Tre pædagoger til Den Grønne Kastanje

Søg jobbet

Pædagogik
Fuldtid
Fastansættelse

Vokser din arbejdsglæde, når du har frihed under ansvar?
Vil du have indflydelse på din hverdag og på institutionens praksis og pædagogik?
Vil du være del af et arbejdsfællesskab, hvor vi hjælper hinanden, giver faglig sparring og ofte griner sammen?
Og er du uddannet pædagog?

Så har vi to ledige faste stillinger i vuggestuen og et ledigt barselsvikariat. Da pædagoger ikke hænger på træerne, opfordrer vi også folk med relevant pædagogisk erfaring til at søge.

Det der er vigtigt hos os er, at du forstår vigtigheden i at være autentisk, nærværende og omsorgsfuld i det vigtigste arbejde i verden. Og at du har et børnesyn, som passer til os og læner sig op ad Københavns Kommunes retningslinjer. Sidst, men ikke mindst, at du er en god, stabil kollega, der ved, at kun sammen kan vi løfte Barndommens Gade anno 2024 til et fantastisk minde og oplevelse for familier og deres børn i vores by.

Den Grønne Kastanje er en mindre, integreret institution, der ligger i hjertet af København omgivet af Botanisk Have, Søerne og Østre Anlæg. Vi har plads til 36 vuggestuebørn fordelt på tre stuer og 44 børnehavebørn fordelt på to stuer. Vi bor i nye, lyse bygninger fra 2013 med tilhørende stor legeplads, hvor der er bålplads, drivhus, højbede, cykelbane og meget mere. Vi er vilde med vores fysiske rammer, men er også altid klar til at tage på eventyr, fx på eldrevne ladcykler, med bus/metro/tog eller med den minibus, vi i øjeblikket råder over.

I Den Grønne Kastanje vægter vi nærvær, gode relationer og fællesskab højt. Et af samlingspunkterne for børn og voksne er det gode, økologiske måltid – allerhelst tilberedt af råvarer fra eget drivhus og sammen med børnene. Pædagogisk har vi et bredt fokus på at skabe læringsrum og udviklingsmuligheder for børnene, så vi arbejder løbende og målrettet med læreplanernes seks temaer både i voksenstyrede forløb/aktiviteter, i hverdagens rutiner og i børnenes selvinitierede leg. Som pædagog i Den Grønne Kastanje har du næsten fuld frihed til at planlægge aktiviteter, ture og leg i samarbejde med dine kollegaer. Vi vægter spontanitet og muligheden for at for at følge børnenes spor over fasttømrede ugeplaner, men vi har forpligtet hinanden på at tilbyde børnene meningsfulde aktiviteter hver dag. Indholdet bestemmer du sammen med dine kollegaer og børnene.

Du bliver en del af et hus med en lang og traditionsrig historie. Institutionen har eksisteret i over 40 år, og en del medarbejdere – og familier – har været en del af fællesskabet i mere end 8-10 år. Det betyder bl.a., at din nye hverdag vil være kendetegnet af stabilitet og erfarne kollegaer, der står klar til at sparre med dig. Samtidig er udvikling, refleksion og forandringsvillighed en del af institutionens DNA. Har du en god idé? Vil du prøve en ny metode af? Undrer du dig over den eksisterende praksis? Ja, så er der plads og rum til at reflektere, diskutere og prøve nyt.

Vi passer sammen, hvis du

  • ligesom os vægter forældrepartnerskabet – vi har et solidt samarbejde med forældrene, som bl.a. skyldes, at vi prioriterer hjemmebesøg før vuggestuestart og to årlige samtaler i forbindelse med TOPI
  • ligesom os er fleksibel i forhold til dit skema, så du indimellem – ikke for ofte – kan træde til, hvis kollegaerne på en anden stue har brug for hjælp – omvendt er der stor villighed til at hjælpe dig og din stue, hvis I har brug for det
  • ligesom os befinder dig godt, når du har frihed under ansvar – du og stuen koordinerer fx selv fridage, planlægger pædagogiske aktiviteter mv., men I sørger selvfølgelig for, at stuen hænger sammen og at der er pædagogisk refleksion bag aktiviteterne
  • ligesom os holder af udeliv – selvom vi er en byinstitution, er vi meget glade for at være ude, enten på egen legeplads, i nærmiljøet eller på længere ture – vores klynge (Indre By/Østerbro Klynge C) har en naturfaglig profil og lægger vægt på udeliv, science og bæredygtighed
  • kan planlægge, gennemføre, evaluere og dokumentere pædagogiske aktiviteter
  • kan og vil være med til at udvikle Den Grønne Kastanjes pædagogiske faglighed
  • kan reflektere over egen og fælles praksis

Ansættelsesvilkår
Den Grønne Kastanje har udvidet åbningstid. Arbejdstiden ligger derfor i tidsrummet kl. 06-18.00. Desuden må du påregne gennemsnitligt et aftenmøde om måneden i tidsrummet kl. 17-20.00. Stillingerne i vuggestuen er som udgangspunkt på 37 timer om ugen, men kan nedjusteres til 35 timer. Vi ønsker, at du kan starte den 15. augsut 2024 eller snarest muligt – vi venter gerne på de rette til vores team. I forbindelse med ansættelserne indhenter vi børne- og straffeattest og tager referencer. Læs meget gerne læreplaner og info om Den Grønne Kastanje her.

Mere information
Har du spørgsmål til jobbet og til os, er du velkommen til at kontakte pædagogisk leder Jeanette Lundum på 2496 8357.

Sammen med din ansøgning beder vi dig vedhæfte CV og uddannelsesbevis.

Søg via linket senest søndag den 4. august 2024
Vi holder samtaler umiddelbart efter ansøgningsfristen.