Socialrådgiver/socialformidler til rehabiliteringsteamet i Socialforvaltningen

Søg jobbet

Sagsbehandling
Fuldtid
Fastansættelse

Vi søger en medarbejder til en fast stilling hurtigst muligt og senest den 1. marts 2025.

Socialforvaltningen deltager i Københavns Kommunes tværfaglige rehabiliteringsteam. I dialog med borgeren skal rehabiliteringsteamet komme med indstilling til, hvordan borgerens ressourcer kan udvikles med henblik på at komme i arbejde eller uddannelse.

Aftalen om forenkling og målretning i sygedagpengesystemet indeholder initiativer omkring fleksibel brug af rehabiliteringsteams og fleksibel sammensætning af rehabiliteringsteamet. Som Socialforvaltningens repræsentant skal man være indstillet på at deltage i alle typer rehabiliteringsmøder men forventningen er, at det overvejende er møder omkring førtidspension, fleksjob og ressourceforløb og i mindre grad møder om jobafklaringsforløb. 

Medarbejderne i rehabiliteringsteamet bidrager med hver deres faglighed og tilbud fra deres forvaltning. Som repræsentant for Socialforvaltningen vil fokus være på sociallovgivningen, og de tilbud vi har i egen forvaltning. Konkret består opgaven i at sætte dig ind i borgerens sagsakter med et socialfagligt fokus og bidrage med din viden og anbefalinger på rehabiliteringsteamets møde.

Teamets repræsentant fra socialområdet skal være særlig opmærksom på, om der er oplysninger i sagen, der peger på, at borgeren har brug for hjælp til at håndtere sociale udfordringer. Socialforvaltningens repræsentant kan for eksempel angive, om borgeren har brug for hjælp til håndtering af udfordringer i forhold til økonomi, børn og familie, netværk, misbrug, vask, rengøring og personlig pleje m.v., og hvilke indsatser der skal iværksættes. Socialforvaltningen skal således byde ind med forslag til parallelle eller understøttende indsatser i forbindelse med bevilling af et ressourceforløb, fleksjob eller førtidspension.

I 2025 søsætter vi et projekt, hvor Socialforvaltningens repræsentant får større beslutningskompetence, og i første omgang kommer det til at dreje sig om indstilling til § 85a.

Vi forventer at du

  • er uddannet som socialrådgiver eller socialformidler
  • har evne til at tænke helhedsorienteret og udviklingsorienteret i komplekse sager 
  • har særligt kendskab til sociallovgivningen på voksenområdet
  • har erfaring og lyst til samarbejde i et tværfagligt team 
  • har god læsefærdighed og evne til at skabe struktur og overblik over sagsakter 
  • har gode samtaletekniske færdigheder  
  • har erfaring med at have samtaler med samfundets mest socialt udsatte borgere 

Hvad kan vi tilbyde

  • et fagligt stærkt og engageret team bestående af 12 medarbejdere med socialfaglig baggrund
  • et godt kollegialt arbejdsmiljø
  • ugentlige faggruppemøder med fokus på trivsel, sparring og faglige refleksioner
  • fast supervision med ekstern facilitator
  • en rummelig arbejdsplads, hvor der er højt til loftet og mulighed for personlig og faglig udvikling
  • flekstid

Teamets medarbejdere har kontor i Din sociale indgang - det boligsociale område, og har derved mulighed for at sparre med andre fagpersoner, der arbejder med det sociale område. Du vil være sparringspartner med de koordinerende sagsbehandlere, som har ansvaret for ressourceforløbene i Socialforvaltningen. Udover de interne møder i Socialforvaltningen bliver der afholdt erfarings- og netværksmøder på tværs af forvaltningerne, hvor repræsentanter fra de involverede forvaltninger deltager.

I Din sociale indgang - det boligsociale område bliver du en del af en stor enhed med godt 110 ansatte, som indtil videre har arbejdspladser på Vibevej 9 København NV. I løbet af første kvartal flytter vi til Telehuset, Borups allé 43 København N. Rehabiliteringsteamets samtaler finder sted i Jobcenter København, Gammel Køge Landevej 43. 

Ansættelsesforhold
Ansættelse og aflønning vil ske i henhold til aftale med forhandlingsberettiget organisation, dog ikke efter overenskomst for akademikere. Stillingen er med en ugentlig arbejdstid på 37 timer med tiltrædelse den 1. marts eller snarest muligt.

I forbindelse med ansættelsen indhenter vi straffeattest.

Mere information
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte Socialforvaltningens repræsentanter i rehabiliteringsteamet Claus-Joachim på 24 89 45 19, Kris Jensen på 23 35 91 24 eller afdelingsleder Jóhann H. Karlsson på  20 33 64 77.

Søg via linket senest lørdag den 1. februar 2025