Tandlæger til Børne- og Ungdomstandplejen i Københavns Kommune

Søg jobbet

Pleje
Andre arbejdsområder
Fuldtid
Fastansættelse

Er du uddannet tandlæge med nogle års erfaring fra den kommunale tandpleje og har du et brændende ønske om at komme til at arbejde hos os i Børne- og Ungdomstandplejen i København? Så læs med nedenfor.

Hvilke opgaver skal du løse?
Generelle tandlægeopgaver

  • 90-95% af din tid vil bestå af tandlægefaglige opgaver, som patientbehandling og dertilhørende journalskrivning i et tandfagligt miljø præget af høj kvalitet og lyst til udvikling og sparring. Vi udfører alle typer af behandlinger. Altid med udgangspunkt i barnets/den unges alder, vækst og modenhed.

Administrative opgaver

  • Disse arbejdsopgaver udgør 5-10% af din arbejdstid og indeholder bl.a. interne henvisninger og kommunikationen gennem vores journalsystem. Det kunne f.eks. være sparring omkring patienterne med vores specialtandlæger i ortodonti eller vores interne henvisningstandlæger indenfor fagområderne endodonti, kirurgi, protetik, parodontologi, traumatologi, børn og unge med angst eller frygt samt generel anæstesi.

Hvorfor arbejde hos os?
Du kommer til at arbejde i Danmarks største kommunale tandpleje. Tandplejen rummer en bred vifte af faglighed og ekspertise med gode muligheder for faglig udvikling i mange retninger.

Vi er omkring 60 tandlæger i Tandplejen i København, så du får mange tandlægekolleger, hvor høj faglighed, fokus på en bred palette af behandlingstilbud og sparring prioriteres i hverdagen. 

Som tandlæge i Tandplejen i København vil der være mulighed for at deltage i relevant uddannelse. Derudover vil der være både oplæring og grundig introduktion i forhold til den opgave, som forventes løst i funktionen.

På alle vores tandklinikker er der en klinikleder, som er tandlæge. Kliniklederen har det overordnede faglige ansvar på klinikken. Derudover har kliniklederen ansvaret for klinikkens daglige drift. Denne opgave løses i tæt samarbejde med klinikkens koordinerede klinikassistent, som har ansvar for koordinering og håndtering af klinikassistentopgaverne.  

Tandplejen i Københavns Kommune har en central administration, som supporterer klinikkerne ved fx IT-udfordringer, klagesagsbehandling, HR, lovgivning mv. Du vil derfor altid kunne finde sparring og hjælp i organisationen.

Desuden har vi et centralt kontaktcenter, som håndterer kommunikation med vores brugere ift. telefoni og aftalebøger mv.

Kompetencer
Erfaring inden for det kommunale område kan være en fordel, men vigtigst er, at du har lyst til at arbejde med børn og unge.

Der er en forventning om, at du kan arbejde selvstændigt og struktureret i et miljø med fokus på høj kvalitet, men også høj produktivitet.     

Du skal forvente og trives i en arbejdsdag, hvor en vis grad af uforudsigelighed altid vil være til stede. En venlig, imødekommende og anerkendende tilgang til alle patienter er en nødvendighed, og du skal have en evne til at indgå i konstruktiv dialog med både patienter, forældre og kolleger. Du er ambitiøs og har lyst til at udvikle dig fagligt via daglig sparring og efteruddannelse.

Ansættelsesvilkår
Du ansættes i henhold til overenskomst for tandlæger samt aftalen om lokal løndannelse. Når du arbejder i Børne- og Ungdomstandplejen, vil din arbejdstid sædvanligvis alle dage være i tidsrummet 08.00-15.00. Ud over fem ugers ferie og fem ferie-/fridage holder tandplejen lukket yderligere 20 dage om året.

Børne- og Ungdomsforvaltningen anvender straffe- og børneattest som led i rekrutteringen.

Yderligere oplysninger
Vi søger flere tandlæger til faste stillinger med mulighed for både deltids- og fuldtidsansættelse.

Ring til ledende tandlæge Helle Søderberg på 2673 8372, hvis du har spørgsmål eller bare vil høre mere om stillingerne.

Er du nysgerrig på at vide mere om Børne- og Ungdomstandplejen i København så besøg www.tandplejen.kk.dk, hvor du kan læse mere om Tandplejens tilbud til byens børn og unge og vores interne organisering.

I din ansøgning skal du give dit bud på, hvorfor du er den rette til at løse de to grundlæggende arbejdsopgaver, som stillingen rummer. Sammen med din ansøgning beder vi dig vedhæfte CV og evt. dokumentation.

Søg via linket senest fredag den 20. september 2024
Samtaler forventes afholdt onsdag den 25. september 2024.