To fysioterapeuter til ortopædkirurgisk og idrætsmedicinsk team til Center for Genoptræning Nørrebro (fast stilling og vikariat)

Søg jobbet

Pleje
Andre arbejdsområder
Fuldtid
Fastansættelse

Er du fysioterapeut og har lyst til at blive en del af en attraktiv arbejdsplads, hvor vi har stort fokus på faglig udvikling og medinddragelse af den enkelte borger?
Ortopædkirurgisk og idrætsmedicinsk team i Center for Genoptræning Nørrebro søger fra den 1. oktober 2024 eller snarest:

  • en fysioterapeut til en fast stilling
  • en fysioterapeut til et vikariat, der løber frem til den 30. april 2025

Begge stillinger er på 37 timer ugentligt. 

Vores forventninger er, at du

  • gerne har klinisk erfaring indenfor det ortopædkirurgiske og idrætsmedicinske område
  • har kendskab til den opererede borger og de udfordringer, der følger med dette – vi behandler bl.a. borgere med rekonstruktion af ligamenter i knæ og skuldre, meniskresektioner og fiksationer, brusklæsioner samt artroskopi i hofteled, og herudover varetager teamet undervisning og træning af borgere med hofte- og knæartrose, henvist fra egen læge
  • gerne har erfaring med eller har lyst til at udvikle erfaring med disse grupper af borgere
  • er nysgerrig og har lyst til at udvikle dig fagligt, kommunikativt og personligt og kan reflektere over egen praksis og over det professionelle samspil mellem dig og borgeren
  • har en høj grad af arbejdskapacitet og aktivt byder ind til det faglige fællesskab
  • har en positiv og konstruktiv tilgang til forandringer
  • har stærke samarbejdsevner og en anerkendende tilgang til borgere, pårørende, kolleger og ledelse

Center for Genoptræning København er fordelt på fem sundhedshuse i Københavns Kommune. Vi har fokus på at sikre en større ensartethed og implementeringskraft på tværs af kommunens geografi og samtidig på at skabe større mulighed for at dele viden på tværs. Vi har fokus på borgerens sundhedskompetencer og tilbyder individualiserede forløb.

Ortopædkirurgisk og idrætsmedicinsk team er et af tre teams, som udgør Center for Genoptræning Nørrebro. Vi er placeret i Sundhedshus Nørrebro, og der er ca. 65 ansatte, som udover ortopædkirurgisk og idrætsmedicinsk team er fordelt på et sekretariat, Geriatrisk Team og Ryg Team. 

I ortopædkirurgisk og idrætsmedicinsk team bliver du en del af et stort, engageret og velfungerende team på 25 fysioterapeuter med stærke faglige kompetencer og et indbyrdes samarbejde, der er præget af gensidig tillid og respekt.

Vi har fokus på faglig udvikling, trivsel og et trygt arbejdsmiljø med mulighed for at bringe idéer og tanker i spil. Du får grundig introduktion til specialet og teamets arbejdsgange.

Dine arbejdsopgaver indebærer undersøgelse, vurdering, behandling og træning af OE- og UE-borgere ud fra en helhedsorienteret tilgang. Vores behandling og træning foregår individuelt og på hold, samt som digitalt understøttet genoptræning, hvor borgeren varetager træning på egen hånd i træningscenter eller hjemme. Du skal forvente en høj grad af skriftlig dokumentation i form af journalnotater og epikriser til egen læge og hospital. Derudover kommunikerer vi også med borgerne via et chatsystem.

Løn- og ansættelsesvilkår
Stillingerne er på 37 timer om ugen, og lønnen forhandles i henhold til gældende overenskomst. Center for Genoptræning Nørrebros åbningstider er kl. kl. 07.30-18.00 mandag og onsdag, og kl. 07.30-17.00 tirsdag og torsdag. Fredag kl. 07.30-15.00. Du skal forvente en-to sene dage om ugen. Center for Genoptræning Nørrebro ligger i Sundhedshus Nørrebro på Mimersgade i København N.

Yderligere oplysninger
Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til (frem til den 19. juli) at kontakte teamleder Camilla Schäffer på 2153 6214.

Søg via linket senest lørdag den 10. august 2024
Vi holder samtaler mandag den 26. august.

Om Sundheds- og Omsorgsforvaltningen
Vores hverdag handler om mennesker. I Sundheds- og Omsorgsforvaltningen er der fleksibel arbejdstid, som indebærer, at du har medindflydelse på din arbejdstid. Hvis du er sygeplejerske, SOSU-assistent eller SOSU-hjælper, har du derudover ret til at få fuld tid, hvis du ønsker det. Se mere om vores hverdag på www.vores-hverdag.kk.dk.