Socialpædagoger med særlige evner til indlevelse og forståelse for mennesker med multiple funktionsnedsættelser til bo- og dagtilbuddet Lynghuset i Nordvest
Synes du, at neuroaffektiv udviklingspsykologi og sanseintegration lyder spændende, og er du interesseret i at udvikle dig fagligt i den retning, så glæder vi os til at høre fra dig.
Vores vigtigste opgave at skabe en meningsfuld hverdag for 29 skønne beboere i Lynghuset.
Vi er i fuld sving med at undersøge mulighederne for at oprette et nyt botilbud, som får en tilsvarende målgruppe med beboere over 18 år med multipel funktionsnedsættelse og udviklingshæmning.
Vi forventer at kunne opstarte det nye botilbud i starten af 2025 – dette ved vi mere om ved årets udgang. Du kan derfor få mulighed for at være en del af en spændende udvikling af et nyt botilbud sammen med et dedikeret team af social- og sundhedsfaglige kolleger.
Pædagogisk faglighed går hånd i hånd med kærlig omsorg og pleje
Vi arbejder med en tværfaglig tilgang til den enkelte beboeres ønsker, ressourcer og behov. Du kommer derfor til at arbejde i et flerfagligt felt af både pædagoger og sundhedsfaglige kolleger. I vil arbejde tæt sammen om at give beboerne oplevelser, struktur og støtte i en genkendelig hverdag med øje for den enkelte borgers trivsel.
Trine, der er faglig koordinator med både pædagogisk og sundhedsfaglig baggrund, siger: ”Jeg fungerer blandt andet som mine kollegers sparringspartner i løbet af dagen i forhold til store eller små udfordringer – på den måde får vi samlet op på beboerens udfordringer og evt. nye tiltag/delmål”.
Alle vores beboere har brug for omfattende pædagogisk og praktisk støtte, omsorg samt sundhedsmæssig pleje og behandling. De fleste af vores beboere har svært ved at udtrykke sig verbalt og skal have hjælp til at blive forstået ud fra nonverbale teknikker – og ikke mindst vores kendskab til den enkeltes kropssprog og signaler.
Som pædagog
- byder du ind med aktiviteter og sansemæssige oplevelser for beboerne
- skal du observere, når beboeren er i trivsel og rette din indsats derhen
- give nænsom pleje og omsorg med omtanke for beboerens forståelse af sin omverden
- tager du del i det sundhedsfaglige arbejde i form af uddelegerede sundhedsfaglige opgaver, som fx medicinudlevering. Vi sørger for grundig introduktion
- vil du opleve, at det socialfaglige og sundhedsfaglige flettes sammen til gavn for beboeren. Du vil med din faglighed være de sundhedsfagliges øjne, når du skal beskrive beboerens hverdag
Sanseintegration og SundNeuro
Beboerne har sanseprofiler og derfor arbejder vi med sanseintegration ved at give beboerne oplevelser. Det kunne fx være, at vi går en tur for at få vind i håret, spiller musik sammen eller laver massage. Sanseintegration handler om hjernens evne til at bearbejde sanseindtryk.
Vi anvender også neuro-pædagogiske trafiklys, som tager udgangspunkt i tre neuroaffektive kompasser og har jævnligt supervision faciliteret af vores neuro-pædagogiske supervisorer. Supervisionen giver overblik over, hvordan vi bedst hjælper den enkelte beboer til at komme i bedst trivsel.
Hvem er du, og hvilke kompetencer leder vi efter?
Du er uddannet pædagog og kan være uddannet for nylig eller for længe siden. Du har evt. allerede viden om SundNeuro og sanseintegration. For os betyder det også meget, at du er engageret i at arbejde med netop mennesker med handicap. Det vil være en fordel, hvis du allerede kommer med noget erfaring fra specialområdet og evt. kender til arbejdet med målgruppen.
Om dig
- Du bliver motiveret af at arbejde relationelt med målgruppen og bruge din faglighed aktivt i samspil med både kolleger og beboerne. Du deler gerne ud af din viden og erfaring, og du anser fælles refleksioner og videndeling, som en del af dit pædagogiske arbejde
- Du formulerer dig tydeligt skriftligt, når du dokumenterer beboerens dag og udvikling – og du ser vigtigheden af dette arbejde
- Som menneske er du stabil, nærværende og har en positiv tilgang til livet
- Du trives med, at plejeopgaver er en del af hverdagen og en naturlig del af, hvordan det sundhedsfaglige og socialfaglige hænger sammen i forhold til målgruppen
Kom godt fra start
Som en del af din opstart får du mellem fire-seks introvagter. Det afhænger blandt andet af dine erfaringer. Det vigtigste er, at du bliver klædt godt på til de praksisnære opgaver. Du vil også komme til en fælles introdag i Borgercenter Handicap sammen med andre nye kolleger.
Et botilbud med plads til mange aktiviteter og gode oplevelser
I Lynghuset nyder både vi og beboerne godt af vores mange faciliteter, som giver mulighed for mange typer aktiviteter og gode oplevelser. Vi har blandt andet et lækkert snoezelrum, sansevogne, sansestol, massagestol og adgang til fysioterapi. Udendørs har vi et orangeri og et hyggeligt gårdmiljø med blandt andet bålplads, som vi ofte bruger til hyggelige fællesarrangementer. Derudover har vi alle nødvendige hjælpemidler såsom loftlift, badebåre, lejringspuder og vend-let-systemer.
Ansættelsesvilkår
Stillingerne er på fuld tid med skiftende dag- og aftenvagter samt arbejde hver anden weekend. Vi er en fleksibel arbejdsplads, så dit arbejds- og familieliv kan hænge sammen.
Du bliver ansat i Københavns Kommune, og dit arbejdssted er indtil videre Lynghuset.
Tiltrædelse snarest muligt. Vi aflønner efter overenskomst med pædagogisk personale og indhenter referencer og straffeattest ved ansættelse.
Yderligere oplysninger
Har du yderligere spørgsmål vedrørende stillingen, kan du kontakte afdelingsleder Selena Forchhammer på 21 53 168 5 eller afdelingsleder Mette Brokmose på 23 35 70 43 i tidsrummet kl. 9.00-15.00.
Vi glæder os til at læse din ansøgning og CV.
Søg via linket senest torsdag den 21. november 2024
Vi indkalder til samtaler løbende.