Studentermedhjælper til Koncernkommunikation på Københavns Rådhus

Søg jobbet

Politik og administration
Deltid - alt under 37 timer
Studenterjob/fritidsjob

Leder du efter et meningsfuldt og lærerigt studenterjob inden for offentlig kommunikation, så læs videre. I Koncernkommunikation har vi nemlig fået en stol ledig.

Selvom du bliver ansat som kommunikationsstudent i Økonomiforvaltningen, skal du kun kommunikere meget lidt om økonomi. Til gengæld bliver du en uvurderlig hjælp for dine nye kollegaer i Koncernkommunikation til også at kommunikere om vores andre store dagsordener som borgerinddragelse, byudvikling og om Københavns Kommune som arbejdsplads.

Du kommer til at skrive taler, arbejde med web og webstatistik, lave indhold til sociale medier og skrive nyheder til intranettet. Jobbet er meget alsidigt, og vi forventer ikke, at du mestrer det hele fra start, men at du har gåpåmod og flair for at lære nyt.

Du bliver en del af vores kommunikationsteam, og du kommer til både at sidde med egne opgaver og hjælpe forvaltningens kommunikationspartnere med en bred vifte af primært interne kommunikationsopgaver på strategisk og operationelt niveau.

Du kommer bl.a. til at arbejde med at

  • opbygge og redigere sider på vores web og intranet (Drupal 9)
  • monitorere webstatistik og udarbejde rapporter (Siteimprove)
  • skrive taler til medlemmer af Borgerrepræsentationen
  • skrive nyheder til vores intranet
  • udvikle og producere indhold til kommunens sociale medier
  • deltage i større projektopgaver sammen med vores kommunikationskonsulenter (fx Pride, DHL og en intern barselskampagne)

Om dig
Vi forestiller os, at du

  • har læst minimum to år på en relevant videregående uddannelse inden for kommunikation, retorik eller journalistik
  • gerne har erfaring med intern og ekstern kommunikation fra en praktikstilling eller en lignende studenterstilling
  • skriver godt til web, sociale medier, offline kampagnematerialer m.m. - ligesom du kan tænke i og gerne producere video og andre visuelle formater til sociale medier
  • er vant til at samarbejde og kan arbejde struktureret med blik for både kvalitet og deadlines

Om os
I Koncernkommunikation arbejder vi på tværs af vores fagligheder inden for design, presse og kommunikation med strategisk kommunikation i alle dens former og farver. Vi består af tre teams, og du kommer til at sidde i Team Kommunikation. Vi sætter barren højt i vores arbejde, så vi kan skabe mest mulig værdi for vores organisation og for københavnerne. Og så er det selvfølgelig vigtigt for os at have et godt og respektfuldt arbejdsmiljø, hvor vi hjælper hinanden, har en god omgangstone, og hvor der er plads til også at have det sjovt, mens vi arbejder. Vi holder til på Københavns gamle, fine rådhus. 

Det praktiske
Jobbet er på 20 timer om ugen. Vi sidder på Københavns Rådhus, men der er mulighed for hjemmearbejde noget af tiden. Vi ønsker, at du starter hurtigst muligt.

Kontakt
Hvis du vil vide mere om jobbet, dine muligheder og vores forventninger til dig, er du velkommen til at kontakte teamleder Ulrich Harre på 2486 5023 eller kommunikationspartner Maja Brandenhoff Hansen på 2538 0516.

Vedhæft både CV og ansøgning.

Søg via linket senest søndag den 1. september 2024
Vi holder løbende samtaler.

Om Økonomiforvaltningen 
Økonomiforvaltningen er en af Københavns Kommunes syv forvaltninger. Der arbejder i alt ca. 3.600 personer i Økonomiforvaltningen, hvoraf ca. 300 af os har kontor på rådhuset. De fysiske rammer for dit arbejde vil således være Københavns historiske og smukke rådhus. Her betjener vi overborgmesteren, Borgerrepræsentationen og Økonomiudvalget, og vi er tæt på det politiske liv i kommunen. Sammen har vi fokus på at skabe værdi for københavnerne og København. Du vil på rådhuset blive en del af et spændende arbejdsmiljø, hvor motivation, trivsel og det gode samarbejde er i højsædet og med gode muligheder for kompetenceudvikling.