Sygeplejerske til tværfagligt arbejde i Hjemmeplejen Amager
Er du sygeplejerske og vil du være med til at forme fremtidens hjemmesygepleje, i tværfaglige teams på Amager?
Vi søger en ny sygeplejerskekollega til tværfagligt arbejde i Hjemmeplejen Amager. De tværfaglige teams leverer hjemmepleje, hjemmesygepleje og forebyggende indsatser til borgere i eget hjem og til beboere i tryghedsboligerne i Sundparken på Amager.
I Gruppe 3 afprøver vi nye, fleksible måder at inddrage borgerne i den daglige opgaveløsning for at øge borgernes livskvalitet. Eksempelvis indleder vi hvert besøg hos borgeren med at spørge: 'Hvordan har du det, og hvad har du brug for i dag?' og tilrettelægger dagens besøg efter borgerens ønsker og behov. Vi afprøver også nye arbejdsformer, fx er de tværfaglige teams selvvisiterende af både servicelovs- og sundhedslovsydelser.
Form fremtidens hjemmesygepleje sammen med os
Vi kan tilbyde dig en spændende mulighed for at være med til at forme fremtidens hjemmesygepleje. Her får du lov til at bruge dine kompetencer på nye måder i samarbejde med kolleger, der alle er meget motiverede og engagerede i udviklingen.
Vi leder derfor efter dig, der er nysgerrig og som har lyst til at medvirke i udvikling af nye måder at levere hjemmesygepleje på fx ved deltagelse i forbedringsprojekter og faglige netværk. Måske du har en specialistviden, som du kan sætte i spil, fx indenfor sårpleje, særligt sårbare, diabetes eller andet.
Få udviklende opgaver og masser af ansvar
Det bliver din opgave at vurdere, planlægge og levere sundhedslovsydelser i borgers hjem med udgangspunkt i borgers ønsker og behov samt servicelovsydelser, når det giver mening i forhold til helhedsplejen. Det er derfor en fordel, men ikke et krav, hvis du har kendskab til Cura og FMK.
Om dine nye kolleger
Organisatorisk kommer du til at høre til Hjemmeplejen Amager, Gruppe 3, som holder til i Sundparken i København S. Her får du 55 empatiske og fagligt dygtige kolleger, som deler din motivation og begejstring for mulighederne i selvstyrende, tværfaglige teams.
Vi er i Gruppe 3 organiseret i to tværfaglige teams og en aftengruppe, som består af en gruppeleder, en assisterende gruppeleder, to disponenter, sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter, social- og sundhedshjælpere, to ergoterapeuter, to fysioterapeuter, pædagog, elever og studerende. Sammen planlægger, visiterer og løser vi opgaverne efter principperne i Københavns Kommune jf. den nye ældrereform.
Vi drømmer om en kollega, der ligesom os, har lyst til at lægge energi i et godt arbejdsmiljø. Vi har stor glæde af hinanden både fagligt og menneskeligt, og her er en ganske særlig stemning præget af drivkraft og højt humør. Vi træner sammen i arbejdstiden, og vi prioriterer at spise frokost sammen, hvor der er plads til at vende stort og småt.
Ansættelsesforhold
Vi vil gerne tilbyde dig en fast dagvagtstilling på 37 timer med weekendvagt hver 4. weekend. Arbejdstiden ligger som oftest i tidsrummet kl. 07-15.30 på hverdage og i weekender/på helligdage. Dog arbejder vi med fleksibel vagtplanlægning og sygeplejerskerne udarbejder deres egne vagtplaner, og derfor kan særlige ønsker og behov imødekommes. Stillingen er til besættelse den 1. maj 2025 eller efter aftale. Løn- og ansættelsesforhold fastsættes i henhold til gældende overenskomst og indenfor rammerne af lokal løndannelse.
Mere information
Kontakt gruppeleder Kristine Peetz-Schou på 27 10 42 28/S882@kk.dk eller assisterende gruppeleder Mathilde Steenlykke på GB5G@kk.dk, hvis du har spørgsmål eller vil vide mere.
Send os en motiveret ansøgning, hvor du skriver lidt om dig selv, hvorfor du søger jobbet og hvilke faglige interesser, du har. Sammen med din ansøgning beder vi dig uploade dit CV.
Søg via linket senest søndag den 20. april 2025
Vi holder samtaler løbende. Ved samtalen vil du møde gruppeleder, nogle af dine potentielt kommende kolleger og en af vores ældre borgere, som et led i målet om at styrke fokus på inddragelse af borgeren.
Om Sundheds- og Omsorgsforvaltningen
Vores hverdag handler om mennesker. Se mere om vores hverdag på www.vores-hverdag.kk.dk.