Studentermedhjælper til antropologisk feltarbejde på Eilersminde

Søg jobbet

Andre arbejdsområder
Deltid - alt under 37 timer
Studenterjob/fritidsjob

Vil du være vores antropologiske øjne, når vi skal blive klogere på pårørendes oplevelse af hverdagslivet på et plejehjem?
Så skal du søge jobbet som studentermedhjælper på Københavns nye plejehjem, Eilersminde, hvor du får en unik mulighed for at lave feltarbejde og afprøve antropologiske metoder i en ældrepleje under forandring.

Eilersminde er et nyt plejehjem med 120 boliger, der ligger i hjertet af Tingbjerg – en bydel midt i en spændende udviklingsproces. På Eilersminde er vi nysgerrige på, hvordan vi kan skabe trygge, værdige og meningsfulde liv for beboere og pårørende, og derfor har vi brug for en proaktiv og engageret studentermedarbejder, som har lyst til at gøre os klogere på pårørendes oplevelser og væren på plejehjemmet.

Ældreplejen er i disse år et knudepunkt for normative og strukturelle forandringer, og der er et særligt fokus på hvordan pårørende og medarbejdere kan samarbejde og begge bidrage til den ældres liv. Vi er udviklingsorienterede og har en ambition om at afprøve nye veje til mere samarbejde og flere meningsfulde aktiviteter for beboere og pårørende. Som grundlag for dette har vi brug for viden om pårørendes hverdagsinteraktioner på Eilersminde. Derfor vil vi gå antropologisk til værks, for at få blik for den nuværende kultur, forestillinger og ikke mindst muligheder for at gøre noget andet end det vi plejer.

Dine opgaver
Stillingen er nyoprettet og tidsbegrænset, så du skal have mod på at kaste dig ud i noget nyt sammen med os, bidrage til at forme din egen stilling og lægge en plan for bedst mulig udnyttelse af tiden.

Du kommer til at sætte retning for undersøgelsen, har stor metodisk frihed og får mulighed for sætte forskellige greb i spil (fx fotosafari, gå i fodspor, lave deltagerobservationer og kvalitative interviews).

Vi forestiller os, at overskrifterne på dine opgaver vil være at

  • lave feltarbejde på Eilersminde en-to dage om ugen i fire-seks måneder
  • være med til at tilrettelægge og gennemføre en antropologisk undersøgelse af pårørendes møde med og væren på Eilersminde
  • få nuancerne frem i samarbejdet mellem beboere, pårørende og medarbejdere og i samarbejde med alle aktører pege på muligheder for nye måder at samarbejde på i hverdagen
  • bidrage til opgaver tilknyttet planlægning og koordinering af arrangementer og aktiviteter for pårørende og beboere, fx møder i et nyetableret pårørendepanel

Du vil være del af hverdagen på Eilersminde og have kontakt til medarbejdere, beboere og pårørende. Dine tætte kolleger vil være leder for aktivitet og frivillighed på Eilersminde, samt to konsulenter fra centralforvaltningen, som samarbejder med Eilersminde om denne udviklingsopgave.

Om dig
Du studerer antropologi, har et solidt fagligt fundament og drømmer om at tilrettelægge og gennemføre en antropologisk undersøgelse fra de første tanker til den endelig rapportering om fund og erfaringer. Vi forventer, at du selvstændigt kan benytte dig af antropologiske metoder og være vores faglige fyrtårn indenfor den antropologiske tilgang.

Det er en fordel, hvis du har erfaring med at lave antropologiske undersøgelser og måske endda har lidt kendskab til ældreområdet.

Du er udadvendt, nysgerrig og udviser respekt og ydmyghed, når du begår dig i beboernes hjem. Du er loyal overfor vores værdier om at skabe en tryg, værdig og meningsfuld hverdag for beboere og pårørende. Du har gåpåmod, er iderig og løfter dine arbejdsopgaver ansvarsfuldt. Du trives i et miljø, som fordrer en selvstændig tilgang til opgaverne.

Du kan bruge 15 timer om ugen på dit studiejob og også i eftermiddags- og aftentimerne, hvis det er relevant. Din arbejdstid kan tilrettelægges, så det passer sammen med dine studier og eksamensperioder. Bemærk, at der er krav om indskrivning på en uddannelse for at kunne søge stillingen.

Ansættelsesvilkår  
Løn- og ansættelsesforhold sker i henhold til gældende overenskomst. Stillingen er på 15 timer om ugen i en periode på fire-seks måneder med ansættelse fra den 1. marts 2025 om muligt.

Mere information
Hvis du har spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte konsulent Mira Maria Petersen fra Center for Ældreliv og Innovation på 23 35 04 70 eller Pernille Gydesen, leder for aktivitet og frivillighed på Eilersminde på 91 16 81 06. Pernille kan kontaktes frem til den 22. januar.

Søg via linket senest mandag den 10. februar 2025
Vi forventer at holde samtaler den 19. februar.