Sommerjob - Kystlivreddere til Københavns Kommune
Søg jobbet
Er du glad for vand og for at arbejde udendørs? Er du en habil svømmer og fysisk og psykisk stærk? Kan du se det meningsfulde i at bidrage til badegæsters sikkerhed og trivsel?
Så har vi et enestående sommerjob til dig, hvor du får mulighed for at gøre en forskel på de københavnske strande og i Københavns Havn.
Tjenesten
Københavns Kommunes Kystlivredningstjeneste er en del af Faciliteter i Kultur- og Fritidsforvaltningen og består af cirka 45 kystlivreddere, som bemander Amager Strandpark, Svanemøllestranden, Helgoland Søbadeanstalt samt De Sejlende Havneværter. Hovedsæsonen er fra den 23. juni til sidste søndag i august, og arbejdstiden er typisk fra kl. 10.00 til 18.00.
Uddannelse
For at blive kystlivredder skal du gennem vores uddannelse, som består at tre weekender med kursus i udvidet førstehjælp, bådkursus og endelig åbent-vandkursus med redningsøvelse og prøver.
For at komme i betragtning til uddannelsen skal du først bestå vores bassinprøver: https://svoemkbh.kk.dk/bassinproever
Uddannelsen er ulønnet men gratis for dig. Deltagelse i alle moduler er obligatorisk.
Dine arbejdsopgaver
Det vigtigste for en kystlivredder er værtskab og at agere forebyggende. Derfor er det vigtigt, at du er observant og nærværende. Samtidig skal du være klar til at træde til, hvis der skulle opstå en skarp situation. Derudover lægger vi vægt på, at du er opsøgende og vejledende.
Dine kvalifikationer
Du er teamspiller, men kan også arbejde selvstændigt. Du er indstillet på at træne og forbedre dine færdigheder løbende. Det vil være fint, hvis du har erfaring med sejlads.
Vi tilbyder
- skønne arbejdsomgivelser på syv forskellige lokationer i København
- et engageret og fagligt stærkt team
- fleksibilitet i forhold til at byde ind på vagter
Løn- og ansættelsesvilkår
Stillingen er tidsbegrænset. Lønnen vil være efter gældende FOA-overenskomst.
Der vil i forbindelse med ansættelsen blive indhentet en børneattest.
Ansættelse er fra den 1. maj 2025 eller efter aftale.
Yderligere oplysninger
Du kan læse mere om Kystlivredningstjenesten på https://svoemkbh.kk.dk/klr
Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte Shane C. Kenny på 2932 5485.
Søg via linket senest tirsdag den 31. december 2024
Du vil i første omgang blive indkaldt til en bassinscreening i uge 3. Der holdes samtaler i uge 5. Vi ser frem til at høre fra dig.
Sammen gør vi en forskel.
Kultur- og Fritidsforvaltningen
Kultur- og Fritidsforvaltningen er Danmarks største kulturforvaltning. Vores arbejdsopgaver spænder bredt fra idræt, kultur og borgerservice til huslejenævn, folkeregister, vielser og afvikling af valg og folkeafstemninger. I Kultur- og Fritidsforvaltningen arbejder vi for at skabe de bedste rammer for kultur- og fritidslivet i København – og i samarbejde med københavnerne at skabe en by, der lever og udvikler sig. Vi er en politisk ledet organisation og har til opgave at understøtte og udleve politiske beslutninger. Alt sammen med det overordnede formål at give københavnerne et bedre kultur- og fritidsliv og være en åben og professionel indgang til Københavns Kommune.