maj-september.

Hvem er du?
Du kan se dig selv i en tryghedsskabende og dialogorienteret rolle, hvorigennem du bidrager til et trygt og balanceret natteliv. Som person er du rolig, nærværende og respektfuld. Du aflæser let sociale situationer og kan dialogbaseret sætte ind overfor dem, der forstyrrer den offentlige orden og derigennem gøre det mere trygt for nattens gæster. Med din synlige tilstedeværelse nedtrapper du konflikter, samtidigt holder du hoved koldt i tilspidsede situationer og tilkalder Københavns Politi, når det vurderes nødvendigt. Du har stærke samarbejdsevner og møder alle mennesker i øjenhøjde. Du er øjnene om natten og dokumenterer hændelser og indsamler data, der kan danne grundlag for udviklingen af initiativer i nattelivet.

Det er en fordel, hvis du har en vagtuddannelse, men det er ikke et krav. Bliver du ansat, får du uddannelsen som en del af din ansættelse. Desuden skal du være klar til at bruge 10 dage på tryghedsvagtskurset, disse ligger i dagtimerne og gennemførsel af dette kursus er en forudsætning for at kunne påtage opgaven som tryghedsvagt.  

Løn- og Ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår sker med afsæt i overenskomst for Teknisk Service. Vi indhenter straffeattest i forbindelse med ansættelserne. Beståelse af tryghedsvagtuddannelsen er en forudsætning for ansættelsen. Du bliver fastansat og bliver tilbudt en ansættelse med en arbejdsuge på minimum otte timer. Ofte vil du få mulighed for at arbejde ekstra timer. Vi ønsker stillingerne besat den 1. august 2024 eller hurtigst muligt derefter.  

Yderligere information
Du bliver en del af enheden Udeservering og Støj i Teknik- og Miljøforvaltningen, Københavns Kommune, og vil indgå i et større team, der sammen håndterer tryghedsskabende problematikker, støj og gener fra udeservering og nattelivet.

Hvis du vil vide mere om stillingen som tryghedsvagt, er du meget velkommen til at kontakte enhedschef Sine N. Jochumsen på 2452 4305.

Vi anvender blind rekruttering som en del af vores udvælgelsesproces. Dette betyder, at vi fjerner identitetsmarkører som køn, alder og etnicitet inden ansættelsesudvalget ser din ansøgning. Vi anvender denne model for at sikre, at udvælgelsen af kandidater baseres på kompetencer og kvalifikationer. Vi opfordrer alle uanset køn, seksualitet og nationalitet til at søge jobbet.

Søg via linket senest søndag den 30. juni 2024
Vi forventer at afholde samtaler onsdag i uge 28.

Om Teknik- og Miljøforvaltningen
Teknik- og Miljøforvaltningen varetager myndighedsopgaver og servicerer borgere og erhvervsliv, blandt andet inden for miljøområdet, lokalplanlægning, byfornyelse, byggesagsbehandling og trafikområdet. Desuden er det Teknik- og Miljøforvaltningen, der står for renholdelse, vedligeholdelse og udvikling af byens veje og parker, foretager parkeringskontrol og driver de københavnske kirkegårde. Vi beskæftiger ca. 2.400 medarbejdere og administrerer et bruttobudget på knap 4,1 mia. kr.