Tre pædagoger til fastansættelse på Hanssted Skole pr. 1. august 2025

Søg jobbet

Pædagogik
Deltid - alt under 37 timer
Fastansættelse

Er du en engageret pædagog med blik for børnefællesskaber? Har du høje forventninger til børnene med udgangspunkt i, hvor de befinder sig fagligt og socialt? Har du lyst til at arbejde på en lille, velfungerende folkeskole med skønne børn og imødekommende, ambitiøse kollegaer? Så er du måske vores kommende kollega.

I forbindelse med Københavns Kommunes arbejde med ’Mangfoldige børnefællesskaber' får Hanssted Skole brug for en overgangspædagog og to pædagoger til børnehaveklasses- og 1. klassesteamet. Alle tre pædagoger vil være centrale i forhold til at sikre en god skolestart for vores elever.

Vi søger tre pædagoger – alle sammen ansat på 32-34 timer om ugen.

Vi søger én overgangspædagog, der skal varetage overgangene fra børnehave til KKFO og fra KKFO til skole. Derudover vil overgangspædagogen have sin faste gang i vores børnehaveklasser. Overgangspædagogen vil også stå for forløb i indskolingen og have støtteopgaver i indskolingen.

Vi søger to pædagoger, der skal varetage 2-voksentimerne i børnehaveklassen og 1. klasse. Begge pædagoger vil indgå teams med børnehaveklasselederne og lærerne på 1. årgang. Har du erfaring som skolepædagog og kompetencer indenfor dansk og matematik, er det kun et plus.

I alle tre stillinger vil erfaring med co-teaching og specialpædagogisk viden være en styrke, da vi arbejder med inkluderende læringsmiljøer. Som et led i at favne alle elever bruges co-teaching som en metode til at skabe et differentieret læringstilbud til vores elever.

Om os
Hanssted Skole er en mindre 2-sporet skole og KKFO med ca. 525 elever fra et lille og trygt opland i Valby.

Vi er stolte af, at vi har et godt arbejdsmiljø med 60 stabile og ambitiøse kollegaer, der både sætter pris på det faglige samarbejde og vægter det gode kollegaskab højt. Vores lærerkollegie er præget af lang anciennitet, og vi prioriterer tid og ressourcer til efteruddannelse.

Værdigrundlag
På Hanssted Skole insisterer vi på en høj trivsel og den anerkendende tilgang til hinanden, og vi arbejder ud fra følgende tre værdier: fællesskab, ambition og udvikling.

Fællesskab
Den daglige tryghed og trivsel er en forudsætning for læring. De voksne på skolen har en positiv og anerkendende tilgang til det enkelte barn, så alle potentialer udnyttes. Vi vægter fællesskabet højt, så vi alle har ansvar for at skabe en tillidsfuld og respektfuld hverdag.

Vi er ambitiøse
På Hanssted Skole er vi ambitiøse. Vi vil være blandt de bedste skoler i København såvel på det faglige som det sociale plan. Det betyder, at vi stiller krav til hinanden og forventer, at eleverne gør deres bedste således, at den enkeltes kompetencer og forcer udnyttes bedst muligt. Hanssted Skole skal fortsat være forældrenes foretrukne valg af lokal skole, og samarbejdet med forældrene er en forudsætning for, at vi lykkes. 

En skole i udvikling
Vi ønsker at skabe et tidssvarende, kreativt og inspirerende læringsmiljø, hvor alle kan blive udfordret. Eleverne skal stå rustet til den virkelighed, der venter efter skolen.  

Det er vores mål, at når børnene forlader Hanssted Skole – vores skole, så vil de gå ud i livet med troen på sig selv, at de har kendskab til egne resurser, og at de vil møde verden med interesse og mod.

Mere om jobbet
Skolen er organiseret i to afdelinger: en grundskole fra børnehaveklasse til 5. klasse og en overbygning fra 6.-9. klasse. Alle de pædagoger, vi søger, skal indgå i grundskolen og årgangsteamet omkring børnehaveklassen og første klasse.

Ansættelsesvilkår
Løn efter gældende overenskomst.

Det er Københavns kommunes politik, at der indhentes straffe- og børneattest forud for ansættelse.

Yderligere oplysninger
Henvendelse vedr. stillingerne kan rettes til skoleleder Trine Krause Larsen på 21 54 75 37 eller afdelingsleder for grundskolen Line Birk på 24 90 17 52. I øvrigt henvises til skolens hjemmeside.

Sammen med din ansøgning beder vi dig vedhæfte CV og uddannelsesbevis.

Søg via linket senest mandag den 28. april 2025
Samtaler til stillingerne afholdes mandag den 5. maj 2025.