To familiebehandlere til et samarbejdsprojekt med myndighedsområde Brønshøj-Husum-Vanløse til Huset Nyholm og Huset Wibrandtsvej

Søg jobbet

Pædagogik
Fuldtid
Fastansættelse

Huset Nyholm og Huset Wibrandtsvej søger en familiebehandler til fast stilling og en familiebehandler til et et-års vikariat til et samarbejdsprojekt med myndighedsområde Brønshøj- Husum-Vanløse.

Nyholm er vores døgnafdeling, hvor børn kan bo i kortere eller længere tid.

Huset Wibrandtsvej er et forebyggelseshus, der tilbyder støtteophold, familiebehandling, praktisk pædagogisk støtte i hjemmet, støttet og overvåget samvær.

Om tilbuddet
Nyholm er beliggende på Kjærstrupvej 56 i Valby (tidl. Frederiksholm) Huset Wibrandtsvej er en afdeling under Nyholm og er beliggende på Wibrandtsvej 102 på Amager i Center for Tidlige Indsatser, Døgn- og Familieplejetilbud (CFTI).

Om stillingen
Disse stillinger vil blive sat i spil i et samarbejde med myndigheds områdecenter Brønshøj – Husum – Vanløse (BHV).

1 september 2023 igangsatte vi samarbejdet og etablerede en fælles sikkerhedsplansgruppe mellem BHV og Nyholm/Wibrandtsvej på tværs af udfører- og myndighedsområdet.

Lige nu består gruppen af to børne-unge rådgivere fra BHV og to familiebehandlere fra Nyholm/Wibrandtsvej. Ledelse af gruppen er repræsenteret af leder fra BHV og Nyholm/Wibrandtsvej.

Sikkerhedsplansgruppen er nu klar til at udvide med flere medarbejdere.

Familiebehandlingen tager udgangspunkt i Systematisk familiearbejde, der sikrer barnets trivsel og udvikling og styrker forældrenes kompetencer som omsorgsgivere, så familien får bedre forudsætninger for at forblive sammen. Der arbejdes sammen med forældrene for at opnå hensigtsmæssige omsorgsstrategier og hjælpe med til at løse opgaverne som forældre. Formålet med Indsatsen er at forebygge en evt. anbringelse samt sætte ind i forbindelse med hjemgivelse fra anbringelse.

Familiebehandlingen kan variere i intensitet: Fra intensiv familiebehandling i situationer, der ellers ville have udløst en anbringelse, til mindre omfattende støtte på enkelte specifikke områder, der understøtter familien og barnets trivsel. Med metodisk afsæt i den løsningsfokuserede tilgang (LØFT) veksler indsatsen mellem praktisk pædagogisk støtte, samtaler og fælles aktiviteter. 

Indsats og arbejdsopgaver
Det socialpædagogiske familiebehandlingsarbejde foregår primært i og omkring hjemmet i tidsrummet fra kl. 07 til kl. 22 alle ugens dage.

Sagsbehandlerne og familiebehandlerne skal arbejde tæt sammen. Tilstedeværelse i familien kan udføres af begge faggrupper. Kerneelementerne i den konkrete sikkerhedsplansindsats foregår ud fra aftalte formål og mål, der inden indsatsen går i gang, er aftalt på et opstartsmøde mellem familien og sikkerhedsplansgruppen.

Vi er optagede af at være kreative i opgaveløsningerne, så vi tilbyder en familiebehandlingsindsats, der imødekommer myndighedskrav og med respekt for forældrenes egen forståelse for deres udfordringer.

Vi har fokus på forældrenes evner og ressourcer til selvstændigt, at kunne varetage det fulde ansvar og omsorgen for deres børn.

Faglig tilgang og metode
Det socialpædagogiske arbejde gribes an ud fra de bærende principper, der allerede gør sig gældende på Nyholm. Der tages udgangspunkt i Pär Nygrens omsorgsbegreb, hvor barnet ses som et unikt og handlende individ, der i samspil med voksne omsorgspersoner skal have dækket sine behov ift. såvel behovsomsorg, udviklingsomsorg og opdragelsesomsorg.

Arbejdet med barnet anskues desuden ud fra fire faglige principper; et helhedssyn, et subjektsyn, et åbenheds- og tydelighedssyn og et udviklingssyn. Der arbejdes løsningsfokuseret. I den faglige vurdering af sagen anvendes ICS trekanten, og Signs of Safety (SOS) er de anvendte spørgeteknikker i sikkerhedsplansgruppen. Derudover bruges der desuden mentalisering som grundlæggende metode.

I forklaringen til børnene anvendes metoden Ord og Billeder , og den teoretiske forståelse er Det tredelte omsorgsbegreb. Metoden AOA – traumeforståelse anvendes også.

Både sagsbehandlere og socialpædagoger skal kunne ovenstående arbejde ud fra ovenstående metoder.

I vurderingen af ansøgningen, vil der blandt andet blive lagt vægt på

  • Erfaring i at arbejde med principperne bag mentalisering, Signs of Safety, den løsningsfokuserede samtale, konflikthåndtering og netværkssamarbejde.
  • Erfaring med konfliktnedtrappende metoder, herunder Low Arousal m.fl.
  • Erfaring i at arbejde med familier, herunder fokus på hverdagsrutiner, aktiviteter og barnets omskiftelige tilværelse.
  • At du er indstillet på at en del af opgaven indebærer praktisk pædagogisk støtte.
  • At du kan arbejde i weekender (hver anden) og er fleksibel i forhold til at arbejde i familien, når behovet er der, hvilke kan betyde flere sene eftermiddage eller tidligere morgener og isærlige/tilfælde ved behov flere fremmøder samme dag.

Om dig

  • Erfaring med familiearbejde i familiernes hjem
  • Uddannet pædagog (eller lignende).
  • Solidt fokus på de forskellige dimensioner af omsorg.
  • Har almindeligt kørekort.
  • Er god til at samarbejde og ser forskellighed og mangfoldighed i kollegagruppen som en styrke.
  • Er god til at tage ansvar, finde løsninger og handle uanset hvilken udfordring, du står over for.

Ansættelsesforhold 
Stillingerne er på 37 timer om ugen med løn efter overenskomst, kvalifikationer og erfaring jævnfør principperne i Ny Løn.

Tiltrædelse den 1 november 2024 eller snarest derefter.

Yderligere oplysninger om stillingerne kan fås hos psykologfaglig koordinator Nasilla Sankoh tlf 5121 7360, afdelingsleder Kenneth Lauritsen på tlf. 2210 3896 samt institutionsleder Helle Hummelgaard på  2034 5465.

Søg via linket senest søndag den 15. september 2024
Samtalerne finder sted fredag den 20. september 2024

Om Borgercenter Børn og Unge, BBU
Borgercenter Børn og Unge (BBU) understøtter børn, unge og deres familier i vanskelige perioder af deres liv. Vi modtager og behandler underretninger fra borgere og professionelle, der er bekymrede for et barns trivsel, ligesom familier, med behov for støtte, selv kan henvende sig. Vi har forskellige tilbud til målgruppen, herunder dagbehandlingstilbud, døgninstitutioner og forebyggende tilbud som fx gadeplansarbejde. BBU samarbejder med skoler og institutioner og arbejder med kriminalitetsforebyggelse. Det er vores opgave at understøtte en barndom med trivsel og tryghed, at forebygge omsorgssvigt og at give udsatte børn og unge et godt fundament for voksenlivet.

Se mere om vores arbejde, og hvordan vi hver dag gør en forskel på www.socialjob.kk.dk.