Teamleder til enheden Almene Boliger i Teknik- og Miljøforvaltningen
Er du vores nye teamleder til arbejdet med almene boliger i København?
Vil du være med til at sætte et positivt aftryk på fremtidens København?
Er du interesseret i udviklingen af bolig- og ejerformer, fremme af almene boliger og i at skabe en by med plads til alle?
Så er det dig, vi søger!
Område for Almene boliger i Teknik- og Miljøforvaltningen er Københavns Kommunes indgang for samarbejdet med den almene boligsektor. Hos os kommer du tæt på udviklingen af København som en blandet og bæredygtig storby – både når nye bygninger og bydele skyder op i København, og når de eksisterende bygninger renoveres. Det synes vi, gør arbejdet hos os særlig vedkommende.
Om jobbet
Vi søger en teamleder, der kan stå i spidsen for ét af fire teams i Område for Almene Boliger. Du vil blive teamleder for et team, som arbejder med omsætning af ny lovgivning, boligpolitiske aftaler og bystrategisk udvikling.
Du vil komme til at beskæftige dig med en række spændende og helt centrale emner på den boligpolitiske dagsorden i København – fremme af almene boliger, andelsboliger, bo- og byggefællesskaber m.m. Du vil bl.a. komme til at sidde med opfølgning på boligpolitiske aftaler, strategier og samarbejdsaftaler, herunder Almenboligaftalen samt Udlejningsaftalen, der er aftalt mellem Københavns Kommune og byens boligorganisationer i BL 1. kreds. Dertil kommer udviklingsprojekter om fx nye boformer eller forsøgsprojekter samt tilsynsopgaver.
Som teamleder har du ansvaret for at sikre fremdrift i teamets opgaver samt kvalitetssikring i opgaveudførelsen. Du får også egne opgaver, men vil som teamleder bruge en god del af din tid på faglig ledelse af teamet.
Teamet består af seks personer med forskellige faglige baggrunde, hvor arbejdsopgaverne omfatter udarbejdelse af notater, indstillinger og mødemateriale til ledelse, borgmester og politikere, sekretariatsbetjening, monitorering af politiske mål, tilsynsarbejde samt deltagelse i arbejdsgrupper og samarbejdsfora.
Teamet arbejder tæt sammen med de andre tre teams, der er ansvarlige for indsatser i byens udsatte byområder, fører tilsyn med de almene boligorganisationer i København og giver tilsagn til almene nybyggeri- og renoveringsprojekter.
Om os
Området for Almene Boliger er opdelt i fire teams, har 35 medarbejdere bestående af generalister, arkitekter, jurister m.fl. Området er præget af et stort engagement for bolig- og byudvikling, og du kommer til at arbejde i et tværfagligt miljø med fokus på faglig videndeling.
Du kommer til at indgå i et ledelsesfællesskab med enhedens to enhedschefer og tre øvrige teamledere, hvor vi hjælper hinanden med at udøve god ledelse i enheden. Vi lægger stor vægt på at tilvejebringe solide løsninger, og vi er bevidste om, at de bedste resultater skabes i samarbejde.
Vi har fokus på at sikre god dialog med vores samarbejdspartnere, som udover kollegaer i Teknik- og Miljøforvaltningen og andre forvaltninger i Københavns Kommune omfatter de almene boligorganisationer, BL 1. kreds, KL, ministerier og styrelser, private developere med flere.
Om dig
Du har en samfundsvidenskabelig uddannelse (cand.scient.pol., cand.jur. eller lignende), der sætter dig i stand til at arbejde med en bred vifte af emner med fokus på at sikre solide faglige løsninger. Det vil være en fordel, hvis du kender til arbejdet i en forvaltning, og har viden om boligområdet.
Vi lægger vægt på, at du opfylder flere af nedenstående punkter
- har erfaring fra en offentlig forvaltning eller politisk ledet organisation
- har kendskab til den almene boligsektor og boligområdet
- har politisk og strategisk tæft
- har kendskab til central lovgivning på boligområdet, herunder almenboliglovgivning
- har lyst og evne til at være teamleder for et fagligt stærkt team
- kan være tryg og tillidsvækkende i rollen som teamleder – og et anker i hverdagen i et politisk præget miljø med flere parallelle processer og ofte korte deadlines
- er en holdspiller med lyst til at indgå i samarbejde og dialog med andre fagligheder
- har gode skriftlige og mundtlige kommunikationsevner og kan repræsentere forvaltningen udadtil på møder med eksterne samarbejdspartnerne
Vi tilbyder
- mulighed for at arbejde med et område, der har stort politisk fokus
- en enhed, hvor der både er højt til loftet, godt humør og stor faglig indsigt
- stor indflydelse på eget arbejde og rig mulighed for tværfaglig sparring
- en arbejdsplads placeret centralt i København og med en god kantine
Om afdelingen
Du kommer til at arbejde sammen med ca. 350 dedikerede kolleger i afdelingen Klima og Byudvikling, der alle brænder for at gøre København til en endnu bedre og mere bæredygtig by at leve, bo og bygge i. Afdelingen har 16 faglige enheder og et sekretariat, der med helhedssyn, nysgerrighed og høj faglighed løser opgaver indenfor byplanlægning, almene boliger, udsat by, analyser, affald og ressourcer, jorddeponi samt en lang række klimaindsatser.
I Klima og Byudvikling har vi fleksible arbejdsvilkår, herunder mulighed for op til to hjemmearbejdsdage om ugen.
Løn- og ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår fastsættes i henhold til gældende overenskomst afhængigt af dine kvalifikationer og efter forhandling med den forhandlingsberettigede organisation. Vi ønsker stillingen besat den 1. maj 2025 eller snarest muligt.
Mere information
Hvis du vil vide mere om stillingen, er du meget velkommen til at kontakte teamleder Stine Kofod på 21 75 48 58 eller enhedschef Hanne Lind Mortensen på 40 12 49 60.
Vedhæft dit CV og eksamensbevis.
Søg via linket senest onsdag den 26. februar 2025
Vi forventer, at holde samtaler i uge 10 og uge 11.
Om Teknik- og Miljøforvaltningen
Teknik- og Miljøforvaltningen varetager myndighedsopgaver og servicerer borgere og erhvervsliv, blandt andet inden for miljøområdet, lokalplanlægning, byfornyelse, byggesagsbehandling og trafikområdet. Desuden er det Teknik- og Miljøforvaltningen, der står for renholdelse, vedligeholdelse og udvikling af byens veje og parker, foretager parkeringskontrol og driver de københavnske kirkegårde. Vi beskæftiger ca. 2.400 medarbejdere og administrerer et bruttobudget på knap 4,1 mia. kr.