Socialfaglig kontaktperson til Botilbuddet på Granvej

Søg jobbet

Pædagogik
Fuldtid
Fastansættelse

Har du en socialfaglig baggrund, og brænder du for at fordybe dig i socialpsykiatrien og for at gøre en forskel for borgere med et aktivt forbrug af rusmidler og komplekse psykiatriske udfordringer?
Så kig med her.

På Granvej møder vi vores beboere som ligeværdige
Granvej er et specialiseret §108-botilbud for ca. 40 voksne med psykiatrisk diagnose og et aktivt forbrug af rusmidler med forskellige behov, evner og færdigheder.

Til efteråret 2024 udvider vi vores botilbud, når vi flytter ind i et flot, nybygget botilbud, som er ved at blive bygget på samme matrikel, hvor vi bor nu. Processen 'den gode flytning' er i højsædet, og vi er allerede godt i gang med brainstorming, processer m.m., så beboerne og personalegruppen får stor medindflydelse og inddragelse i at skulle flytte til nye, dejlige faciliteter. Med flytningen får vi 'fleksible pladser', dvs. at vi både tilbyder pladser til §107 (midlertidige ophold) og §108 (længerevarende ophold).

Som ny kollega kan du sagtens nå at være en del af processen omkring 'den gode flytning'.

Opgaverne
Vi støtter beboerne i at have indflydelse på eget liv, og vi arbejder langsigtet med beboernes livskvalitet. Vi bruger vores faglige viden til at guide og støtte beboernes rehabilitering, så de oplever et miljø med tydelige og omsorgsskabende rammer.

Sammen med kollegaerne får du et stort ansvar. Dine opgaver udføres i et ligeværdigt samarbejde med borgeren, og du skal være med til at sætte rammen med højest mulige standard.

Du bliver fast kontaktperson for to-tre beboere.

Den daglige støtte til den enkelte borger handler i mindre grad om pleje, men i høj grad om hjælp til dagligdags gøremål, fx:

  • ledsagelse til læge
  • støtte til kontakt med myndigheder, fx hjælp til at indgå afbetalingsordninger
  • støtte til rengøring (pædagogisk arbejde)
  • da de fleste af vores beboere har misbrugsproblematikker, handler meget af opgaven om at sikre, at borgerne får medicin – har du ikke allerede været på medicinkursus, sørger vi for, at du kommer på kursus
  • dokumentation

I de nye boliger får alle vores beboere eget køkken og bad. I den forbindelse sætter vi fokus på at støtte beboerne til at gennemføre indkøb, og vi planlægger madgrupper, hvor beboerne kan øve sig i selv at tilberede sund og velsmagende mad.

Hvem er du?
Vi forventer, at du:

  • er uddannet socialpædagog eller har en tilsvarende uddannelse, og kan lide at arbejde fagligt med vores målgruppe og rusmiddelområdet
  • har erfaring fra andre botilbud: §108, længerevarende ophold eller § 107, midlertidige ophold (er en stor fordel)
  • lægger vægt på at dokumentere, være nysgerrig og vidensdele med dine kollegaer
  • kan håndtere, hvis en beboer føler sig presset og reagerer verbalt eller fysisk
  • er dig selv, også når hverdagen er uforudsigelig
  • ønsker et job, der udfordrer dig fagligt og menneskeligt
  • trives med en omskiftelig dag med alsidige opgaver, hvor to hverdage sjældent er ens

Det væsentligste er, at du har lyst til at hjælpe borgerne med de udfordringer, de har. Dine værdier skal matche vores, som er ordentlighed og værdighed – både overfor borgerne, kollegaerne og vores samarbejdspartnere.

Hvem er vi?
Du bliver en del af en udviklende personalegruppe, der arbejder tæt sammen med beboerne og deler hverdagens sjove og svære perioder.

Vi er pt. 17 kontaktpersoner, som er tværfagligt sammensat med pædagoger, en sygeplejerske, social- og sundhedsassistenter og ergoterapeuter. Derudover har vi en aktivitets- og beskæftigelsesmedarbejder, fire faste nattevagter, tilkaldevikarer og faste vikarer og et erfarent, og tilgængeligt, lederteam på tre.

Vi tilbyder

  • god sidemandsoplæring, en mentor og med tiden får du selv en central rolle med at lære nye kollegaer op
  • supervision med ekstern psykologuddannet supervisor
  • løbende kurser og uddannelse i fx NADA, LA2, medicinhåndtering samt recovery og rehabilitering
  • et arbejdsmiljø, som bygger på psykologisk tryghed, imødekommenhed og godt humør
  • daglige smil og et arbejde, der giver mening
  • et højt drive og en intens arbejdsdag
  • tæt samarbejde i studiemiljøet omkring elever og studerende

Vi arbejder efter Københavns Kommunes værdigrundlag om borgernes rettigheder, respekt, værdighed, omsorg samt samarbejde og høj kvalitet i indsatsen.

Løn- og ansættelsesforhold
Lønnen fastsættes efter gældende overenskomst og principperne om Ny Løn. Vi gør opmærksom på, at vi indhenter udvidet straffeattest, og at vi anvender referencer som en del af rekrutteringsprocessen. Som arbejdsplads tilstræber vi balance mellem arbejdsliv og privatliv. Arbejdstiden udgør 37 timer ugentligt, og du skal forvente, at dine 37 timer er fordelt på skiftende arbejdstider overvejende i tidsrummet kl. 07-23.00 og med weekendarbejde hver 3. weekend. Nattevagter vil i sjældne tilfælde kunne forekomme og kun efter gensidig aftale. Ansættelse er fra den 1. oktober 2024.

Vil du vide mere?
Du er velkommen til at kontakte os, hvis du vil vide mere om Botilbuddet på Granvej. Du kan ringe til afdelingsleder Hamila Kazemighalah på 2936 5839.
I perioden den 1. august til den 21. august kan du kontakte tilbudsleder Anne-Grethe Juhl på 2146 5938. Du er også velkommen til at læse mere om os på vores hjemmeside.

Søg via linket senest onsdag den 21. august 2024
Vi forventer at afholde ansættelsessamtaler løbende med deltagelse af ledelses-, medarbejder- og eventuelle beboerrepræsentanter.

Om Borgercenter Voksne
I Borgercenter Voksne (BCV) hjælper vi københavnere i udsatte og psykisk sårbare positioner. Vi tager afsæt i borgernes håb, drømme og ressourcer og understøtter den enkeltes vej mod et mere selvstændigt liv – og med en større kobling til det almindelige samfundsliv. Vi har fokus på borgerens recovery gennem en rehabiliterende indsats. BCV’s kerneopgave er at støtte den enkelte borgers udvikling mod at leve et så godt og selvstændigt liv som muligt.